Folkekirkens største trussel er ikke ateisme.

“Hvis en religion skal være levende, så må den være baseret på menneskers oplevelser af det hellige og det guddommelige, også når oplevelserne er farlige, upassende og voldsomme,” mener forfatteren, musikeren og journalisten Kristian Leth.

Lad os begynde med at spole tilbage til 2007. Dengang dannede Kristian Leth et band med sig selv som guitarist, sanger og sangskriver. Han kaldte bandet The William Blakes.

Og i det navn ligger nøglen til at forstå Kristian Leths syn på tro, kirke og kristendom.

William Blake var en engelsk gravør, kunstner, digter og mystiker, som i overgangen mellem 1700- og 1800-tallet formulerede sin egen, stærkt personlige tilgang til kristendommen. Ligesom William Blake ikke følte sig tilpas i den etablerede, engelske kirke, følte den etablerede kirke sig heller ikke tilpas ved

William Blakes syrede, religiøse visioner. Og man skal ikke tale længe med Kristian Leth, før man forstår, hvorfor han føler sympati for Blake.

“Religion, mystik og kristendom har interesseret mig, siden jeg var en stor dreng. Jeg læste Det Ny Testamente, da jeg var 12. Og jeg gik op i at læse og forstå hele teksten. Men samtidig var jeg meget optaget af alternative udlægninger af Biblen,” fortæller han.

Ikke nogen helt almindelig hobby for en 12-årig.

Trangen til oprør er protestantisk Folkekirken spillede ikke nogen særlig rolle i den nu 37-årige journalist, forfatter og musikers barndom. Han er døbt, men det var en almen, religionshistorisk interesse, der drev ham.

Med årene er han imidlertid blevet mere og mere opmærksom på den protestantiske tradition, han selv er rundet af. En tradition, som efter Kristian Leths mening rummer en indbygget trang til bestandig at gøre op med traditioner og autoriteter.

“Det er protestantismens væsen at være i opgør og forkaste sin egen arv. Så når det i vores kultur nærmest er en pligt at gøre oprør, er det i virkeligheden en protestantisk tradition. Når vi revolterer, er det noget af det mest traditionsunderstøttende, vi kan gøre,” siger han.

Det er et paradoks, som også er indbygget i hans eget virke som kunstner.

“Kristendommen er en konstant karakter i min kunst – en ramme, som jeg afprøver og forholder mig til. Jeg har meget sympati og omsorg for vores kulturelle arv, og samtidig synes jeg, at der er nogle ting, som vi skal forholde os helt vildt kritiske til.”

“Den dobbelthed er med i næsten alt det, jeg laver. Jeg passer nok ikke ind i den klassiske kunstnerskabelon, hvor man siger ‘ud med alt det gamle og støvede og ind med det nye og individuelle.’ Det er mere kompliceret end som så. Det er noget, jeg konstant arbejder med.”

Kristian Leth har besøgt blodofrende stammer i Papua Ny Guinea og set voodooritualer på Haiti, hvor hans far, digteren Jørgen Leth, i mange år var bosat. Og han bor med sin familie i Brooklyn, New York (‘fordi vi kan lide området og godt kunne tænke os at bo her’).

Men hans arbejde er orienteret mod Danmark, når han for eksempel producerer udsendelser til P2 om Glenn Goulds indspilninger af Bachs Goldbergvariationer, komponerer musik til DR’s nye dramaserie “Herrens veje” eller holder foredrag i bl.a. kirker og sognegårde om videnskab, tro og magi. Han er en kosmopolit, som hele tiden reflekterer over sine nationale og kulturelle rødder.

Det samme spændingsforhold går igen i næsten alt, hvad han tager fat i. Han har for eksempel lavet tv programmer til DR om både den kristne kulturarv og den vildtvoksende åndelighed i skikkelse af shamanisme, hekse og tungetale.

Et andet yndlingsemne er naturvidenskaben, som han både er optaget af og kritisk overfor. I bogen “Historien om det hele” fra 2016 fremlægger han sammen med DNA-forskeren Eske Willerslev et syn på verden, hvor der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem magi og naturvidenskab. Og i sangen “Science is religion” fra debutalbummet med The William Blakes synger han om, at religion og naturvidenskab har meget til fælles, selv om videnskaben ikke vil anerkende det:

They accept as universally true
No concept their dogma can’t prove
Until they find there’s something new
And then they bend their objective truth
“Science is religion, religion is science,”

lyder omkvædet – videnskab er religion, og religion er videnskab. Kristian Leth mener ikke, at de to størrelser er modsætninger. Tværtimod hænger de sammen.

“Ideen om hele tiden at reducere ting og trevle dem op for at finde ud af, hvad de egentlig består af, er også en protestantisk arv. Man får status af sandsiger, når man har den der lidt kyniske tilgang til det, vi ikke forstår, og siger, at ‘det er bare et spørgsmål om tid, så finder vi ud af, hvordan det hænger sammen’,” siger Kristian Leth.

Når man taler med Kristian Leth, slutter han de fleste udsagn med at træde et skridt tilbage og betragte sig selv udefra. Som om han lige har gennemskuet sig selv og gerne vil komme kritikken i forkøbet, hvis nogen skulle finde på at påpege, at han blot er et produkt af sin kultur.

“Jeg mener, med filosoffen Heideggers ord, at man ‘altid allerede er’ – at der altid er noget, der kommer før vores stillingtagen til det at være. Det kan man være bevidst om, men det er ikke noget, man kan sætte sig ud over. Noget af det mest forenklede i religionsdebatten er idéen om, at man frit kan vælge at være med i den ene eller den anden religiøse klub, alt efter hvad man etisk og intellektuelt synes lyder mest overbevisende.”

Ifølge Kristian Leth er det ikke kun ateisterne, der gør sig skyldige i denne forenkling. Folkekirken har intellektualiseret troen og dermed selv bedt om det, når Ateistisk Selskab argumenterer med rationelle og naturvidenskabelige argumenter for, at man bør ‘tænke selv’ og melde sig ud, hvis man ikke tror.

“Folkekirkemedlemsskabet bør være lidt ligesom et ægteskab. Det er noget, man skal kæmpe for, engagere sig i, og som man ikke forventer er lutter dans på roser. Det bør være et vedholdende aktivt valg – det burde folkekirken også være interesseret i. Men når man først beslutter, at skilsmisse er det rigtige, så er det meget, meget svært at putte tandpastaen tilbage i tuben.”

“Hvis der er nogen, der melder sig ud, fordi Ateistisk Selskab tegner en karikatur af folkekirken, så er det nok på tide, at de melder sig ud, og jeg kan slet ikke forstå, hvis folkekirken er interesseret i at holde på dem. Folkekirken bliver nødt til at finde en helt anden ro i forhold til sin egen position og tænke, at det er en gave, at folk tager stilling,” siger Kristian Leth.

Det betyder imidlertid ikke, at han har meget sympati for ateisternes argumenter, som han mener overser vigtige diskussioner, der er foregået i århundreder. Og han har en teori, der er som skabt til at irritere ateisterne:

I virkeligheden er deres trang til at gøre op med kristendom og folkekirke i sig selv et produkt af protestantismen.

“Ateisternes insisteren på rationalismen er i virkeligheden ikke unik for ateismen – den er unik for protestantismen. Den rationelle tilgang til livet, opgøret med gudsgivne hierarkier, overleverede dogmer og alt helligt, forestillingen om en objektiv sandhed – det er indbygget i protestantismen. På den måde er protestantismen en slange, der æder sig selv.”

I Kristian Leths optik er det ikke ateismen, der er den alvorligste udfordring for folkekirken. Det er derimod religiøsiteten – den personlige, oplevede religiøsitet i alle dens afskygninger. Da Luthers reformation gjorde op med kirkens autoritet og gav den enkelte kristne mulighed for selv at læse og tolke Bibelen, førte det til en eksplosiv vækst i nye sekter og kirkeretninger, ofte baseret på religiøse oplevelser.

Det kunne den nye lutherske kirke ikke acceptere. Sekterne blev forbudt og forfulgt, og en ny form for kirkelig autoritet indført – og den arv præger folkekirken den dag i dag, mener Kristian Leth.

“Kristendommen en åbenbaringsreligion – en religion, som er baseret på oplevelsen af det guddommelige. Men der er ikke meget plads i folkekirken til, at der er en, der kommer til præsten og siger: ‘Nu skal du høre, hvad Gud har fortalt mig.’ Så vil præsten hellere sende manden til psykolog end beordre menigheden til at male væggene blå. Det er et indbygget paradoks, som er utrolig svært at overkomme,” siger Kristian Leth.

Han mener, at folkekirken har forsømt at engagere danskerne på det eksistentielle, det etiske og det religiøse plan. Han har ikke noget decideret imod spaghettigudstjenester og fastelavnsgudstjenester, for det hører med til folkekirkens selvvalgte fokus på rollen som samfundsinstitution.

Men de sociale arrangementer kan ikke stå alene.

“Folkekirken er nødt til at omfavne det obskure, det antiuniverselle, det skøre og det bizarre. Alle dem med det lilla hår og krystallerne, som helst ikke skal tale for højt om deres overbevisning, fordi de – som man nedsættende siger – strikker deres egen tro sammen. Så længe folkekirken ikke kan engagere folks oplevelser af engle, ånder, dæmoner og besættelser, så er det uklædeligt at tale dårligt om dem, som forsøger at finde et sprog for deres tro.”

“Vi taler jo om en kirke, som bygger på en ældgammel tradition, hvor der var masser af ord for de her ting. Hvor det, der skete i pinsen var, at en masse mennesker blev besat af Helligånden og begyndte at tale i tunger. Det konstante er ikke folkekirken. Det er folks personlige oplevelser af det guddommelige.”

“Hvis en religion skal være levende, så må den være baseret på menneskers oplevelser af det hellige og det guddommelige, også når oplevelserne er farlige, upassende og voldsomme. I Papua Ny Guinea, hvor jeg har været, betyder ordet tabu netop både helligt og beskidt.”

“Der findes masser af fantastiske præster i folkekirken, men det er virkelig svært for mig at se protestantismen udvikle sig og overleve som en aktiv religion, hvis det vigtigste i den ikke er menneskers oplevelse af det religiøse.”

“Det er en af monoteismens store svagheder, at den insisterer på at ligge inde med den universelle sandhed. Jeg tror, at Gud fortæller én i Hjørring noget, og én i Bilbao noget andet. Det siger jeg ikke, fordi jeg er relativist, men fordi jeg tror, at den store, universelle sandhed er dybt unik, dér, hvor den er.”

Det lyder ellers ret relativistisk – eller i hvert fald som en altædende appetit på alt, hvad der er religiøst?

“Haha, jeg tror, jeg er altædende i min nysgerrighed, men jeg er den første til at anerkende, at mit udgangspunkt er protestantisk. Det er ikke et manifest, men en konstatering. Når jeg hører Bachs Goldberg-variationer, bevæger de mig på en måde, som de ikke ville bevæge de mennesker, jeg mødte i Papua Ny Guineas jungle eller kender fra Haiti. Kultur former os lige så meget, som vi former den.”

“Jeg kan have en ambition om at udvide mit resonanskammer, men det er højest en ambition – jeg er herfra, hvor jeg er. Det er derfor relativismen er morsom, for det at argumentere for relativismen er i sig selv dybt kulturelt forankret,” siger Kristian Leth.