Siden opfindelsen af levende billeder har fremtiden været en ivrigt anvendt kulisse for film og tv-serier. Den første science fiction-film var George Méliès’ Rejsen til månen fra 1902. Og masser af de første stumfilm foregår i fremtiden.
Jeg vil vove et øje og frejdigt erklære, at alle de historier, vi fortæller hinanden, handler om nutiden. Om os og vores aktuelle univers. Når vi fortæller historier – hvad enten det er romaner, sange omkring bålet, malerier eller tv-serier – er det vores måde at forholde os til vores glæder, sorger, udfordringer, dilemmaer og livets store spørgsmål på. Det gælder også historier, der foregår i fortiden eller i fremtiden.
Historier, der foregår i fortiden, fortolker virkelige eller fiktive historiske begivenheder ind i den tid og den verden, historien bliver fortalt i. Vi bruger fortiden som ramme, fordi vi forestiller os, at vi kan lære noget af, hvordan mennesker før os har gjort. Det kan både være ting, der afskrækker os eller ting, der inspirerer os.
Men historier der foregår i fremtiden, kan noget andet. Noget uimodståeligt. For her er der fuld frihed til at gætte, fantasere og tage ting helt ud til kanten. Man kan lege ’Hvad hvis ...’
Hvad hvis en virus udryddede næsten hele den danske befolkning? Hvad hvis tyskerne havde vundet anden verdenskrig og stadig kontrollerede verden? Hvad hvis man kunne bygge en computer, der kunne forudsige fremtiden? Hvad hvis man igen begyndte at holde slaver?
Fremtiden er uendeligt mange ubeskrevne blade. Det er bare at slippe fantasien løs.