Nicklas Brendborg: Jeg vil løse aldringens gåde
Nicklas Brendborg er 26 år. Han er kandidat i biologi og forfatter til bestselleren “Gopler ældes baglæns” om aldringsforskning. Når han er færdig med at holde foredrag og lave interviews om bogen, skal han i gang med en ph.d. om aldring.
Jeg har altid været optaget af fremtiden. Eller i virkeligheden også af fortiden. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er dårlig til at være lige nu og her, men jeg kan godt lide de store linjer, et flydende perspektiv. Jeg kan godt lide at træde et skridt tilbage og undersøge, hvordan det har været, og hvordan det måske kommer til at blive.
Der er jo ingen, der har lyst til at blive gammel og dø. Det første storværk i litteraturhistorien, det 4000 år gamle epos om Gilgamesh, fortæller historien om en konge, der drager ud i verden for at finde kilden til udødelighed. Det ligger i mennesket, tror jeg. Vi har ikke lyst til at blive gamle og svage; vi vil ikke dø, og når vi ser på forskningen i aldring, er der bestemt også grund til at tro, at vi kan blive meget, meget ældre end i dag, måske 500 år. Vi kan nok ikke leve evigt, for ulykker har jo ikke noget med aldring at gøre, og jo længere vi lever, jo større bliver risikoen for at blive ramt af en bil eller noget andet.
I en lang periode er jeg stået op klokken seks eller halv syv hver morgen og har skrevet et par timer på min bog om aldring, inden jeg er gået på laboratoriet og har arbejdet med mine gærceller til kl. 18. Kun om lørdagen har jeg holdt fri. Det føles ikke rigtig som arbejde; det er bare sjovt
Hvornår vi får hul på bylden og for alvor får rykket ved den gennemsnitlige levealder, det ved jeg ikke. Jeg tror, det kan gå hurtigt. Tænk på, hvor hurtigt det er gået med andre videnskabelige gennembrud: Der gik kun 66 år, fra mennesker fløj for allerførste gang, til vi stod på månen. Min egen forventning er i hvert fald at blive over 100 år, måske 120. Men det kan også være, vi er kommet meget længere.
Aldringens gåde er noget, jeg selv vildt gerne vil være med til at løse. I en lang periode er jeg stået op klokken seks eller halv syv hver morgen og har skrevet et par timer på min bog om aldring, inden jeg er gået på laboratoriet og har arbejdet med mine gærceller til kl. 18. Kun om lørdagen har jeg holdt fri. Det føles ikke rigtig som arbejde; det er bare sjovt. Jeg tror faktisk let, jeg kommer til at kede mig, hvis jeg ikke er i gang.
Jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Et af de fænomener, der spiller en stor rolle i at udsætte aldring, er hormese. Hormese er en sund stresspåvirkning – cellerne har fx godt at blive udsat for små mængder gift, for det gør dem stærkere. For mig er arbejdet mental hormese, tror jeg. Jeg fungerer bare bedst, når jeg har blikket rettet fremad mod problemer, jeg skal løse.