Når jeg hører de unge og taler med mine børn og deres venner, så slipper angsten mig. De taler klogt. De taler om nye fællesskaber. De giver mig håb.
Bekymring ligger heldigvis ikke til mit temperament, for bekymring er uhåndgribeligt og tager pusten ud af tilværelsen. Bekymringer forhindrer os i at udnytte muligheder og lade livet folde sig ud.
Jeg er bange for nogle ting. Frygt er til at tage at føle på. Jeg er bange for, at demokratiet undergraver sig selv i uendelige markeringer, i en evig signalpolitik, der sætter skel og ikke skaber agtelse. Jeg kan være bange for, at vi ikke får fat tidligt nok med hensyn til klima, flygtninge og verdensøkonomi og alle brændpunkterne. Men når jeg så hører de unge og taler med mine børn og deres venner, så slipper angsten mig. De taler klogt. De taler om nye fællesskaber. De giver mig håb.
Vi skal turde stå ved, hvad vi selv mener, og byde mere ind med, hvad vi synes er rigtigt.
Vores børn vokser op med en usynlig virus og formaninger om at holde afstand til deres kammerater. De spejler sig i glansbilleder og influencere på sociale medier, og de hører om krig og ufred. Der er ikke noget at sige til, at de bliver bange.
Det er vores ansvar at lære næste generation at kapere verden, mens de giver sig selv lov til at leve og tage chancer. Vi skal have modet til højt at sige, hvad vi synes er nødvendigt, og så tage diskussionen.
Der er noget kreativt og udviklende i diskussioner. Vi kan ikke bare vige med bemærkningen: Hvad synes du selv. Det er ikke fair!
Hold hovedet og hjertet varmt. Fyld dig med forundring og beundring. Stå ved dine meninger. Gå ind i alverdens samtaler og lad dig overbevise af det gode argument og bliv aldrig ked af at have taget fejl – det er vejen mod sandheden! Vær nysgerrig på andre mennesker og gør dig umage for at forstå dem.
Lyt ikke til det skingre. Frygt frygten og gå til angreb på den, også i eget sind! Lad dig ikke gøre tavs. Lad dig fortrylle!