Du bærer ikke verden på dine skuldre
Jeg er sikker på, at junior på det tidspunkt i min enetale er blevet fjern i øjnene og står og spejder efter den første og bedste anledning til at komme væk og ud at lege med de andre. Men nu er det sagt.
Er du bekymret for din egen og dine børns fremtid?
Ja, det griber mig af og til. Som for eksempel da jeg en aften sad og så en udsendelse om sidste års angreb på Capitol, mens en stor antivaxer-demonstration samtidigt gik forbi uden for mine vinduer. Krig i Ukraine, konspirationsteorier, polarisering, foragten for dem, der har en anden mening end mig, sammenbruddet af den globale magtstruktur, den lurende klimakrise og alt dens væsen. Der er nok at være bekymret for! Men, spørger jeg så mig selv, er min bekymring for fremtiden egentlig så forskellig fra min fars, da han var ung familiefar under den kolde krig? Eller fra hans fars under den økonomiske krise i 30’erne og anden verdenskrig? Eller min oldefars under den spanske syge? Og det på trods af at de dengang ikke havde den altid kværnende mediemaskine, der hver eneste dag gør kriser og trusler nærværende for os, der lever i dag.
Så jo. Jeg er bekymret. Vi lever da i urolige tider. Men på den ene side: Har vi ikke altid gjort det? Og på den anden side: Det er de tider, der nu engang er vores. Vi er nødt til at leve med dem.
Hvad kan og skal vi gøre for at give næste generation en god fremtid
Vi skal i hvert fald ikke give vores egne bekymringer videre til vores børn. De har rigeligt i deres egne. Tværtimod skal vi være gode eksempler ved at være til stede i vores tid og gøre det bedste vi kan. Og så skal vi, dér hvor vi nu er, bygge med på det gode samfund. Vi skal lære de nye generationer at knokle på, som om der venter en god dag i morgen, og at det alt sammen nok skal ende godt.
Med andre ord: Vi må tage på os både at opdrage og danne – indgyde tro, håb og kærlighed – og så ellers træde til side og lade os belære af dem, når det bliver deres tur.
Hvis du i dag kunne give et råd til dit 12-årige jeg, hvad skulle det så være?
Noget i retning af: “Hør nu her, junior! Du bærer ikke verden på dine skuldre. Du er ikke meningen med det hele. Pas på med de bekymringer. Husk at bede dit Fadervor. Husk at tage imod og takke. Husk at opføre dig ordentligt. Og husk, at du er et lysets barn, og at natten, den er nu omme. Så selv om det kan se mørkt ud, lige her hvor du går og står, så er og bliver det hele godt i udgangspunktet, og det skal nok blive godt igen.”
Jeg er sikker på, at junior på det tidspunkt i min enetale er blevet fjern i øjnene og står og spejder efter den første og bedste anledning til at komme væk og ud at lege med de andre. Men nu er det sagt. Og selv om han ikke forstår det, vil jeg, mens han spurter afsted, tilføje et stilfærdigt: “Gud i vold!”. Tro på, at han er med dig, og alt er godt.
