Skyld på TV: Shaming i Matador og andre serier

ESSAY. At anvende religion som skammens udløser er et velkendt fortællegreb, som går igen i mange af de serier, vi har fulgt med i gennem årene. Så snart den kristne, præsten eller religionen bringes på banen, så ved vi, at vi skal skamme os.

Mange læsere vil nok kunne huske faster Anna (Kirsten Rolffes) fra den eviggrønne danske tv-klassiker Matador (1978-82). Mads Skjerns stærkt troende indremissionske søster indtager Korsbæk – rank, sirlig og med hårnet – for at deltage i nevøen Daniel Skjerns konfirmation.

Hendes besøg varer kun et enkelt afsnit, men efterlader alligevel et stort indtryk. Måske fordi hendes funktion i serien er at køre skam på – eller som det hedder på nudansk: shame – Mads Skjern (Jørgen Buckhøj) og hans nye kone Ingeborg (Ghita Nørby).

For Anna selv er familiebesøget i Korsbæk et kulturchok. Der serveres spiritus og danses til Daniels konfirmationsfest og i gave får den unge og letpåvirkelige dreng en bog med Paul Gauguin-malerier og afbildninger af nøgne kvinder!

For Mads Skjern – og seerne – er søsterens besøg en øjenåbner for, hvor langt han er nået i sin udvikling væk fra de pietistiske værdier, der prægede hans, Annas og deres yngre bror Kristens opvækst. Til Mads’ store irritation er Anna fuldstændig uimponeret over den driftige brors materielle fremgang og hun misbilliger, at han ’fjotter rundt’ med sin steddatter Ellen.

”Er I slet ikke bange for at ødelægge hende? En sekstenårig pige i nedringet kjole,” spørger hun bekymret.

”Men sådan er moden,” forsvarer Mads sig. Ingeborg har lært ham at se mere lyst på tilværelsen og det holder han fast i. Han er dog stadig troende og formand for menighedsrådet.

Men for Anna at se, lever broderen et letsindigt liv.

”Nogle derhjemme ville nok sige … syndigt. I har haft fremgang, men Gud er blevet borte,” snerrer hun.

Også Ingeborg får kontant besked fra faster Anna:

”Hvis Daniels mor havde levet, havde han nok fået en bedre konfirmation,” siger hun.

Desuden påtaler hun, at Ingeborg morede sig til festen trods en viden om, at tjenestepigen Agnes’ søn Axel var faldet i branddammen.

Axel overlevede, men dét kunne Ingeborg jo ikke vide, da hun lod baron von Rytger (Bendt Rothe) klemme sig i dans. Hun optrådte som en skøge, mener Anna.

Uheldigvis for hende overhører Daniel hendes intimidering af Ingeborg.

”Gå din vej,” er nevøens prompte reaktion.

Og det gør faster Anna så.

Med andre ord holder familien Skjern stand mod forsøget på at påføre dem skam over deres måde at leve på (at Mads Skjern så til gengæld ’shamer’ sin egen søn og får ham til at føle sig forkert og utilstrækkelig, fordi han ikke kan leve op til faderens forventninger, er en anden, central historie).

Som fortælling er Matador indlysende imod den formørkede og fordomsfulde kristendom, faster Anna repræsenterer. Det samme er Ingmar Bergmans tv-serie Fanny og Alexander (1982).

Med faderens død rives to søskende brat ud af en ubekymret barndom i den store, spraglede og frisindede teaterfamilie Ekdahl. Da moderen (Ewa Fröling) gifter sig med den strenge biskop Edvard Vergérus (Jan Mamsjö) skal børnene ikke blot vænne sig til en ny stedfar, men også til en asketisk tilværelse, der lukker resten af verden – og især fantasien og legen – ude.

Ligesom faster Anna er biskop Vergérus overbevist om at have sandheden og retfærdigheden på sin side, men han går mere håndfast til værks.

Han tøver ikke med at bruge en tæppebanker eller spærre stedbørnene inde i kolde rum for at lære dem ”at elske sandheden”.

Navnlig Alexander har det vanskeligt med autoriteter og sætter sig kraftigt til modværge imod overgrebene. Da biskoppen på grusom vis kommer af dage ved en brand i præstegården, er det opfyldelsen af et intenst ønske hos Alexander.

Men dermed er drengens plageånd ikke ude af billedet – tværtimod. Den skam, biskop Vergérus’ ikke havde held til at påføre sin stedsøn i levende live, forplanter sig til Alexander i form af en nagende skyld over delagtigheden i hans død.

Biskoppen hjemsøger hans overspændte fantasi som et spøgelse, stærkere end nogensinde før.

Både i Fanny og Alexander og Matador er skyld og skam negativt ladede værdier, der skal bekæmpes, såvel i den indre som i den ydre verden.

Et forfriskende bud på, at tingene også kan vendes på hovedet, finder vi i den amerikanske Shameless (2011-), et remake af en britisk serie med samme titel (2004-13).

Omdrejningspunktet er en white trash-familie i Chicago bestående af seks opvakte søskende og deres alkoholiserede far Frank Gallagher (William H. Macy).

Den ældste datter Fiona (Emmy Rossum) har opdraget sine brødre og søstre, som trods udfordringer i et meget ulige samfund formår at holde sammen som ’the Gallaghers’.

Deres største modstander er faktisk faderen Frank. Når han ikke lige er bevidstløs af druk eller skæv af narkotika, snyder og bedrager han systematisk det amerikanske velfærdssystem og udnytter alt og alle – også sine børn. Frank er, som titlen angiver, skamløs.

Som et sikkert moralsk kompas ved Franks børn, at når de har faderens støtte og opbakning, er der noget galt. Som da han støtter sin 14-årige datter i at blive gravid, fordi det udløser offentlige støttemuligheder.

Eller da han byder sin ligeledes mindreårige søn velkommen i ”familieforretningen” og giver ham gode råd med på vejen som narko- og våbenpusher in spe.

Det ville på alle måder være klædeligt med noget mere skam i livet for Frank Gallagher.

Endnu mere skamløs end Frank er dronningemoderen Cersei Lannister (Lena Headey) i Game of Thrones. Hun er medsammensvoren i mordet på sin mand, og den virkelige far til hendes børn er hendes bror og elsker Jamie (Nikolaj Coster-Waldau).

I slutningen af femte sæson tvinger Westeros’ religiøse ledere Cersei til at tilstå sine synder og sone dem ved at gå en offentlig bodsgang gennem byen.

Selv de seere, som hader Cersei mest (der er en del usympatiske figurer i Game of Thrones, men Cersei ligger højt på listen), føler medlidenhed, da hun, nøgen, kortklippet og grædende, drives gennem gaderne i King’s Landing, mens der messes ”skam” og pøbelen spytter og råber ukvemsord efter hende. S

oningen ser dog ikke ud til at virke efter hensigten – tværtimod får ydmygelsen Cerseis hjerte til at fryse endegyldigt til is, så det med stor sandsynlighed bliver en isdronning, der kaster sig ind i den forestående slutkamp om jerntronen.

Anderledes er soningsdynamikken i Rectify (2013-) om Daniel Holden (Aden Young), der som teenager blev dømt til døden for mordet på sin 16-årige kæreste. Efter 19 år på dødsgangen bliver dommen omstødt pga. nye DNA-beviser – og Daniel løsladt.

Tilbage hos sin familie i Georgia i det sydlige USA prøver han famlende at finde tilbage til livet, samtidig med at den gamle mordsag genoprulles.

Men for resten af lokalsamfundet, endog for enkelte familiemedlemmer og måske allermest for Daniel selv, er han skyldig. Han har ikke bare taget skylden på sig, den skamfulde følelse af at være forkert sidder dybt i ham.

Snarere end om det vil lykkes ham at slippe ud af skylden, er det store spørgsmål i Rectify, om Daniel vil finde tilgivelse.

”Betyder det noget, om jeg er skyldig eller ej?,” spørger han på et tidspunkt sin kristne svigerinde Tawney (Adelaide Clemens), som han knytter en tæt ny relation til.

Det gør det jo så absolut i juridisk henseende, kan man anføre. Men for at kunne komme videre, er det i et bredere perspektiv ganske nødvendigt med forsoning.

Tilbage til Matador, hvor Kristen Skjern i slutningen af afsnittet ”At tænke og tro” (episode 15) følger faster Anna til Korsbæk station. Mads dukker også op – ikke på eget initiativ, men fordi Ingeborg har bedt ham om det.

”Gud være med jer,” siger Anna til sine brødre, inden hun stiger på toget tilbage mod det mørke Jylland.

Fra et nedslået kupévindue råber hun, intenst vinkende, mens damptoget sætter i bevægelse:

”Jeg vil bede for jer.” – ”Tja, det kan vi vel begge have brug for,” siger Kristen til Mads nede på stationen.

Matador kan ses på http://www.dr.dk/Bonanza, Fanny og Alexander er ude på dvd og vises på C More; Game of Thrones kan ses på HBO Nordic; Shameless og Rectify er på Netflix.