Kunsten svælger i det dystre og mørke, mener Ane Cortzen. Og så bliver det svært at se en bedre fremtid for sig.

Når man står foran Operaen i Sydney, så får man fornemmelsen af, at bygningen er fortryllet. Det er helt magisk, at nogen har udtænkt og skabt sådan et værk. Tæt på og langt fra, indeni og udenpå, får man en helt fysisk fornemmelse af noget meget stort og eventyrligt, helt uden for tid og rum.”

Men den slags oplevelser er der for få af, hvis man spørger Ane Cortzen. Der er for få i arkitekturen og også i kunsten og kulturen i øvrigt. Her er det ikke vision, håb og fortryllelse, der hersker, men mørke og undergang.

Ane Cortzen ved noget om både arkitektur og kultur og blander sig ofte gerne i debatten om begge dele. Hun blev i 2001 uddannet som arkitekt. Siden har hun blandt andet været vært på flere tv-programmer om medier, kunst og kultur. Og om fredagen er hun jævnligt med i P1-programmet ’Fjerde division’, der dykker ned i ugens aktuelle kulturhistorier.

Hun kan godt blive noget småtrist, når hun ser ud over kulturen i dag, siger hun og giver et hurtigt overblik over tidens kulturelle tendenser: På Netflix handler en af tidens mest sete serier om en gruppe pressede mennesker, hvis liv er så udsigtsløst, at de ser det som en attraktiv mulighed at deltage i et blodigt spil med 500 andre, hvor kun en enkelt overlever. Den britiske forfatter Sally Rooneys nyeste bestseller handler om en gruppe unge, der slet ikke ser nogen fremtid for sig. De seneste mange danske tv-serier har handlet om psykopater, tvangsfjernelse, tortur og mord.

Og det er slet ikke i orden, synes Ane Cortzen. “Det er, som om kunsten og kulturen svælger i det mørke og dystre,” siger hun. “Jeg mærker, hvordan jeg selv bliver ramt af det og mister min tro på, at det hele nok skal gå. Og sådan kan man jo ikke leve.”

For Ane Cortzen har altid haft en grundlæggende positiv indstilling til fremtiden, fortæller hun. Hun har troet på, at det hele nok skulle gå, at verden hele tiden ville udvikle sig til det bedre. Men på det seneste er hun så småt blevet i tvivl, for det er en mærkelig tid, vi lever i, synes hun.

“Jeg kan få det lidt, som om sækken strammer til, og min fremtidsoptimisme bliver sat på prøve. Det er jo det hele på én gang: Klimasituationen bliver mere og mere desperat, folk råber til hinanden fra deres ekkokamre på de sociale medier, vi er alle sammen ramt af politikerlede, og så er der jo ikke mindst coronaen. I begyndelsen tænkte vi: Det bliver godt, når det går over. Nu må vi efterhånden se i øjnene: Det gør det ikke. Det er noget, vi skal til at leve med som et vilkår.”

Det er ikke rigtig til at sige, om tiden er mere dyster eller ej, mener hun. Måske er det noget, der kommer med alderen, foreslår hun: “Vores forældre og bedsteforældre har sikkert også siddet og tænkt: ’Hvordan skal det hele gå?’, og ’Unge mennesker nu om dage!’ Men jeg synes især, jeg ser forskellen, når jeg ser på min datter og hendes generation. Tænk, de har ikke lyst til at tage ud at rejse?! Og det er ikke på grund af klimabekymringer, ikke kun, i hvert fald. Der er en tøven over dem, en angst for det ukendte, som jeg ikke husker fra mig selv.”

Ane Cortzen er fascineret af tiden omkring forrige århundredskifte, slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. “Jeg er vild med den optimisme og fremtidstro, der var. Det gjaldt både for arkitekter, forfattere og videnskabsmænd. Man holdt verdensudstillinger og præsenterede nye spændende opfindelser. Der var en stemning af ’Vi kan alt’: gøre alt, opfinde alt, udvide verden. Verden er ubegribelig og stor og et eventyr.”

“Sådan tænker vi ikke i dag. Det er mere sådan: Vi ved alt, vi har gennemskuet det hele, og det viser sig, at der ikke er så meget at komme efter. I dag er der ingen, der drømmer vilde drømme om fremtiden. Når vi i dag skal forestille os et fremtidsbyggeri, så ser vi per definition noget med glas og stål for os. Det er de eneste billeder, vi får, og dem har vi fra Hollywood. For arkitekterne kaster sig ikke ud i ægte visioner. Vi mangler simpelthen nogle utopier, der handler om, hvilket liv vi gerne vil leve. Og så bliver det hele så stivnet og udsigtsløst,” siger hun. “Og de sociale medier gør kun alting værre. Vi bliver alle sammen bare mere og mere vrede, for algoritmerne har jo luret, at det er det, der skaber aktivitet derinde.”

Men på den anden side er det jo også den triste baggrund, der får folk til at ønske noget andet, mener hun. “Det er alle kriserne og negativiteten, der minder os om, at vi savner det magiske lag, kulturen giver os. Vi opdager, at vi ikke gider den verden, hvor der kun er et materialistisk fokus. Hvad med det uforklarlige og det åndelige? Prøv at se på de unge iværksættere. De er fulde af virkelyst, og de er ikke kun optaget af profit, men vil også være med til at ændre verden.”

Og så tror Ane Cortzen meget på at bringe forskellige fagligheder sammen. “Vi befrugter hinanden, når vi kommer med forskellige blikke. Det er jo i virkeligheden det modsatte af ekkokamrene. Et virkelig spændende byggeri, vi ser i København i øjeblikket, er CPH Village, de studieboliger, der er blevet lavet på DSB’s gamle område bag Hovedbanen. Det består af en masse trækasser, der er bundet sammen af trappeopgange, og det hele kan flyttes igen. Og så bor der en ung studerende i hvert modul, og de kan indrette pladsen rundt om sig, som de vil. Men det er ikke arkitekter, der har fundet på det. Det er nogle unge fyre, der har læst statskundskab, og de har en ide om et andet samfund, en anden måde at leve på. Det er det, byggeriet udspringer af. Og det er det, gode visioner starter med: at have en forestilling om en verden, der kan se helt ny og anderledes ud.”

Ane Cortzen er uddannet arkitekt og har været tv-vært for flere programmer om kultur og arkitektur.

Ane Cortzens bud på fortryllende oplevelser i kunsten

Bøger:

Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike
Den japanske forfatter kan tage den monotone hverdag og give den et twist, så der åbner sig af en afgrund af parallelle verdener og alternative liv.

Marilynne Robinson: Hus og hjem

Robinson skriver hjerteskærende poetisk og tindrende enkelt om naturens magiske kraft og menneskelivets trængsler.

Film:

The Truman Show
Tanken om at hele vores liv er én lang iscenesættelse, at alle vores nærmeste blot er skuespillere, er bare fascinerende og samtidig skræmmende tæt på det moderne, digitale liv.

Lars von Trier: Riget
Triers magiske sammenkobling af hospitalsvæsenets rationelle verden og alt det uforklarlige giver en ny dimension.

Kunst:

John Kørner
Malerens farverige og skæve syn på store verdenspolitiske dagordener som krig og klimakrise skaber et andet og tiltrængt perspektiv.

Mamma Andersson

Hun fremmaner en sitrende og mættet verden med uforglemmelige hverdagsmotiver.

Arkitektur:

Arne Jacobsen, Nationalbanken

En stramt komponeret bygning, der udstråler velbevaret hemmelighed og stor præcision.

Dorthe Mandrup, Vadehavscenteret

En stoflig leg med flader og materialitet, der smelter sammen med landskabet.