Grib forstyrrelserne
Fremtiden er per definition usikker, men vi kan ikke planlægge os ud af problemerne. Og det gælder både på fodboldbanen og i livet, siger tidligere fodboldtræner Troels Bech. For vores planer bliver altid forstyrret, og det handler om at forstå forstyrrelserne som de muligheder, de er.
Den franske målmand Fabien Barthez fik et kys på sin skaldede isse af holdkammeraten Laurent Blanc før hver kamp. Basketballspilleren Michael Jordan skulle altid spille iført sine lykkeshorts. Og tennisspilleren Serena Williams vasker ikke sine sokker gennem en turnering.
Sportsfolk er berømte for deres ritualer før vigtige præstationer, der skal føre dem sikkert til sejr. Det ved Troels Bech noget om. Han har brugt næsten hele sit arbejdsliv på spillet på det grønne græs: 18 år på banen som spiller, 22 år på sidelinjen som træner, og senest tre et halvt år på en af VIP-pladserne som sportsdirektør i Brøndby.
Selv har han ikke haft ritualer, så vidt han husker, men det har hovedparten af de spillere, han har arbejdet sammen med. Det er typisk, når de løber på banen, fortæller han: “Der er en, der hinker ind, og en anden, der laver sådan et løb, hvor han lige sætter tæerne ned på skift. Og nogle vil absolut sidst ind, og der er også flere, der altid laver korsets tegn – på trods af at jeg ved, at de ikke har en stærk religiøs forankring.”
Og det er fint nok, synes han. “Ritualer er en måde at bringe sig roligt og sikkert ind i en ny tilstand; det tror jeg, det har været for indianere, og det er det for fodboldspillere. Jeg tror faktisk ikke, der er nogen, der tror, at det reelt afgør en kamp, om de tager højre sok på før venstre. De forsøger ikke at trylle med fremtiden, men sætter sig bare i en tilstand af tryghed.”
Men det skal ikke tage overhånd, advarer han. “For det første kan mængden af ritualer vokse, så det til sidst er helt umuligt at få rækkefølgen til at lykkes. Og så bliver du bare bekymret i stedet for tryg. For det andet sker der det, at opmærksomheden rettes mod fortiden i stedet for fremtiden. Du forsøger at genskabe en fortid, hvor du måske vandt en kamp efter at have spist en banan, i stedet for at koncentrere dig om fremtiden: den kamp, du skal i gang med, og så bliver du ufleksibel.”
Når det uventede sker
Og det er kernen af opgaven for en fodboldtræner: at skabe fagligt dygtige og trygge fodboldspillere, der er godt forberedte og samtidig i stand til at give slip på alle planerne og tilpasse sig en virkelighed, der altid er anderledes, end man forventede.
En fodboldkamp er en lang række af tilfældigheder. Dem skal træneren og spillerne forsøge at bryde ned i enheder, som kan forudsiges, og det er umuligt. Men de skal gøre det alligevel. For forberedelsen sætter dem i stand til at gribe det helt uventede, som de ved, vil ske – de ved bare ikke lige hvordan og hvornår. Når det lykkes, kan de nå det sublime, de ikke selv kunne have tænkt. Og deri ligger fodboldspillets storhed, mener Troels Bech.
“Selvfølgelig skal vi lægge planer,” siger han. “Hvad gør vi, hvis vi kommer foran og skal konsolidere os; hvad gør vi, hvis vi er bagud og skal have vendt det til en sejr? Der er bare så mange faktorer, der spiller ind og forstyrrer det, vi planlægger – alene det, at modstanderne gør alt, hvad de kan for at ødelægge vores fremtidsplan. Det kan være, at vi har trænet et fint mønster, vi er ved at udfolde, men så kommer der en modstander med en tackling. Eller der er en lille ujævnhed i banen, holdkammeraten laver en skæv aflevering, eller dommeren dømmer uretfærdigt.”
Så planerne skal ledsages af stor fleksibilitet, og i stedet for at se forstyrrelserne som en ødelæggelse skal spillerne lære at se dem som muligheder, siger Troels Bech. Det er nemlig forstyrrelserne, der gør, at der ikke bare sker det, du havde planlagt, men noget større end det, du selv var i stand til at planlægge. Det giver kreativiteten mulighed for at tage over. Som når Thomas Delaney i en træningskamp scorer på et helt vanvittigt skorpionspark, som ingen kunne have planlagt sig frem til. Han har først skudt på mål med vristen, men målvogteren sender bolden ud igen, og så griber Delaney chancen, kaster sig fremad og skyder bolden i mål hen over ryggen med hælen.
Et tromlende godstog
Kreativitet kræver, at spillernes faglighed er på plads, og at de er trygge. Og vi skal lade være med at tro, at vi ved hjælp af kun faglighed, teknisk dygtighed og målrettet anstrengelse kan kæmpe os frem til sejr, advarer Troels Bech. Det gælder både på fodboldbanerne og i livet.
Han er bl.a. inspireret af den afdøde professor i uddannelse og læring Ken Robinson, fortæller han. “Ken Robinsons pointe er, at vi lige nu står midt i to kriser: den ydre miljøkrise og den indre kreativitetskrise, og de to kriser har det samme udspring og skal tackles på én gang. De handler nemlig begge to om, at vi overforbruger naturens og vores egne ressourcer, fordi vi har en lineær tankegang, der har presset os ud i et overdrev,” siger Troels Bech.
“Skolesystemet hylder logik, matematik og lineær tænkning. Men det, livet gør, er meget mere spredt og kaotisk og cirkulært; bare tænk på årstiderne, som veksler og hele tiden kommer igen. Men det glemmer vi. Vi er hele tiden i gang med at høste; vi vil hele tiden udnytte og lykkes med noget. Til gengæld har vi ikke ret meget tid til at plante og ligge i dvale. Og så længe vi ikke følger den naturlige cyklus, kommer vi i konflikt med både den ydre og den indre natur,” siger Troels Bech. “Vi bliver til et godstog, der kører på lineære skinner, og så kan vi ikke tilpasse os det, der er omkring os. Vi kan kun forudsige og planlægge os frem, hvis fremtiden lover at være på samme måde som fortiden – og det ser jo ikke rigtig ud til, at den har tænkt sig det. Bare se på corona, hvem havde lige forudset det?”
Både i skolerne og på fodboldbanerne skal vi derfor lære at se kreativiteten som ligeværdig med den lineære tænkning, hvor man sætter sig mål og har blikket stift rettet mod målet, mens man arbejder sig hen imod det. De problemer, vi selv og verden står over for, kan ikke løses kun ved planlægning; vi må også satse på kreativitet.
Giv kreativiteten gode rammer
Og kreativiteten skal have gode rammer. Fodboldspillere skal ikke bare have fokus på præstation i turneringskampe, de skal også gå i dvale, og de skal både dyrke yoga og arbejde med deres åndedræt. Man kan også forberede sig på det uforudsigelige, siger Troels Bech.
“Det er ikke så let at være kreativ, når man står midt i situationen, måske med 23.000 tilskuere, og bliver forstyrret. Så er det godt at have tænkt det igennem på forhånd. Hvad gør man fx, hvis dommeren dømmer uretfærdigt, eller modstanderen laver en ufin tackling? Ja, man kan jo godt stille sig op og sige: ’Du er uretfærdig, dommer’ eller ’Det var tarveligt, modstander.’ Men det standser bare den handling, der kan reparere på problemet. Der sker det, at du sætter tiden i stå og håber på at få ret i det, der skete i fortiden.”
Så er det meget mere produktivt at beslutte at handle, siger han. “Så aftaler vi: Hvis modstanderen får taget bolden fra os, også hvis det sker på en tvivlsom måde, så reagerer vi ved at gå i lynhurtigt og intenst genpres.”
I virkeligheden kunne det være rigtig fint, hvis vi alle sammen var ligesom vores GPS, synes han. “Den forsøger jo at guide os ind i en fremtidig tilstand, men den gør det helt uden bebrejdelse. ’Drej til venstre om 30 meter,’ siger den, og hvis du så alligevel ikke drejer, så lægger den bare en ny plan: ’Drej til venstre om 150 meter.’ Ikke noget med at skælde ud og dvæle ved alt det kiksede. Og det er jo ikke, fordi vi ikke skal undersøge, hvad der gik galt. Det gør vi hele tiden i fodbold; vi ser videoer af kampen og ser på, hvad årsagen til en fejl var. Men vi gør det med henblik på at gøre det bedre næste gang; vi har blikket rettet mod fremtiden i stedet for at dvæle retfærdighedssøgende ved fortiden.”
Elsk ubehaget
For der er intet i naturen, der hylder retfærdighed, siger han. Det er bare et menneskeligt perspektiv, vi tvinger ind over alting. “En fodboldkamp er heller ikke retfærdig, selvom vi prøver at regulere den gennem en dommer. Men når vi forlanger retfærdighed, så stopper vi i tidslinjen, vender ryggen til fremtiden og siger om noget, der er sket i fortiden: Nu skal du forstå, hvorfor det her er din fejl og ikke min. Det forhindrer spillerne i at være nærværende til stede i nuet. Så som træner plejede jeg at sige til dem: I kan som regel kun få det ene, så hvad foretrækker I: retfærdighed eller succes? De to ting følges ikke ad.”
Det er aldrig rart at give slip på behovet for retfærdighed. Og i det hele taget kræver succes, at man er god til at være i ubehag, siger Troels Bech. “Hvis du sætter dig selv på spil, som du jo gør i en vigtig fodboldkamp og alle andre sammenhænge, som betyder noget for dig, så udløser det et vist ubehag, for du ved ikke, hvordan det går. Hvis det virkelig er vigtigt for dig at vinde, skal du kunne være i usikkerheden om resultatet i et stykke tid, for du kan ikke være sikker på, at det lykkes. Og så vil der være et ubehag: Er jeg nu god nok, og hvad mener de andre om mig, mens jeg prøver?”
Så det snakker fodboldtræneren med sine spillere om: ’Der bliver noget ubehag i de her 2 x 45 minutter, så hvordan vil du håndtere det?’ Troels Bech mener endda, at vi skal lære at se ubehag som noget godt, for det er en portal ind til det, vi ønsker os i fremtiden.
“Det ligger jo i ordet umage – hvis vi gør os umage, kan det ikke være mageligt. Så ubehaget er ikke rart i sig selv, men det er et godt signal om, at nu er jeg i gang med at arbejde for noget vigtigt, jeg er på vej i den rigtige retning. Derfor skal du lære at være i det og måske ligefrem glæde dig til det.”
Glem potentialet
Og indimellem skal man kunne leve med et vist ubehag i lang tid. En turnering som superligaen varer i mange måneder. Og det er nødvendigt med en langsigtet målsætning som fx: Vi skal blive minimum nr. 4, forklarer Troels Bech. Men iveren efter et fremtidsperspektiv kan meget nemt udhule værdien af lige nu, og det er jo en helt lang række af nu’er, der afgør, om vi når vores mål. Så hvis vi hele tiden kun har øje for potentialet og ikke præstationen, mister vi motivationen under vejs, og så bliver det for hårdt.
Derfor er det nødvendigt at bryde den overordnede målsætning ned i delmål, klippe den lange fremtid op i mindre bidder, siger han. “Og hvis man så når det store mål og måske endda bliver Danmarksmester og står dér med champagnen, så er det jo alligevel ikke de 40 sekunder på skamlen, der er hele indsatsen værd. Så ser man jo netop tilbage over skulderen på den lange række af øjeblikke og nu’er, der førte derhen. Derfor må du flytte værdien væk fra det langsigtede mål og gøre hvert eneste nu værdifuldt. Det er en større garant for, at man når den fremtid, man har sat sig for. Det gælder i hvert fald for fodbold.”
