Det går tit galt, men til sidst går det godt
Hvad tænker en biskop om fremtiden? Skal vi være bekymrede, og kan vi gøre noget for, at fremtiden bliver god? Vi har stillet tre spørgsmål til Marianne Christiansen, der er biskop i Haderslev Stift.
Håbet i vores tid er, at vi har opdaget, at vi deler skæbne med hele kloden. Alene af den grund giver det ikke mening kun at ville redde sig selv. Kristendommen kalder os til at sætte os hinandens sted. Kaldet til kærlighed løfter os ud af den håbløse selvkredsen, vi ellers hele tiden havner i.
Er du bekymret for din egen og dine børns fremtid?
Da jeg begyndte at skrive denne klumme, ville jeg med Villy Sørensens ord sige: ”Når det er gået, om end galt, hidindtil, går det nok også, om end lige så galt, herefter”. Lige dele håb om, at det nok skal gå, og bekymring for, at det går galt. Inden klummen blev færdig, var krigen brudt ud i Ukraine. Forfærdelsen over krigen og frygten for fremtiden fylder nu mit og mange andres sind. Jesus siger ganske vist i Bjergprædikenen, at vi ikke skal bekymre os for dagen i morgen. Men det er ingen skam at bekymre sig om hinanden. Og lige nu er der mange, der har brug for, at nogen bekymrer sig om dem.
Da jeg var ung, troede jeg ikke, at jeg havde nogen fremtid. Atomkrigen ville bryde ud og forvandle fremtiden til støv. Nu ser jeg med undren og tak tilbage på den fremtid, som jeg og resten af verden alligevel fik. Jeg tror og håber, at det samme vil ske for mine børn og børnebørn.
Vi har langt mindre grund til bekymring end de mennesker, der flygter fra krig eller lider under sult og undertrykkelse. Men jeg kan være bekymret for, om jeg selv – ikke mine børn og børnebørn, for de skal nok finde ud af det – har retsind nok til at give afkald på privilegier og mod nok til at protestere og kæmpe, hvis vores demokrati og andre menneskers rettigheder kommer i fare. Det har jeg pligt til for mine egne og andres børns skyld.
Hvad kan og skal vi gøre for at give næste generation en god fremtid
Vi skal søge freden og retfærdigheden. Der findes ingen fred uden retfærdighed. Hvis vores børn ikke skal leve i ufrihed, hegnet inde af frygt for dem, som i fremtiden vil have del i deres rigdom, så må vi finde andre måder at dele på og andre måder at leve af og med naturen. Håbet i vores tid er, at vi har opdaget, at vi deler skæbne med hele kloden. Alene af den grund giver det ikke mening kun at ville redde sig selv. Kristendommen kalder os til at sætte os hinandens sted. Kaldet til kærlighed løfter os ud af den håbløse selvkredsen, vi ellers hele tiden havner i. Det sætter os fri til at foretage os noget. Bede og arbejde – det er det, vi kan gøre. Bede om visdom og arbejde på freden og retfærdigheden. Og så skal vi give den næste generation de gode historier og fortællinger med - dem, der giver os håb og indsigt.
Hvis du i dag kunne give et råd til dit 12-årige jeg, hvad skulle det så være?
”Du er ikke alene om at elske verden eller ville frelse verden. Gud elsker og frelser verden. Hverken du eller jeg har magt over fremtiden, men vi kan hjælpe og støtte hinanden og andre, når ulykken rammer. Og vi kan håbe og bede og tage hinanden i hånden. Det går tit galt, men til sidst går det godt.” Det ville jeg sige til mit 12-årige jeg og bede hende sige det til mig. Jeg har stadig brug for at høre det.
