Vi har brug for drømmene
Det er nødvendig for mennesker at have fremtidsforestillinger, der bygger på håb. Som traumatiseret flygtning kæmper psykologen Mozhdeh Ghasemiyani stadig indimellem med at turde tro på en god fremtid. Så meget, at hun ikke har kunnet fortælle nogen, at hun har fået et barn. Men det går fremad.
Engang bliver livet godt, tænkte den lille Mozhdeh, når hun så op mod himlen i Irak. Engang vil jeg være et sted, hvor jeg godt må være. Hvor jeg er som de andre, og hvor de alle sammen elsker mig. Hvor hele min familie er samlet, hvor min mor bliver opereret, så hun ikke skal gå rundt med et sønderskudt ansigt, og hvor min far kan arbejde. Engang bliver det sådan.
Men sådan var det ikke. Mozhdeh Ghasemiyani blev født den 11. februar 1979, på dagen for den islamiske revolution i Iran. Forældrene var kurdere og begge to aktive i oprørsbevægelsen mod shahen, som revolutionen sendte ud af landet. De kaldte deres nyfødte datter for Mozhdeh, der betyder ’god nyhed’, for de troede på nye tider, hvor kurderne kunne få lov at tale deres eget sprog, have egne skoler og vælge deres egne politikere.
Men i stedet endte familien med at måtte flygte, og de næste 16 år levede de i venlige menneskers kælderrum, i midlertidige lejligheder og i flygtningelejre. Det var sin sag at indlogere sig hos fremmede, når man kom med ni børn. Sommetider var forældrene i fængsel, sommetider kæmpede faren sammen med andre oprørere i bjergene. Og selv når forældrene var sammen med børnene, var de ikke helt til stede og nærværende. Hele deres fokus var rettet mod at overleve.
“Min nutid var altid utryg, altid midlertidig,” fortæller Mozhdeh. “Den var fyldt med flyvemaskiner, lyden af bomber og et utal af begravelser. Vi var hele tiden til begravelse.”
Vi sidder på en café i København. Som knap 16-årig kom Mozhdeh til Danmark som kvoteflygtning sammen med forældrene og en del af de mange søskende. I dag har hun uddannet sig til psykolog, hvor hun først og fremmest arbejder med traumatiserede flygtninge, herunder uledsagede børn.
Hænderne hvirvler rundt, og kaffen flyder ud over bordet, mens hun fortæller. Jeg har bedt hende om at beskrive, hvad forestillingen om fremtiden betyder for en flygtning, som er født ind i et usikkert liv, eller hvis fremtidsudsigter med ét bliver vendt op og ned. Hun ved det som fagperson, men hun har også oplevet det selv.
Så mor og bror blive skudt
De første år levede familien som internt fordrevne i Iran. Senere flygtede de over grænsen til Irak og fortsatte deres omflakkende tilværelse der. Som femårig så Mozhdeh sin mor og lillebror blive skudt på, mens hun selv gemte sig bag en dør. De overlevede, men moren fik skudt hele den ene side af ansigtet væk. Nu var børnene endnu mere alene, for moren skulle jævnligt smugles over store afstande for at blive behandlet for sin skade på hospitalet. Til gengæld havde Mozhdeh sine søskende. For selvom Mozhdeh selv aldrig havde oplevet andet end en tilværelse som flygtning, så havde hendes ældre søskende.
“Om aftenen fortalte de historier om livet før flugten,” siger Mozhdeh. “De fortalte om deres barndom: om de huse, vi havde boet i, om vores fætre og kusiner og bedsteforældre. De fortalte om store fester, om vidunderlige måltider, om at gå i skole. Det gav mig et begreb om normalitet og om, hvordan et rigtigt liv ser ud. Selvom det ikke var min egen fortid, så var det min families fortid, og den blev et stillads, jeg kunne bygge på, når jeg skulle drømme om et liv i fremtiden.”
Og drømmene havde Mozhdeh brug for; det ved hun i dag som psykolog.
“Det er helt afgørende for os mennesker, at vi har fremtidstanker, der er knyttet til håb. Vi skal have håb om, at alting bliver godt; vi skal kunne mærke, at det er i orden at have ønsker for vores liv, og at ønskerne kan blive opfyldt. Uden håb mister vi al den energi, vi har brug for, hvis vi skal kunne handle og ændre på vores situation.”
Depression er på mange måder det modsatte af et fremtidshåb. Du har en følelse af at sidde fast. Du kan dårligt klare dig igennem dagen i dag og kan da slet ikke overskue at se frem. Og hvis du endelig ser frem, er det angstfulde tanker, du får, med katastrofescenarier, hvor alt, hvad der kan gå galt, går galt.
Drømmen ramte en mur
Så når mørket faldt på nede i Irak, drømte Mozhdeh om det gode, kærlighedsfulde, problemfrie liv ligesom det, de ældre søskende fortalte om fra tiden før flugten fra hjemmet i Iran. Drømmene bar hende igennem de seksten år som flygtning. Til gengæld ramte hun en mur, da drømmen blev konfronteret med virkeligheden på Falster i 1995.
“Vores familie lignede jo ikke alle andre. Min far fik ikke arbejde, og lægerne kunne ikke stille meget op med min mors ansigt. Jeg blev drillet i skolen og fik på ingen måde en oplevelse af omsider at høre til,” fortæller hun.
Så i stedet blev hun ramt af depression. “Depression er på mange måder det modsatte af et fremtidshåb. Du har en følelse af at sidde fast. Du kan dårligt klare dig igennem dagen i dag og kan da slet ikke overskue at se frem. Og hvis du endelig ser frem, er det angstfulde tanker, du får, med katastrofescenarier, hvor alt, hvad der kan gå galt, går galt.”
I dag oplever hun ofte, at lærere og socialrådgivere bliver bekymrede, når flygtningebørn har for store drømme. “’Det er jo helt urealistisk, når flygtningebørnene tror, at de kan få hele deres familie til Danmark, blive ingeniører eller læger og købe store huse,’ siger de måske. Men jeg ser det omvendt,” siger Mozhdeh. “Det er godt, at de har store drømme fulde af håb. Og man kan ikke tage drømmen fra mennesker uden at give dem en ny drøm. Det nytter ikke bare at sige: ’Du får aldrig din familie til Danmark, du kan aldrig blive læge, når du ikke engang taler dansk.’ Vi må hjælpe dem til en ny drøm, noget de kan tro og håbe på.”
For der er en stor sorg forbundet med at opgive en drøm, forklarer hun. Det behøver man ikke være flygtningebarn for at vide. “Alle mennesker oplever tab i deres liv, også store tab. Mennesker, vi holder af, dør, vi bliver forladt af en kæreste, vi mister et job, vores nærmeste bliver ramt af en alvorlig sygdom. Og sorgen handler ikke kun om det, vi havde, som vi har mistet. Den handler også om den fremtid, vi nu må sige farvel til. Vi kan simpelthen ikke lade være med at gøre os forestillinger om fremtiden med den her kæreste eller med det her job. Så før vi for alvor kan acceptere den nye situation, må vi skabe os en fremtidsforestilling, hvor livet stadig giver mening, selvom det bliver uden et bestemt menneske eller et bestemt job.”
Spædbarn i teenagerkrop
For 16-årige Mozhdeh var det svært at kapere skuffelsen over livet på Falster. Tilværelsen var langtfra det problemfrie liv, hun havde forestillet sig, når hun lå og så op på himlen over Iran og Irak, og hun følte sig alt andet end hjemme. “Farverne, lugtene, lydene, sproget, alting var anderledes. Jeg skulle lære alting forfra og følte mig som et lille spædbarn i en stor usikker teenagerkrop. Og drømme havde jeg ikke længere nogen af. Det var en kæmpe sorg for mig.”
I stedet lagde hun en flugtstrategi. ’Hvordan kommer jeg væk herfra,’ spurgte hun og svarede selv: ’Jeg må få en uddannelse’. Det var jo også det, hendes forældre havde kæmpet for altid, at også piger skulle kunne få en uddannelse. Så hun flyttede til Aarhus og begyndte at læse psykologi.
“Men var det da ikke en drøm?” spørger jeg. “Det lyder da som en god forestilling om en meningsfuld fremtid?”
“Ja, men det var det faktisk ikke. Det var bare en måde at komme væk på,” svarer Mozhdeh. “Det betød også, at jeg simpelthen ikke var i stand til at forestille mig, hvad der skulle ske, når jeg var færdig. Det var på en eller anden måde slet ikke en del af planen, at jeg kunne leve så længe. Jeg har altid levet fra fødselsdag til fødselsdag. Ligesom nutiden var fremtiden altid midlertidig for mig. Jeg turde simpelthen ikke have de der store drømme, for hvad nu hvis jeg blev skuffet igen. Faktisk var det en stor livskrise, da jeg blev færdig, for hvad skulle jeg så?”
“Ja, hvad gjorde du så?”
“Så måtte jeg finde på noget helt uopnåeligt, for på en eller anden måde skulle jeg retfærdiggøre, at jeg stadig var i live. Hvis jeg skulle være her, så skulle jeg virkelig også gøre mig fortjent til det. Så først fik jeg arbejde som rådgiver i den amerikanske kongres og senere i Integrationsministeriet i Danmark. Men det var slet ikke det, jeg ønskede. Og jeg kunne ikke rigtig mærke, hvad jeg ønskede. Jeg kunne ikke mærke mig selv.”
Fortiden indhenter os om natten
Det kan vi nemlig ikke, hvis vi er plaget af fortiden, forklarer hun. “Vi kan godt prøve at fortrænge den, men fortiden indhenter os altid om natten. Og hvis fortiden ikke får den opmærksomhed, den skal have, kan vi heller ikke mærke os selv nu og her – og så kan vi heller ikke skabe meningsfulde og realistiske drømme for os selv. Jeg er jo ikke længere en lille pige på flugt, der dør, hvis de voksne, der skal tage sig af mig, dør. Jeg har lov til at eksistere, men hvis jeg ikke forstår mine traumer fra dengang, kan de skygge så meget, at jeg ikke kan være i nutiden.”
“Hvordan hjælper du så dine flygtningeklienter med det?”
“Det er næsten banalt: Jeg hjælper dem med at turde drømme igen. Med at turde have fokus på det gode i hverdagen og lære at håbe og leve på trods af den konstante usikkerhed, de oplever i hverdagen. Jeg lærer dem at mærke sig selv. Det tager tid for vores nervesystem at falde til ro igen. Det kræver, at vi træner vores hjerne i at fokusere og lægge mærke til de positive oplevelser. Jeg beder dem have en notesbog med sig eller bruge telefonen og skrive det ned, når der er noget, der gør dem glade lige nu. Måske skinner solen, måske smager kaffen godt. Måske tænkte de på deres familie derhjemme og var glade imens. De skal lære at sortere fortidens skygger væk fra nutiden.”
Ja, nu siger jeg det jo til dig og har i det hele taget besluttet mig for at åbne op for det. Men indtil nu er der ingen, der har vidst, at jeg har et barn på et år. Min nærmeste familie, min arbejdsplads og så to veninder. Ingen andre, det er ikke noget, jeg har talt åbent om. Det er jo på en måde en helt banal livsdrøm, en drøm om en familie, der er min i resten af livet. Det er helt, helt normalt, men det er det ikke for mig.
Grænseoverskridende skridt
I dag er Mozhdeh blevet 42 år. En helt uhyrlig alder, tænker hun – det havde hun aldrig, aldrig forestillet sig. Og for knap to år siden tog hun et skridt, der føltes helt grænseoverskridende for hende. Hun valgte at få et barn.
“Der fulgte så meget med den beslutning. Nu var jeg nødt til at forholde mig til fremtiden og det på en glædesfyldt måde. Når min søn skal være i verden, så skal jeg jo også – i mange, mange år fremover.”
Men i første omgang væltede katastrofetankerne ind over hende. Som enhver førstegangsgravid var hun klar over alle de mange ting, der kunne gå galt, inden der overhovedet ville komme et barn ud af det. Frem til syvende måned var der kun to mennesker ud over hendes mand, der vidste, at hun var gravid. Og i dag er det de færreste, der ved, at hun har et barn.
“Ja, nu siger jeg det jo til dig og har i det hele taget besluttet mig for at åbne op for det. Men indtil nu er der ingen, der har vidst, at jeg har et barn på et år. Min nærmeste familie, min arbejdsplads og så to veninder. Ingen andre, det er ikke noget, jeg har talt åbent om. Det er jo på en måde en helt banal livsdrøm, en drøm om en familie, der er min i resten af livet. Det er helt, helt normalt, men det er det ikke for mig. Jeg kan faktisk ikke sidde her og fortælle om det uden at blive rørt.”
Hvordan kunne jeg være så grådig?
Mozhdeh fik en dreng. Og mens hun lå med det nyfødte barn på Rigshospitalet, kom hendes søster forbi for at se den lille nye. Søsteren kom lige fra en anden afdeling på hospitalet. Hun havde været til en undersøgelse, der viste, at hun havde kræft. Mozhdeh havde født lørdag, søsteren skulle opereres om torsdagen. Hendes allertætteste søster. Kun et år ældre end Mozhdeh.
“Jeg tænkte: SELVFØLGELIG! Hvordan kunne jeg dog tro, at det her kunne gå godt? Jeg havde været så grådig at forestille mig, at jeg bare kunne få et barn og blive normal og lykkelig? Nu kom min straf! Det var min søster, der passede på mig hele min barndom; jeg har det, som om jeg altid holdt hende i hånden. Og her havde jeg troet, at jeg bare kunne få et barn.”
Det er overlevelsesskylden, der taler; det ved Mozhdeh godt. Når alle de mennesker er døde omkring hende, når så mange mennesker lever på flugt i verden, når man kan blive skudt fordi man er kurder; hvorfor skal så lige præcis hun være så heldig at overleve og måske endda få et godt job? Hvordan gør man sig fortjent til det?
“Du hjælper jo dine klienter med at mærke deres nutid på en positiv måde, så fortiden ikke skygger for den, og så de kan tro på deres fremtid. Hvad med dig selv?”
“Jeg får også selv terapi. Det har jeg gjort, siden jeg var 18, og det bliver jeg ved med. Det er et livsvilkår for mig. Men fortiden fylder ikke alt, som den gjorde engang. Nu er det mest overgangene, der skræmmer mig – når der sker noget nyt, godt eller dårligt. Det tror jeg aldrig, jeg slipper af med.”
Søsterens behandling er slut, og hun er her endnu. Og når Mozhdeh tænker over det, så er livet faktisk ret godt. “Jeg synes ikke længere, jeg behøver være to skridt foran for at gardere mig mod alt muligt. Måske kan jeg nøjes med et enkelt skridt.”
Mozhdeh Ghasemiyani er privatpraktiserende psykolog med speciale i traumer. Hun er forfatter til en bog om at arbejde med traumatiserede flygtninge og deltager jævnligt i debatprogrammer i radio og tv.
