Håbet for i morgen findes, når dagen i dag giver mening
For journalist Cathrine Nørgaard er overgangen fra ung til voksen forbundet med sorg. Hun har talt med hospitalspræst Elisabeth Hammer om at genfinde fremtidshåbet gennem de små ting, der giver livet værdi.
De blågrønne og lyserøde malerier er placeret hen ad væggen på Elisabeth Rokkjær Hammers nye kontor. De små lærreder skal især glæde de yngste af hospitalspræstens besøgende. Bag skrivebordet står bøger til de voksne i en reol for sig. Børnebøgerne er lige ved siden af.
Elisabeth Hammer har været præst i mere end 20 år og har en master i sjælesorg, som de fortrolige samtaler med en præst kaldes. I dag er hun hospitalspræst på Odense Universitetshospital, og da jeg sætter mig i stolen over for hende på hendes kontor, kan jeg ikke lade være med at tænke på dem, der normalt sidder her. Kronisk syge mennesker, måske endda døende. Mennesker, der om nogen har brug for sjælesorg.
“Det er meget meningsfuldt at møde et andet menneske, som viser en tillid. Sådan en som dig, også selvom du ikke er ramt af en alvorlig sygdom,” siger hun og kigger på mig med et smil under sit pandehår.
Da jeg ringede til Elisabeth Hammer for nogle uger siden og fortalte, at jeg gerne ville tale med hende om sorgen ved at se sin ungdom forsvinde, dirrede hendes stemme af forventning over alle de ting, hun ville sige.
Nu opfordrer hun mig til at hælde varmt vand på min pulverkaffe, og så begynder jeg at tale. Jeg beskriver følelsen af at have mistet en vigtig del af mig selv gennem livets faser. Jeg er 27 år, og selvom jeg faktisk går rundt og er ret glad, får jeg åndenød ved tanken om livets næste faser. Børn (den famøse udløbsdato på æggestokkene), fast job (hov, det har jeg allerede), boligkøb, pensionsopsparing … og klimakatastrofer. Jeg har svært ved at give afkald på min identitet som ung og fri, fortæller jeg Elisabeth Hammer.
Hun forstår mig godt, siger hun:
“Enhver forandring medfører også en form for tab. Der tales meget lidt om den sorg, der opstår, hver gang man taber noget, f.eks. når man bliver et år ældre. Der er ikke altid plads til vemodigheden i vores liv.”
Jeg føler mig i konstant bevægelse væk fra noget. Men hvordan lærer jeg i stedet at tænke, at livet er en bevægelse hen imod noget? spørger jeg.
Jeg tænker på min barndoms glæde, på min tidlige ungdoms kompromisløse tro på, at jeg selv kan forme min fremtid. Gøre dumme ting uden frygt, elske uden hæmninger.
Men livet har det med at gå stærkt og efterlade drømmene et sted i støvet fra hurtige fodspor. Når jeg kigger tilbage, er det ikke til at vide, hvornår jeg tabte dem. Og her står jeg så med hånden skærmende mod solen og spejder bagud. For hvordan kan jeg fortsætte fremad uden det, der var mig?
“Jeg føler mig i konstant bevægelse væk fra noget. Men hvordan lærer jeg i stedet at tænke, at livet er en bevægelse hen imod noget?” spørger jeg.
Elisabeth Hammer tænker sig lidt om, før hun indleder sit svar.
“Livet går gennem mange landskaber. Det handler om at tage noget med sig i sin forandrede form. For det er stadigvæk dig,” siger hun.
Jeg forestiller mig en bølges bevægelse, der konstant river op i sandbunden og flytter elementerne. Arrangerer det på ny og skaber bunker. Sådan kan jeg godt lide at betragte mit liv. Som en akkumulering af erfaringer, der ikke nødvendigvis kræver afsked, men kreativitet. At finde på nye måder at gå til livet på.
“Vi ved, at følelsen af håbefuldhed hænger sammen med meningsfuldhed. Så jeg får lyst til at spørge dig, hvad der er værdifuldt for dig i dit liv?” spørger Elisabeth Hammer.
Svaret falder mig let:
“Frihed til at skrive. Fortælle historier, ligesom jeg går hjem og gør efter at have talt med dig i dag,” siger jeg.
“Så det at skrive liv og perspektiver frem, det er det, der er meningsfuldt. Både på et fagligt og på et personligt plan, hører jeg. Hvor meget fylder det?” spørger hun.
For lidt, indrømmer jeg. Men jeg har altid drømt om at fylde min hverdag med at skrive, fortæller jeg.
“Måske er det et håb om at finde dit eget sprog?”
“Ja.”
“Hvordan er det håb opstået?”
Men der er også et andet problem, siger jeg. En angst, jeg deler med mange, og som holder mig dels fra at give skriften en større rolle i mit liv, dels fra at kigge på fremtiden med håb. For hvad er meningen med at skrive i dag, hvis jorden alligevel går under i morgen? Jeg spørger, hvordan hun ville give sjælesorg til alle os, der frygter for vores fremtid på grund af noget så altomsiggribende som klimaforandringerne.
Spørgsmålet åbner en dør tilbage til, da jeg var barn og løb rundt på mormor og morfars linoleumsgulv. Der var en særlig ro i stuen, der kun blev brudt af den knitrende brændeovn eller morfars gyngestol i bevægelse. Dengang, fortæller jeg, brugte jeg timevis på at læse bøger og leve i fantasiens grænseløse verden med uendelige muligheder. Her turde jeg være åben, på et tidspunkt, hvor min fysiske krop var hæmmet af kvælende generthed.
Men den del af min verden er blevet mere og mere mørklagt de seneste år i takt med først min morfars død, så min mormors. Tabet har om noget tydeliggjort det, der ikke længere er.
“Måske kunne der være en vej i forhold til skriften, i forhold til det at skrive historier frem og gå ind i den verden? Måske er der et håb knyttet til det,” siger hun og drager en parallel til sit eget virke som hospitalspræst.
“Jeg ser, at menneskers håb kan stige, selvom deres sygdom bliver værre. Det er ret vildt. Og det skyldes simpelthen, at hvis man kan opleve noget, der er meningsfuldt, så kan livet stadig opleves håbefuldt. Det betyder jo ikke, at man ikke sørger over det, man har tabt og skal tabe. Man kan godt både sørge og være håbefuld. Livet er så nuanceret, der er så meget både-og. Det er også det, der ligger i at være voksen. Ting er komplekse,” siger Elisabeth Hammer.
Men der er også et andet problem, siger jeg. En angst, jeg deler med mange, og som holder mig dels fra at give skriften en større rolle i mit liv, dels fra at kigge på fremtiden med håb. For hvad er meningen med at skrive i dag, hvis jorden alligevel går under i morgen? Jeg spørger, hvordan hun ville give sjælesorg til alle os, der frygter for vores fremtid på grund af noget så altomsiggribende som klimaforandringerne.
Elisabeth Hammer fortæller, at spørgsmålet får hende til at tænke på en bog af den amerikanske psykiater Irvin Yalom.
“Bogen hedder ’At forholde sig til døden er som at se på solen’. Det vil sige, at man ikke kan se på den hele tiden – man er nødt til at kigge væk. Sådan har jeg det også med klimaspørgsmålet. Jeg kan kigge på det en gang imellem, og så skal jeg vende mit blik væk. Så skal jeg kigge på det nære. Jeg er meget optaget af det nære og konkrete, for det er her, livet leves,” siger hun og fortsætter:
“Karen Blixen – hende er jeg helt vild med – hun siger, at hvert menneske er givet et lod. Inden for det lod kan vi handle, men vi har ikke frit valg. Jeg tror, problemet for det senmoderne menneske er, hvordan vi så bruger vores frihed inden for dette lod.”
Jeg sænker skuldrene en anelse og tænker over, at et blik på fremtiden også er en tydeliggørelse af alle de valg, man aldrig tog. Det er både en sorg og en lettelse at blive mindet om, at man ikke har alverdens muligheder.
“Lille Elisabeth har ikke magt over Kinas CO2-udledning. Så det må jeg give slip på. Og så må jeg kigge på, hvad jeg kan i mit lille lod. For jeg kan noget. Jeg kan sørge for, at jeg minimerer mit forbrug af plastikposer. Eller kød. Gøre små ting, så jeg ikke ender i apati eller håbløshed,” siger hun.
“Magtesløshed er et stort tabu, tror jeg. Større end døden. Hvis der er noget, det senmoderne menneske ikke vil være, så er det magtesløs. Nogle gange kan vi godt have et narrativ, der siger, at vi har så meget magt og ansvar og kan udrette så meget. Men nogle gange skal man sætte barren lavere.”
Jeg spørger, hvor folk som jeg skal gå hen og finde trøst, når fremtiden i bedste fald er uoverskuelig, i værste fald håbløs? Og når man som jeg ikke tror på Gud?
“Gå efter kærligheden. Tro på, at den vinder,” lyder svaret.
“Det lyder virkelig som en kliché,” siger jeg.
“Det gør det, men det handler om at holde fast i det. For mig er det et valg om at tro på, at Guds kærlighed overvinder alt. Det behøver du ikke kalde det. Jeg vil sige til alle, at de skal søge der, hvor de synes, kærligheden er. Og så være meget opmærksom på det, der giver varme i vores liv. Det skal man også nogle gange finde ud af for at skabe en forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid.”
