Tidslinje: Kristendommen har altid været under pres
Kritik af kirke og kristendom er ikke et moderne fænomen. I århundreder har filosofi, naturvidenskab og politiske bevægelser udfordret den kristne tro. Se tidslinje.
De seneste 500 år i kristendommens historie præges af megen turbulens og kirkekritik.
Reformationen, der bryder ud, efter Martin Luther i 1517 opslår 95 teser imod afladshandel, fører til den største splittelse i kirkens historie og åbner et sår, der endnu i dag langt fra er helet.
Kirkens splittelse, som opdeler Europa i det protestantiske nord og det katolske syd, fører religionskrige med sig tværs igennem kontinentet med mange ofre og pinsler for befolkningen til følge.
Da nye ideer om oplysning og frihed, lighed og broderskab bryder igennem ved indgangen til 1700-tallet, er det blandt andet som en reaktion på de mange religiøse stridigheder.
Nogle af oplysningsprojektets mest radikale fortalere mener, at fornuften skal erstatte troen, at videnskaben skal have forrang frem for religionen, og at kirken og præsteskabet helt skal afskaffes.
Mere moderate oplysningsfolk ønsker at bevare religionen, men i en ny skikkelse: En religion uden mirakeltro og myter, hvor den religiøse tro omsættes til etik og regler for god opførsel.
Den helt store religions- og kirkekritiske æra begynder for alvor i 1800-tallet. I denne periode er det særligt i intellektuelle miljøer, ateismen vinder indpas.
Tyske filosoffer som blandt andre Ludwig Feuerbach, Karl Marx og Friedrich Nietzsche angriber i en række skrifter kristendommen og hele det etablerede religiøse system.
I England udgiver Charles Darwin sit banebrydende værk “Arternes oprindelse”, som af mange bliver opfattet som en videnskabelig tilbagevisning af den kristne skabelsestro.
Mange begynder at betragte naturvidenskaben og kristendommen som hinandens modstandere, og i Frankrig opstår en positivistisk filosofi, som hævder, at naturvidenskaben inden for en overskuelig fremtid vil have fortrængt religionen.
De to verdenskrige i 1900-tallet præger også holdningen til kristendommen i Vesten.
Hvorfor griber Gud ikke ind og forhindrer den bestialske nedslagtning af millioner af mennesker? Måske
findes han slet ikke?
Ateismen som livsanskuelse breder sig efter krigene fra de få intellektuelle til masserne. I det kommunistiske Østeuropa og Sovjetunionen bliver religiøse mennesker undertrykt og kirker jævnet med jorden.
I Vesten vil folk til at vælge deres egen religion uafhængig af kirkens institutionaliserede former og henter blandt andet inspiration fra Østens religiøse traditioner.
Flere og flere begynder at opfatte sig selv som enten spirituelle eller ikke-religiøse, og samtidig udfordrer øget indvandring fra muslimske lande kristendommens dominans.
Men parallelt med udfordringerne fra filosofi, naturvidenskab, politiske bevægelser og fremmede religioner forandrer teologien sig. Nogle af de mest indflydelsesrige kristne tænkere – for eksempel Grundtvig og Kierkegaard i Danmark – er lige så kirkekritiske som ateisterne.
Mens nogle kristne reagerer på udviklingslæren ved at læse Bibelen bogstaveligt, begynder mange universitetsteologer at læse teksterne kildekritisk. Ja, nogle teologer ser endda sekulariseringen som et nødvendigt resultat af kristendommen.
Således udvikler teologien og kirken sig altid i modspil til og samspil med en foranderlig verden.
Tidslinje: Kristendommen under pres
31. oktober 1517: Martin Luther
Martin Luther slår 95 teser imod afladshandel op på døren til Slotskirken i Wittenberg.
Reformationen begynder, kirken splittes, og i de efterfølgende mange år bryder adskillige religionskrige ud.
1700-1800: Oplysningstiden
Kirken kommer under angreb og mister sin autoritet. Fornuften sættes over den religiøse tro, også blandt de såkaldte rationalistiske teologer.
I den kommende romantiske periode bliver den rationalistiske tendens imidlertid udsat for voldsom kritik – i Danmark blandt andet af præsten og digteren N.F.S. Grundtvig.
1841: Ludwig Feurbach
Ludwig Feuerbach, en af de første store ateistiske religionskritikere, udgiver i Tyskland sin bog ‘Kristendommens væsen’, som hævder, at Gud er en forestilling, vi mennesker selv har skabt, fordi vi har svært ved at leve med vores afmagt og dødelighed.
I perioden udgiver Søren Kierkegaard sine filosofiske og teologiske skrifter, som skal få stor betydning for forståelsen af kristendommen i det moderne. For Kierkegaard er troen ikke en objektiv sandhed, men noget det enkelte menneske må kaste sig ud i – på trods af fornuften.
1844: Karl Marx
Karl Marx kalder religionen for “folkets opium”, et sløvende og smertelindrende middel, som den herskende samfundsklasse bruger til at passivisere de lavere klasser med.
Selv om marxisme blev lig med ateisme, er der også kristne, der har tolket kristendommen socialistisk – for eksempel de katolske befrielsesteologer i 1960’ernes Latinamerika.
1859: Charles Darwin
Charles Darwin udgiver Arternes oprindelse, som beskriver evolutionsteorien. Darwin selv så ikke noget modsætningsforhold mellem naturvidenskaben og en skabende Gud.
Som reaktion på blandt andet evolutionsteorien opstår senere den kristne fundamentalisme, som læser Bibelens fortællinger meget bogstaveligt og ser naturvidenskaben som en hovedmodstander.
Andre tilslutter sig liberalteologien, der læser Bibelen historisk-kritisk og opfatter Jesus som et etisk forbillede.
1882: Friedrich Nietzsche
I bogen ‘Den muntre videnskab’ lader Friedrich Nietzsche det berømte og berygtede udsagn falde:
“Gud er død!”
Udsagnet er dog ikke nyt. Mere end 300 år tidligere har Martin Luther allerede italesat “Guds død” i en påskesalme, hvor der synges:
“O, store nød /
Gud selv er død.”
1907: Freud og Bultmann
Freud beskriver religionen som en illusion og sammenligner den med en neurose, som opstår, når mennesket (ligesom barnet) bliver bange og søger trøst og beskyttelse hos en stærk far.
Nogle år senere lancerer den tyske teolog Rudolf Bultmann begrebet “afmytologisering”:
Kun ved at se bort fra de mytologiske lag i fortællingerne om Jesus kan man nå ind til det kristne budskabs kerne.
1914-1918: Første Verdenskrig
Millioner dør på slagmarkerne i en meningsløs krig.
En generel pessimisme breder sig i Vesten. Teologer i Schweitz og Tyskland gør op med liberalteologiens idealistiske kristendom.
Med inspiration fra Kierkegaard mener de, at tro og viden ikke kan forenes:
Det enkelte menneske må afgøre sig for Gud.
1933-1945: Nazisme
Jødeforfølgelser og yderligere splittelser i de kristne kirker. Teologen og modstandsmanden Dietrich Bonhoeffer arresteres.
Fra fængslet skriver han, at tiden er inde for en “religionsløs kristendom”, befriet for metafysiske konstruktioner.
Han henrettes af nazisterne i 1945.
1950-1970: Velstand i Vesten
Sociologer proklamerer, at religionens tid er ved at være forbi. Sekulariseringen og
individualiseringen tager til.
Religiøst søgende lader sig inspirere af Østens religioner og skaber nye spirituelle retninger.
Enkelte teologer i USA og Tyskland tolker kristendommen som en religionskritisk religion, som selv bidrager til udviklingen af en moderne, sekulær livsanskuelse.
2004-2009: Den Nye Ateisme
Efter terrorangrebet i USA 11. september 2001 giver truslen fra islamismen næring til en ny ateisme, der også vender sig mod kristendommen.
Religion og vold bliver et dominerende tema i medierne og den offentlige bevidsthed. Internationale forfattere som Sam Harris, Richard Dawkins og Christopher Hitchens udgiver stærkt religionskritiske bøger og får tilhængere i mange lande.
2005-2017: Muhammedkrisen
Under Muhammedkrisen siger statsminister Anders Fogh Rasmussen, at religion skal ud af det offentlige rum.
12 år senere er det indskrevet i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land.
