Jeg meldte mig ind i folkekirken sidste sommer i forbindelse med Ateistisk Selskabs kampagne.
Jeg tænkte ‘det skal fandeme være løgn’ og fik lyst til at gøre det modsatte af alle andre. Jeg meldte mig ud af folkekirken, da jeg var 18 år som protest mod den måde, konfirmationen foregik på, for jeg syntes, at det var for tidligt, at man skulle bekende sig til en tro.
Jeg er kommet en del i folkekirken i de år, jeg har været meldt ud. Jeg er både gift og har fået
mine børn døbt i kirken, for min kone er medlem, så det kunne vi godt.
Jeg er vokset op i en katolsk-protestantisk familie og har gået i katolsk skole, men jeg er altid kommet i folkekirken. Kirken betyder meget for mig, og jeg ser ikke folkekirken som afgørende for troen, men for kulturen.
Derfor blev jeg også så rasende, da jeg så kampagnen fra Ateistisk Selskab.
Det var en måde at fjerne kulturen fra Danmark, tage dannelsen og kulturen fra samfundet, og derfor genindmeldte jeg mig for at vise støtten til folkekirken som kulturelt begreb. Og så har det givet mig god samvittighed over at gå i kirke igen.
Mit forhold til Gud giver mig ro i sindet.
Egentlig var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle melde mig ind i den katolske kirke eller folkekirken. Jeg føler mig ligeså meget katolsk som protestantisk. Men den katolske kirke har ikke samme kulturelle plads i samfundet, og derfor blev det folkekirken.
Hvis jeg havde boet i Italien, havde jeg meldt mig ind i den katolske kirke, for den er en del af den italienske kultur. Det er lidt det samme.
Jeg går i kirke hver søndag, hvis det kan lade sig gøre. Mit forhold til Gud giver mig ro i sindet. For mig er fællesskabet i menigheden ikke så afgørende, det handler mere om at være i kirken og finde fred.
Troen betyder, at jeg ikke føler mig alene.