“Din kæmpe idiot. Dit liv er slut. Hvad fanden har du gjort”

Fængselspræst og indsat sætter ord på tankerne bag tremmerne. De taler om fortrydelse og håbet om en fremtid på trods.

Da han ankom til arresten, lod betjenten en bemærkning falde, inden han lukkede døren.

“Skal jeg ikke tage snørebåndene ud af dine sko? Det er jo noget slemt noget, du har gjort.”

Den anholdte takkede nej til tilbuddet, men følte alligevel, at han straks begyndte at kvæle sig selv i sine tanker.

“Din kæmpe idiot. Dit liv er slut. Hvad fanden har du gjort,” messede stemmen i hovedet.

Stemmen stammer fra en fængselsindsat. Han er anonym, så vi kalder ham Thomas, en yngre mand, som er dømt for et drabsforsøg, og derfor nu afsoner en årelang dom.

Inden Thomas kom i fængsel, boede han sammen med sin kæreste i et mindre parcelhuskvarter i en by, hvor alle kender hinanden. Han gik på arbejde om morgenen, og når han kom hjem, lå han som regel på et rullebræt under en bil i den store garage, han fik bygget for alle de penge, der var til rådighed.

Dagene gik uden nogen større refleksion, der rakte ud over arbejdet. Han fortæller, at han på et tidspunkt læste, at tre unge mænd havde tævet en anden til døde.

“Jeg kan huske, at min første tanke var, at de bare skulle aflives. Sådan nogle som dem kommer aldrig til at bidrage til samfundet, og de er bare et stort sort hul, samfundet kommer til at smide penge ned i,” fortæller Thomas.

Skæbnen vil, at han senere selv kom til at sidde i fængsel med den ene af de tre drabsmænd, en 19-årig der på det tidspunkt havde fået en dom på 12 år. Indtrykket af den unge mand fra henholdsvis avisspalterne og fængselscellen var milevidt fra hinanden.

ELSKET PÅ TRODS. En celle i Anstalten ved Herstedvester, hvor nogle de indsatte med de længste straffe i Danmark sidder fængslet. Her arbejder fængselspræst Benny Birk Mortensen: “”Mange indsatte hos os har oplevet, at de er blevet dømt og næsten hængt offentligt i aviserne. Familien eller dele af familien tager måske afstand fra dem, og de føler sig hadet, fordi de har gjort, hvad de har gjort. Men det sker også, at der er en kæreste, der holder ved, eller måske en mor eller en bedstemor. Når de for første gang efter fængslingen kommer på udgang og hjem og der møder en bedstemor, der giver et ordentligt kram, så er det et håndfast tegn på, at de fortsat bliver taget imod og er elsket – elsket på trods.” 

“Det var en stakkels dreng, som ikke havde lært at opføre sig ordentligt. Der gik det op for mig, at uanset hvad man har læst i avisen, så er der en anden version. Der er lige pludselig et menneske bag ved, som er helt anderledes, end det bliver fremstillet.”

Derhjemme gik Thomas mest op i veteranbilerne i sin garage. Han havde svært ved at udtrykke sin vrede og frustration, og han delte ikke sine bekymringer over problemerne i hans og kærestens forhold med nogen, for sådan var han vokset op. Med en opdragelse, hvor man ikke lærte at sætte ord på følelserne og i et miljø, hvor relationer består af en børs for tjenester.

“Jeg ville ikke stå i gæld til nogen. Hvis nogen havde gjort noget for mig, skulle der også noget den anden vej tilbage. Jeg følte bare, at det skulle gå lige op,” siger han.

Tankerne om, hvordan problemerne med kæresten skulle løses, forblev derfor inde i hovedet på Thomas. Det er her, de udviklede sig til den plan, der viste sig at føre til den dom, han sidder i fængsel for. En tåbelig plan, der løb helt af sporet og altså endte med en dom for drabsforsøg.

“Når man bliver låst inde, får man meget tid til at tænke. Det har jeg ikke været vant til. Der har ikke været nogen pauser, hvor jeg har siddet og tænkt over mit liv eller sådan rigtigt fundet ud af, hvem jeg var. Det har bare sådan gået derudad.”

Den proces startede derimod inde i fængslet. I første omgang blev Thomas ramt af en skam over for kæresten og forældrene, men også andre ting får plads blandt bekymringerne i hovedet.

“Lige i starten var der også noget så banalt som skyldfølelse over for min arbejdsplads – nu svigter jeg mine arbejdskollegaer, og nu er der nogen, der skal dække ind for mig,” fortæller han og tager hænderne op til sin bare isse for at illustrere: “Der er et kaos af tanker, som du ikke har noget sted at placere. De kommer bare. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænker: nu vil jeg egentlig gerne hjem. Fuldstændig som en lille dreng.”

Det var i første omgang en psykolog, der skabte ro i hovedet. Sammen med sin nu eks-kæreste deltog Thomas i et konfliktråd, hvor de sammen med en psykolog gennemgik hensigterne, gerningerne og den efterfølgende skyld, der knytter sig til forbrydelsen.

De talteom, at han ikke har været i stand til at sætte ord på sine frustrationer, fordi han ikke har været vant til det. At han stressede sin hjerne ved at gå med dem i sit eget hoved, og at han derfor til sidst fik det, psykologen kalder tunnelsyn – hvor man er fokuseret på målet og derfor ikke forstår konsekvenserne af sine handlinger.

SØG FORSONING. “Selv om jeg tager min tørn med Gud, er jeg ikke dermed tilgivet af mennesker eller fritaget fra det medmenneskelige opgør. Guds nåde må ikke få os til at glemme Jorden. Det er ikke sådan, at Guds nåde befrier os fra at søge menneskers nåde, men tværtimod befrier os til at søge forsoning mennesker imellem,” siger Benny Birk Mortensen, fængselspræst i Anstalten ved Herstedvester. 

Men Thomas blev ikke selvbebrejdelserne eller skylden kvit med konfliktrådet. Derfor opsøgte han fængselskirken. Han kan ikke huske nogen konkret hændelse, der ændrede hans syn på tingene, men han forklarer det som en glidende overgang, da han opdagede kirken “som et frirum i fængslet.”

“Jeg har aldrig rendt forfærdeligt meget i kirke. Men jeg tænker, at så sker der i det mindste noget søndag formiddag.”

Han begyndte deltage samtalegrupper med frivillige udefra, og han blev overrasket over de mennesker, han mødte.

“Der begynder jeg for første gang at møde mennesker, der egentlig bare vil gøre noget for andre, uden at ville have noget igen. Jeg begynder at tænke over, at det overskud – det kunne jeg egentlig også godt tænke mig at få del i.”

Han oplevede at blive mødt med accept hos dem, han stødte på uden for murene. Han lod budskaberne fra de mange gudstjenester bundfælde sig.

“Jo mere, du hører, at Gud tilgiver, jo mere begynder du at tro på det,” siger han.

Samtidig ved han godt, at det er en anden virkelighed, han kommer ud til.

“Jeg kan ikke løbe fra det, jeg har gjort. Søger du mit navn på nettet, dukker der de forfærdeligste ting op. Skal jeg finde mig en kæreste eller et arbejde, er jeg nødt til at fortælle dem, hvad jeg har gjort. Jeg håber bare, at folk giver mig muligheden for at forklare mig.”

Thomas, (navnet er redaktionen bekendt), fik en dom på 8 år og sidder i Horserød. Han går i Alfa-gruppe, til kursus i, hvordan man begrænser sin vrede og så deltager han i fangekoret, både som sanger og sangskriver.