Når vi er i verden som krop

Det lille barn råber “se mig – se mig” og forventer et kærligt blik fra sine omgivelser. Men hvad sker der, når dette blik bliver til et dømmende blik? 17-årige Isabel fortæller. 

”Jeg tog svømmeshorts og en T-shirt på udenpå badedragten. Ingen skulle se, hvordan jeg så ud; jeg var bange for, at andre skulle se, hvor tyk jeg var.”

Sådan beskriver Isabel et besøg i svømmehallen, da hun var 11 år, og fortsætter:

”Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det var fjollet; men ikke desto mindre var det sådan, jeg havde det. Jeg havde lige været igennem en periode, hvor jeg stadig havde lidt hvalpefedt på kroppen – og mine veninder var så sygt anoreksitynde, at jeg følte mig fed.”

Når Isabel taler, er det svært at forestille sig, at hun på nogen måde skulle føle sig plaget af sit udseende. Hun fremtræder som en selvsikker ung kvinde, der har styr på det hele. Hun er 17 år, afslutter lige om lidt sin efterskole og fortsætter på gymnasiet på en samfundsfaglig linje.

Isabel er vokset op i en mindre by og beskriver sin barndom som god og tryg, på trods af at hun havde svært ved at få venner. Men midt i 5. klasse vågner den tanke hos hende, at det er nogle bestemte skønhedsidealer, som dikterer, hvordan hun bliver opfattet – og dermed også, om hun bliver udelukket af fællesskabet.

”Jeg var sådan én, der gik i drengetøj og nægtede at børste mit hår. Men så slog det mig: ’Hov jeg har en krop, men jeg er alt for tyk – jeg skal se ud på en bestemt måde, før jeg bliver accepteret.’”

Det var ikke kun i svømmehallen, at Isabel var bange for at tiltrække sig opmærksomhed. Hver gang hun skulle et sted hen, hvor hendes krop kunne ses, fx på stranden, sugede hun sin mave voldsomt ind ”på den der unaturlige måde, hvor man kunne se mine knogler stikke ud”.

Tanken om overvægt var konstant og fyldte meget i hendes bevidsthed.

”Der var ikke nogen, der skulle se at jeg havde deller – for det var bare det mest pinlige! Når vi viste billeder i klassen efter sommerferien, havde jeg cuttet kroppen af, så det eneste, man kunne se på mine billeder, var et hoved og en vandkant i baggrunden; det så rigtig dumt ud,” fortæller hun.

Isabel var flov over, hvordan hun så ud, men skammede sig for meget til at tale med nogen om det:

”Men på et tidspunkt så spurgte min veninde mig om, hvorfor jeg havde de dér badebukser på, for ’det ser da endnu mere dumt ud, at du har så meget tøj på’.”

Veninden havde helt ret, og selvom det på det tidspunkt gik fuldstændig hen over hovedet på Isabel, ved hun det godt i dag:

”Jeg var slet ikke så tyk, som jeg bildte mig ind. Det er helt tydeligt, at jeg havde et dårligt selvværd, men jeg gik rundt og forestillede mig, at de grinede af mig, fordi jeg var tyk.”

Isabel fortsætter:

”Jeg var virkelig bange for, hvad de andre syntes om mig, måske fordi jeg i forvejen ikke havde specielt mange venner – jeg blev set lidt ned på i klassen. Jeg følte mig som et misfoster – som én der ikke passede ind, det var ikke kun, hvem man var – det var også ens udseende.”

Isabel følte sig ensom, og i sin fritid var hun meget på nettet. Hun så en masse makeup-videoer på Youtube og brugte også lang tid på Tumblr. Der mødtes hun af piger, der alle var åleslanke, solbrune og med langt hår. Hun syntes, at de lignede engle. ”Jeg var fuldstændig fascineret af dem, og jeg syntes, de var det smukkeste i verden. Men det fik mig til at føle mig endnu mere forkert, for jeg var på ingen måde som dem – og hvis ikke jeg kunne være det – ja, så var jeg ikke noget.” Isabel konkluderer: ”Hvis man ikke kan være flot – så kan man ikke være nogen.”

Isabel begyndte at kaste op, hver eneste gang hun havde spist:

”Jeg havde efter min egen mening meget små bryster, og det så ikke godt ud da min mave ikke er så flad.”

På et tidspunkt var det helt oppe på fem gange om dagen. Det var en grotesk og uvirkelig oplevelse, fortæller hun.

”Når man finder sig selv ude på toilettet og tænker, ’hvorfor gør jeg det her?’ så bliver man endnu mere sur på sig selv og tænker:

’Så fortjener jeg det jo nok!’ Man ryger ind i en dårlig cirkel og får dårlig samvittighed over, at man gør det, og så gør man det igen. Det er forbundet med skam, skam over min krop. Jeg oplever det som, at samfundet synes, jeg ser forkert ud, og at jeg derfor har en pligt til at gøre noget, og bør skamme mig og straffe mig selv, når det ikke lykkes ordentligt.”

“Jeg ved jo godt, at man skal elske sig selv, og det er jo nok også mig selv, som går mest op i det. Men der findes kun slanke mennesker i medierne. For eksempel så ser du ikke en nyhedsvært i fjernsynet, der er overvægtig. Det er kun i reportager om fedme, man ser mennesker med ekstra kilo på kroppen. Det lærer jo én, at det er forkert at se sådan ud!”

Mogens Lindhardt bekræfter, at oplevelser af kontrol og kontroltab, accept og afvisning ofte netop knytter sig til vores kropslige fremtræden:

”Det, der kan blive sygeligt i forbindelse med for eksempel spiseforstyrrelser, er sådan set bare en forstærket udgave af oplevelser, vi alle sammen har. Vi prøver alle at dirigere både vores selvopfattelse og andres opfattelse af os ved at organisere os kropsligt”.

Derved søger vi at styre, hvordan vi fremtræder og opfattes i sociale sammenhænge. At klæde sig efter lejligheden, eller ordne sig, barbere sig, lægge makeup eller andet, er at styre – eller forsøge at styre – hvem det er, de andre ser, hvem det er, de reagerer på.

Mogens Lindhardt fortsætter:

”Det er at lægge en maske, men det er også vise sig selv frem på en bestemt måde: Den måde vi gerne vil ses på. Når en taler altid retter skjorten, stryger nederdelen på plads eller tjekker, at gylpen er lukket, lige når vedkommende rejser sig for at holde tale, har det at gøre med dette:

Taleren er ved at vise sig frem, ved at eksponere sig, og derfor bliver kontrollen med kroppen ekstra vigtig. Når vi mister kontrollen med kroppen, mister vi også kontrollen over andres opfattelse af os, og står derfor blottede tilbage: Vi kommer til at vise sider frem af os selv, vi ikke ønsker, andre skal se.”

Også oplevelsen af på en måde at være to personer, en, der bedømmer, og en, der dømmes er i udgangspunktet en almen erfaring. Mogens Lindhardt:

”Hver gang vi retter på os selv, vælger tøj, trimmer kroppen, maskerer os, er vi i en sådan dobbeltrolle. På den ene side er vi den, der betragter os selv, ser hvad der mangler, og retter på det. På den anden side er vi netop genstand for nøjagtig den samme bedømmelse.”

“Vi er den, hvis mangler bliver set, den der må rettes på for at kunne passe ind. Dermed har vi også inderliggjort den sociale kontrol og den sociale kritik, vi kunne møde fra vores omgivelser. Vi bærer andre menneskers bedømmelse med i os selv og ser os selv – eller prøver at se os selv – gennem deres øjne.”

Den bedømmelse er jo på mange måder nødvendig; men som Isabels eksempel viser, kan der hurtigt komme en troldsplint i øjet, når man betragter sig selv. Man kan ikke foregribe andres blik på sig, kun sin egen forestilling om, hvad de andre ser.

Men der er mange ting, som kan forvirre og forvride den forestilling – ens eget selvbillede, ens behov for at blive accepteret eller ligefrem elsket af andre. Man kan heller ikke se, at ens bekymring for, hvordan andre ser en, er almenmenneskelig.

Man kan ikke se de andres usikkerhed, deres ønske om at blive accepteret og elsket, deres forsøg på at gætte, hvad man selv mener om dem osv. I sådan et spejlkabinet kan forvirringen – og fortvivlelsen – hurtigt blive refleksionens følgesvend.

Mogens Lindhardt citerer Romerbrevet:

For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

”Det betyder naturligvis ikke, at vores almindelige kontrol med vores fremtræden ikke stadig er nødvendig. Selvfølgelig tjekker vi vores fremtræden i spejlet, inden vi går hjemmefra. Men den oplevelse af frygt og isolation, den frygt for at afsløres, der kan knytte sig til disse selvspejlinger, er overvundet. Man er så at sige ikke alene i spejlkabinettet.”

Nu, halvandet år senere, er Isabel ved at være kommet på benene igen. Hun kaster sjældent op og prøver, så godt hun kan, at spise sundt. Men hun kan stadigvæk få følelsen af at være forkert, når hele hendes hverdag fyldes af perfekte kvinder: på nettet, i reklamer, i fjernsynet, stort set overalt.

Isabel færdes hjemmevant på de sociale medier, Facebook, Instagram, Tumblr og Snapchat.

”På Facebook er det nemt at få mange venner – i begyndelsen blev jeg venner med alle mulige, og jeg fik mange likes. Først var det fedt, men har jeg helt klart fortrudt nu. Min Instagramprofil har jeg brugt ret meget tid på, for der føler jeg, at jeg kan udtrykke mig – der kan jeg være mig selv, jeg skriver digte, maler og kan lide at tage billeder. Jeg føler, at jeg er en del af et fællesskab, hvor nogen også ser mig som andet end en krop.”

Men kroppen er der stadig, og skammen står altid på spring. En dag poster Isabel et billede af sin mave, og det afføder en større diskussion i kommentarsporet, hvor tonen nogle gange bliver meget grov og personlig:

”Der var en, der skrev, at jeg var en ’slut’. Han mente, at det var forkert og udtryk for, at jeg var billig, ekshibitionistisk og popularitetshungrende, når jeg viste mave. Og det var jo slet ikke det, jeg ville, jeg havde bare lyst til at vise en mave, jeg var stolt af – jeg har før været frustreret over den, og nu var jeg så endelig nået til et punkt i mit liv, hvor jeg rent faktisk var tilfreds med, hvordan jeg så ud.

Og egentlig synes jeg, at han skulle være glad på mine vegne eller blande sig uden om!”