Biskop svarer på 5 skarpe spørgsmål om tro og tvivl
INTERVIEW. Hvordan kan du vide, at kristendommen er sandheden? Hvorfor har Gud brug for en kirke? Biskop over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, svarer.
Der er mange religioner i verden. Hvordan kan du vide, at netop kristendommen er sandheden?
Nu har jeg ikke valgt kristendommen, ligesom jeg vælger vaskepulver. Jeg blev døbt ind i kristendommen, før der var nogen, som kunne spørge mig, om jeg syntes om det. Og det er jeg dybt taknemmelig for.
Som 16-årig mistede jeg min far og rettede min vrede mod en gud, der vilkårligt sendte lykke eller ulykke til os mennesker. Men det gik op for mig, at den kristne tro ikke taler om Gud som en vilkårlig tyran. Det er gennem den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus, Gud viser os, hvem han er.
Kristendommens sandhed viser sig for mig i, at Gud er stor nok til at rumme alt, hvad der møder mig i mit liv – intet er for småt, for smukt eller for tarveligt.
Verden er lige så fuld af krig, ulykker og elendighed som for 2.000 år siden. Hvorfor har kristendommen ikke gjort nogen forskel?
Nu er jeg faktisk ikke enig i, at kristendommen ikke har gjort nogen forskel. Den har givet os blik for menneskets ukrænkelighed, livets storhed, kunstens skønhed og omsorg for de svageste.
Det betyder ikke, at jeg anerkender alt, hvad der er sket i kristendommens navn som godt eller rigtigt. Kristendommen giver os ikke medhold i vores magtstræb og begær, og når den slags udfolder sig under henvisning til Guds vilje, så kan vi være temmelig sikre på, at det er noget helt andet, der er tale om.
Kristendommen bevarer blikket for, at der er forskel på vores verden og Guds rige, hvor alt er godt. Det rige kan vi ikke fremtvinge her på jorden, men vi har fået lov at håbe, at Gud selv vil sætte det i værk. Engang.
For 100 år siden mente teologerne, at Bibelen forbød kvinder at blive præster. I dag er kirken fuld af kvindelige præster. Viser det ikke, at man kan fortolke Bibelen præcis, som man har lyst til?
Nej, vi kan ikke fortolke Bibelen akkurat, som vi har lyst. Men bibelfortolkningen afspejler forskellige tiders tankegange. Vi finder det, vi kigger efter.
Teologer i det 20. århundrede begyndte at stille spørgsmål ved, hvordan de meget få bibelord om kvindernes plads skulle fortolkes. Der blev kastet et nyt lys over disse skrifter, som betød, at spørgsmålet kunne betragtes som perifert i forhold til det bibelske budskab.
Men da det drejer sig om forskellige fortolkningsmuligheder, betyder det også, at præster, som ikke er enige, skal have lov til fortsat at være i kirken. Den frihed adskiller folkekirken fra en fundamentalistisk sekt.
Hvorfor har Gud brug for en kirke med tusindvis af præster, ansatte, bygninger og ejendomme?
Jeg skal ikke kunne svare for, hvad Gud har brug for. Men som jeg forstår det kristne evangelium, skal der være steder, hvor Guds ord kan forkyndes, dåben forvaltes og nadveren modtages.
Sådan er det, fordi vi mennesker har brug for det. Og intet er for godt, når vi indretter en bygning, som med et lidt misforståeligt udtryk kunne kaldes Guds hus. Her må ikke sjuskes.
Derfor skal der også være præster, som er dygtige teologer, ansatte, som er samvittighedsfulde i deres arbejde, og menighedsråd, som påtager sig den slidsomme opgave at få det til at fungere.
Hvis man spørger folk, om de tror på trosbekendelsen, svarer de fleste nej. Alligevel bliver de i folkekirken. Er det ikke hykleri?
Nu retter et menneskes tro sig ikke mod trosbekendelsen. Troen er et forhold mellem mennesket og Gud. Trosbekendelsen er en formulering af troen – i et sprog, et menneske kan vokse i, fordybe sig i. Vi skal ikke udtale os dømmende om andre mennesker.
Det er kun Gud, som kender vore hjerter og dømmer over dem. Og nej, jeg synes ikke, det er hykleri at blive i folkekirken, selv om man har vanskeligheder ved at acceptere det ene eller det andet led i trosbekendelsen.
Jeg tror, at mange mennesker ærligt kæmper med at finde ind til kernen i trosbekendelsens udsagn. Det er en af de største opgaver for kirken at hjælpe dem med det.
