Det bliver sommer igen, men vi er nødt til at ændre nogle ting

Vi har glemt, hvordan det er at leve i nedgangstider. Tiden kalder på, at vi lærer at holde pause og undersøge, hvad der skal til, for at vi kan være i verden på en god måde og skabe en fremtid for både os selv og verden, siger præst Signe von Oettingen. Og når hun selv er ved at tabe modet, tænker hun på Dostojevskijs ord: Hvor der er mennesker, er der håb.

For nylig kom Signe von Oettingen kørende på motorvejen sammen med sin 16-årige søn, da de blev overhalet af en kæmpebil med et klistermærke hen over de to udstødningsrør, hvor der stod ’Fuck Greta Thunberg’. Hendes søn blev helt fortvivlet over det, og det gjorde hun egentlig også selv. Men det nytter ikke noget, at vi bliver tavse og lægger os i fosterstilling, siger hun. Vi må tvinge os selv til at se alt det ubehagelige i øjnene og at dvæle ved det; undersøge, hvad vi skal stille op, og så gå i gang med at gøre noget. Tidens kriser har givet os et kald, siger hun.

“Jeg oplever, at coronatiden har sat gang i en helt ny bevidsthed hos os,” siger Signe von Oettingen. “Vi lever jo i et smørhul, og i lang tid er alting bare blevet bedre. Og vi ved egentlig godt, at alting er cyklisk, og det går op og ned, men vi har levet i sommerhalvåret så længe, at vi har glemt, hvordan vi skal være i verden, når det hele ikke bare vokser og der er nok af alt.

For hvordan er det nu, man lever i november? Det er jo ubehageligt! Lige nu er vi dybt inde i en masse kriser: corona, klima, biodiversitet, hvor vi har brug for at fastholde tilliden. Og vi skal ikke undervurdere, hvor slem coronatiden har været for mange. Både de unge, der har skullet blive voksne hjemme foran skærmen, og de gamle, der har måttet dø alene på plejehjemmet. Det er grusomt, og vi skulle have forberedt os bedre og været mere opmærksomme på de to gruppers svære situation. For sådan er det med vinteren. Den skal forberedes, for det sker jo, at noget dør og aldrig kommer igen.

I november må vi se på, hvad vi kan trække på af ressourcer i menneskelivet. Vi har fx mad, penge, viden. Men de allervigtigste ressourcer er tillid og håb. Vi er nødt til at holde fast i, at det kommer til at vende. Det bliver sommer igen. Men vi er nødt til at forandre nogle ting. Vi får lige nu en form for kald til at gøre noget ved vores måde at leve på. I overflodstiden i juli måned har vi måske haft så meget gang i festen, at vi er blevet døve for, at sommeren ikke kan vare ved. Men det står helt klart nu midt i den ubehagelige november.”

Hvad går kaldet ud på?

“Det peger helt tydeligt på vi’et. Vi har i langt tid kun været optaget af jeg’et: Hvordan bliver jeg helt særlig og unik. Og så har vi glemt betydningen af fællesskab. Men virussen har konkret vist, at vi er meget mere forbundne med hinanden, end vi lige var opmærksomme på. Vores kroppe er adskilte, men vores ånde forbinder os; se bare på smitten. Vi er både-og; både individer og dele af et fællesskab. Det betyder noget, hvad den enkelte gør, og vi skal også gøre det sammen.

I øjeblikket har vi mest tendens til at fokusere på, hvad vi hver især skal stille op med vores ubehag. Men der er jo nogle samfundsstrukturer, der har udløst kriserne. Dem er vi nødt til at bruge noget tid på at undersøge og forholde os kritisk til. Hvad er det, der gør, at mange mennesker føler sig så fortvivlede og er angste for fremtiden?

For mig er der en spirituel praksis i at sidde med de bibelske tekster, som jeg gør, når jeg skal forberede en prædiken. De spejler vores liv, oplever jeg. Og det slår mig, hvor tit der er indlagt en pause i fortællingerne. Jesus kunne tit bare gøre sine mirakler eller sige det, han har at sige, men tiden bliver altid lige trukket lidt ud af fortællingen. Der bliver indlagt en pause til at tænke sig om.

Jeg læser det som et billede på, at tiden spiller en rolle i forandringer. Vi kan ikke forholde os fornuftigt til fremtiden, hvis vi ikke giver os selv tid. Vi kan ikke tvinge vinter til at blive til sommer, vi må blive i ubehaget og undersøge, hvad der er gået galt.

Og det er ikke let at tage sig den tid, sådan som samfundet er skruet sammen nu. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har et billede af det moderne samfund som en nedadkørende rulletrappe, som vi hele tiden må løbe op ad, hvis vi skal følge med. Den tid, vi bruger til at samle os erfaringer og bliver klogere, er skrumpet ind; vi skal bare fremad hele tiden.”

Og hvad gør det ved vores syn på fremtiden?

“Man får let fornemmelsen af fremtiden som et tog, der går et bestemt sted hen, og som det gælder om at få sprunget på. Det er, som om verden allerede er færdig, toget kører af sted, og det er virkelig svært at sige: Jeg tror lige, jeg vil tænke mig lidt om her. Hverken hver især eller sammen kan vi finde ud af at holde de nødvendige pauser, så vi kan overveje, hvilken fremtid vi ønsker os, og hvordan vi bærer os ad med at nå derhen. 

For verden er ikke færdig. Der kan ske så meget i vores liv. Dostojevskij skrev et berømt brev til sin bror, da han var på vej i fangelejr i Sibirien, hvor essensen er: Jeg holder modet oppe, for også i fangelejren er der jo mennesker. Og hvor der er mennesker, er der håb. Han kunne jo lige så godt have tænkt: Nu er min skæbne beseglet. Og det ser da også udsigtsløst ud for ham. Men han holder fast i tilliden og håbet. Det skal nok gå.”

Men hvordan ved vi egentlig det? Måske fortsætter coronaen bare, måske bryder verden helt sammen?

“Jeg tror, vi skal lytte til ældre mennesker og ældre tekster, også Bibelen. De kan fortælle om andre dramatiske omvæltninger, hvor livet trods alt gik videre. Og hvad er også alternativet til at tro på det? Vi er nødt til at være på udkig efter de tegn, der peger os i retning af håbet. Naturens skønhed, musikkens skønhed, fællesskabet med andre mennesker, der kæmper den samme kamp, og med de gamle tekster. Vi er ikke alene.

Og så skal vi huske at have øje for de konkrete ting, der sker. Der kan godt være en slæbende proces hen mod elbiler, men så pludselig sker der en hel masse. Og det går jo ikke, at vi ikke kan holde ud at være i det langsomme og slæbende, hvis det er den vej, vi skal.

Selv oplever jeg håbet som noget, jeg er nødt til aktivt at vælge. Det er en livslang proces, og indimellem mister jeg det. Når jeg fx ser folk skrive ’Fuck Gretha Thunberg’ over deres udstødningsrør. Så prøver jeg at huske at tænke på Dostojevskij: Hvor der er mennesker, er der håb.”

Signe von Oettingen er præst i Ribe Domkirke og bor i Løgumkloster sammen med sin familie.