Troen er trængt i Europa og Nordamerika, men det er undtagelser fra reglen.

Hvorfor er de fleste mennesker uden for det vestlige reservat troende? Vi har spurgt Synne Garff, som er international chef i Bibelselskabet og har rejst i Mellemøsten, Afrika og Asien.

Hvordan oplever du forskellen på vesterlændinges og ikke-vesterlændinges forhold til religion?

I Europa er det et spørgsmål, om du tror. Uden for Europas grænser er det et spørgsmål om, hvad du tror på. I Danmark bliver Bibelen ofte stående på hylden, hvorimod folk i for eksempel Kina er nysgerrige efter at diskutere religiøse spørgsmål. Ude på landet er det ikke usædvanligt, at femti mennesker må deles om en bibel.

Kristendommen er i rivende udvikling i Asien, i den sydlige del af Afrika og på Den Arabiske Halvø. Samtidig er der en konvertitbølge hos muslimer i Nordafrika og Mellemøsten – de er trætte af islam og tiltrækkes af kristendommens løfter om en kærlig og nådig Gud.

Hvorfor har troen bedre kår uden for Vesten?

Ude i konfliktområderne er der et andet autoritetsbegreb, en større ydmyghed og en fornemmelse af, at Guds nærvær er stort i trængslerne.

I Vesten har vi brugt meget energi på at gøre op med autoriteter. Det kan man sige meget godt om. Men bagsiden er måske, at vi har svært ved noget så simpelt som at bede en bøn, fordi vi oplever det som et nederlag at skulle bede om hjælp.

Vi har os selv som yderste instans og forsøger at bære alle byrder alene – ofte forgæves.

I Danmark er der desuden et fatalt videnstab i forhold til kristendommen. Jeg tilhører selv den generation, hvor bibelkundskab næsten forsvandt i folkeskolen, så jeg følte mig som yngre underligt fremmedgjort i kirken – jeg kendte ikke koderne og bibelfortællingerne.

Er troen de fattiges, de undertryktes og de dårligt uddannedes trøst?

Kristendommen kan være til trøst – uanset hvor mange dollars, der står på bankbogen.

Jeg har mødt nogle af verdens fattigste og rigeste mennesker, for hvem troen på Kristus blev livlinen.

Jeg har rejst i Qatar og oplevet, hvordan migrantarbejdere får håb igennem Bibelen i deres udlændighed.
Det er ikke nok at gå i kirke. Bibellæsning er afgørende. Migranterne læser om Kristus, der helbreder. Han bliver et forbillede. Og de oplever, at der sker en mirakuløs forandring i sindet.

Hvilke skyggesider oplever du ved kristendommen, som du møder den udenfor Europa?

Mennesker kan være dæmoniske, dumme og vildledende. Kombinationen af Bibelen og en selvbestaltet præst uden uddannelse kan der komme noget ulykkeligt ud af.

Derfor arbejder verdens bibelselskaber sammen om undervisningsprogrammer. Vi bekæmper for eksempel hiv i afrikanske lande og gør op med stigmatisering og forestillingen om, at hiv-smitte skulle være Guds straf.

Nogle præster har også den opfattelse, at kristne skal bære deres byrder med et smil og ikke må skælde ud på Gud. Og det er jo helt forfejlet – i Det Gamle Testamente er der mange klagesalmer, og Kristus udtrykte voldsom afmagt på korset.

Hvordan har møderne med kristne på andre kontinenter påvirket dit syn på kirke og kristendom i Danmark?

Der er en enorm viden, lagret igennem årtier, som vi kunne lade os inspirere af i Danmark, hvor vi er gået fra en monoreligiøs til en multireligiøs kultur.

I lande med stor religionsundertrykkelse er bibelselskaberne dygtige til at formidle kristendommen med respekt for den enkeltes integritet.

Helt konkret er jeg optaget af at implementere metoden bibelsk sjælesorg, som bruger Bibelen til at forløse traumer. Jeg har studeret metoden i Kenya, Swaziland, Jordan og Libanon og har arrangeret kurser, hvor folkekirkepræster lærer at bruge den.

Metoden understreger, at Bibelen ikke er en statisk bog, men at teksterne taler ind i den enkeltes sammenhæng.