Fortsæt til hovedindholdet

Forlad os vor skyld

Magasinet

LEDER: Forlad os skyld

Af Redaktionen

Skyld og skam. Det kan virke som tunge emner at tage op, men intet menneske kommer gennem livet uden at stifte bekendtskab med begge dele.Derfor er de også vigtige elementer i kristendommen, når det handler om vilkårene for selve det at være mennesk ...

Skyld og skam. Det kan virke som tunge emner at tage op, men intet menneske kommer gennem livet uden at stifte bekendtskab med begge dele.

Derfor er de også vigtige elementer i kristendommen, når det handler om vilkårene for selve det at være menneske.På den ene side er der skylden for alt det, man gør forkert, og samtidig skammen over ikke at kunne gøre det rigtige.
“For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg,” sagde Paulus, en af kristendommens grundlæggere. Og Luther, protestantismens fader, ville holde os fast på alt det, vi ikke kunne, så vi tomhændede kunne omvende os og stole på Guds nåde.


Skyld som værn mod egoisme
 
Man kan, som mange har gjort det gennem tiden, med rette beskylde kristendommen for at ville fremme skylden og skammen, og det er vel egentlig en ret dårlig salgsteknik, for hvem vil ikke gerne undgå den slags følelser?
Her på fkmagasin.dk spørger vi omvendt om skyldfølelsen, eller syndserkendelsen, som det hedder i den kristne terminologi, er nødvendig for at være et godt menneske? Et værn mod overdreven egoisme og individualisme?


På besøg i fængsel
 
Tine Byrckel tager en tour de force gennem skyldens historie for at konkludere, at uden skyld og skam duer helten ikke, mens Sarah Auken har talt med en ung pige, som skammer sig over sin krop, og lader den bærer ansvaret for alt, hvad der er galt mellem hende og de andre.
Journalisten Anders Haubart Madsen har talt med en skyldig, der sidder i fængsel og en fængselspræst om skyldens anatomi – er tilgivelse mon mulig?

 
Forsoning gennem religion
 
Et andet aspekt af tilgivelsen er forsoning, og vi kender de store forsoningskomitéer, men hvordan forholder det sig, når religion er selve stridens kerne?
Kan man forsones uden at opløse de religiøse forskelle?
Katrine Tschemerinski tog til Jerusalem og spurgte sig for blandt rabbinere, præster og imamer.
Lise-Lotte Rebel, biskoppen i Helsingør Stift, skriver om den følelse af skyld, som er tung at bære, og forfatteren Knud Romer gør det samme i et særdeles åbenhjertigt bekendelsesskrift.
På forsiden ser vi en voksen mand, der bliver vasket. Og første opslag handler om dåben. Hvorfor? Jo, fordi dåben er kristendommens svar på skyldfølelsen. Nok er du skyldig, som et grundvilkår, men du er også tilgivet. Givet dig selv tilbage, og givet et løfte om forsoning.
Man kan sige, at dåben er garanti for, at det aldrig er så slemt, at det ikke kan blive bedre. Tegnet på at alt håb aldrig er ude.

Gå på opdagelse i 

Andre magasiner