“Jeg ved, at vi får nogen på snotten”

Først var det ‘Borgen’, nu kommer kirken: I efteråret 2017 har DR premiere på ‘Herrens veje’, som handler om en præstefamilie.

En tv-serie om folkekirken? Som skal sendes primetime, søndag aften på DR1?

Umiddelbart lyder det som en idé, der lynhurtigt ville kunne sætte en stopper for enhver lovende manuskriptforfatters karriere.

Men når man betænker:

1) Manuskriptforfatteren er Adam Price, hvis karriere med ‘Borgen’ blev katapulteret til kritikerrost kultureksport.

2) Han gjorde noget så gråmeleret som dansk folketingspolitik til en international underholdningssucces.

3) Kirke og religion fylder mere i medierne end nogensinde.

Ja, så lyder det måske alligevel ikke så vanvittigt, at DR Dramas store satsning i efteråret 2017, ‘Herrens Veje’, finder sit dramatiske materiale i en dansk præstefamilie.

Og vi er virkelig inde i kernen af den danske folkekirke, fortæller Adam Price:

“Vi er ved seriens begyndelse solidt forankret i kristendommen og folkekirken – i et af de her dynastier, som der stadig findes en håndfuld af, hvor far har fulgt søn i embedet mange generationer tilbage, og hvor der derfor er en stærk følelse af forpligtelse og tradition.”

OK?

Så manden, der lavede drama om en kvindelig statsminister, endnu inden Danmark fik sin første af slagsen, har altså valgt, at seriens præst skal være en mand – selv om der i dag er flere kvindelige end mandlige folkekirkepræster?

“Efter at have fortalt en historie i 30 afsnit om en professionel kvindes udfordringer med at kombinere rollen som mor med det mest krævende job i landet, havde jeg lyst til at prøve kræfter med noget, der handler om fædre og sønner.”

“Der er også stærke kvinder med i ‘Herrens Veje’, men det centrale karakterkompleks er en far
og hans to sønner. Og der er jo også en stærk patriarkalsk tradition i folkekirken, til trods for de mange kvindelige præster,” siger han.

Forfatterholdet har gjort meget ud af at researche. De har indbudt konsulenter, når de skulle vide noget om, hvordan en gadepræst, en konvertitpræst, en hærprovst eller en biskop arbejder. De har endda omhyggeligt kortlagt, hvordan præster bander.

Det kan der være god grund til.

‘Borgen’ blev kritiseret af embedsmænd, som syntes, at seriens skildringen af den politiske virkelighed var urealistisk. Og uanset den grundige research er Adam Price forberedt på lignende kritik, når ‘Herrens Veje’ har premiere.

“Man skal huske, at drama intet har med virkeligheden at gøre. Hvis man skal have noget ud af en dramaserie, er man nødt til at gå på komedie (teaterslang: at gå med på legen, red.). Man skal glemme noteapparatet og lade være med at sidde og faktatjekke alting,” siger han.

“Hvis vi skulle skildre en højmesse realistisk, kunne den dårligt være i et afsnit. Så når jeg skriver en prædiken, er det kun de ti linjer, som folk skal huske. Og når vi skildrer en sag, som begynder at rulle med menighedsråd, stift, og hvad ved jeg, så forenkler og forkorter vi.”

“Men vi er nødt til at sikre os, at præsterne i serien taler med en stemme, som præster vil kunne genkende. Og at en kirkegænger, en præstedatter eller en anden, som kender folkekirken godt, kan se serien uden at krumme tæer.”

Når han fortæller om “Herrens Veje”, er det tydeligt, at han ser sig selv som en, der står udenfor og – med fascineret nysgerrighed – betragter folkekirken.

Han fortæller, at hans børn er døbt, ligesom han også selv er det. Og at hans svigerfar er kirkegænger og kommer fra en familie med rødder i Indre Mission. Men han taler – ligesom mange andre folkekirkemedlemmer – om folkekirken som noget, han ikke selv har lod og del i.

“Jeg har haft en lille portion barnetro med fra kirkeliv og højtider i barndommen. Min mor kom fra et pænt og borgerligt landsretssagførerhjem. Hun bad af og til aftenbøn med mig.”

“Min far var en historiefortæller, som elskede det store spektakel. Han var ikke begejstret for den nøjsomme, pibekraveklædte pietisme. Han ville nok have foretrukket katolicismen med al dens pomp og pragt, ældgamle ritualer og mystik.”

Adam Price siger, at han selv læner sig mod ateismen, men skynder sig at tilføje, at han har det svært med ateismen i dens militante og nedladende form.

“Jeg er mere åben i min manglende tro. Jeg tror ikke på en Gud, der har skabt universet og mennesket. Men jeg tror på uforklarlige sammenhænge i verden. På kontaktpunkter mellem mennesker. På at tid er et meget relativt begreb.”

“På at kærligheden kan være så stor og uforståelig, at den ikke kan forklares ved elektrokemiske processer i hjernen. Det er noget, der fæstner os til en fælles menneskelighed, som har en udstrækning i tid og rum, som videnskaben hverken kan eller skal begribe.”

“På den måde er jeg et troende menneske, men ikke i traditionel religiøs forstand, hvor jeg føler mig kaldet til at gå i kirke.”

Hvis Adam Price som privatperson ikke har været specielt engageret i folkekirken, så er han til gengæld blevet det som dramatiker.

Set med manuskriptforfatterens øjne er kirken en skattekiste af dramatiske muligheder. Det gælder ikke mindst opfattelsen af folkekirken som et sted, hvor en vis pænhed trives, og hvor der endda findes dekorumregler – visse uskrevne regler og normer for, hvordan en præst må opføre sig.

“Men samtidig er præster almindelige, moderne mennesker, der både drikker, har sidespring og er fortvivlede. Når de ikke kan finde Gud, hvem beder de så til? Hvad gør de, når de er depressive eller trænger til at rase ud? Når hyrden ikke evner at lede flokken, fordi han eller hun selv er faret vild? Den verden er elementært dramatisk,” siger Adam Price begejstret.

Skuespilleren Lars Mikkelsen spiller rollen som præsten og faderen i tv-serien. Ann Eleonora Jørgensen spiller hans kone, og i rollerne som de to sønner ses to unge, næsten uprøvede kræfter, Simon Sears og
Morten Hee Andersen.

Adam Price taler begejstret om de medvirkendes præstationer.

“Holdet overrasker hele tiden med nye dybder og vinkler på deres karakterer. Lars Mikkelsen, der har den meget centrale rolle som provsten Johannes, overgår efter min mening sig selv. Han spiller med en imponerende tyngde og troværdighed, og han er meget overbevisende i sin lidenskab.

“Det er vigtigt, for du skal gerne have lyst til at se serien, også selv om du ikke interesserer dig for tro, religion og kirke. Jeg håber, at nogen vil tænke: ‘Jeg troede ikke, at præster var så levende, vilde og voldsomme’ – og fordi, du begynder at interessere dig for dem som personer, så kommer du også til at interessere dig for det, de laver.”

Nogle gange lyder det, som om Adam Prices egen interesse er blevet vakt på en måde, der rækker ud over det rent faglige.

I hvert fald taler han bekymret om folkekirkens udfordringer – udmeldelserne, indvandringen og det kritiske dåbstal.

“Det kan godt være, at vi stadig er medlemmer, fordi det er rart, at kirken er der, når onkel Ejnar skal begraves. Men vi får ikke nødvendigvis vores børn døbt, for måske vil vi hellere have et spændende, humanistisk navngivningsritual ude i Dyrehaven.”

“Dernæst er der den omsiggribende politiske korrekthed, hvor flere og flere synes, at vi ikke kan give et trossamfund fortrinsret frem for andre. Og endelig kan jeg jo se, når jeg en enkelt gang er ude og holde foredrag i en sognegård, at gennemsnitsalderen blandt tilhørerne typisk er endnu højere end i teatret og på Bogforum, haha.”

Alligevel er det ude i sognene, han ser folkekirkens potentiale.

“Jeg tror, der rent faktisk gemmer sig en styrke i en lokal forankring af folkekirken. Hvis vi pludselig får kæmpesogne, og man skal køre 30 km for at komme i kirke, så er jeg bange for, at der er noget af det, vi troede var umisteligt, som vi mister.”

“Eller hvis kirken bliver en institution, hvor kun den administrerende direktør må udtale sig? Hvor kirken, sådan som man ser det i Sverige og Norge, har holdninger til konkrete, politiske spørgsmål? Vil man så som moderne politisk forbruger støtte kirken, hvis man er uenig med den?”

En anden udfordring, som serien beskæftiger sig med, er spørgsmålet om folkekirkens bredde og rummelighed.

Sælger kirken ud, når den for eksempel inviterer til mindfulness-gudstjenester, spaghettigudstjenester eller bamsedåb?

“Mindfulness er jo en personlig udviklingsteori med rødder i buddhismen, og de fleste præster vil nok sige, at buddhisme ligger længere fra kristendommen end både jødedom og islam. Heldigvis er jeg jo en neutral betragter, men jeg kan da godt se, hvad der sker, når man går med trommen gennem byen, fordi man gerne vil have flere kunder i butikken. Så er man altså nødt til at sætte priserne ned på nogle af varerne,” siger Adam Price.

Han mener, at kirken har brug for modige og markante præster.

“Som præsten i serien siger, er kirken et af de sidste offentlige rum, der er tilbage, hvor vi ikke skal bekymre os om seertal eller meningsmålinger. Sådan et rum skal vi hæge om, så vi ikke ender med en masse mellemledere, der sidder og siger ‘har du set de seneste målinger? Du skal nok passe på, hvad du siger på søndag, så vi ikke skræmmer flere væk.’ Der skal man altså have nogle præster, der tør at markere sig,” siger Adam Price.

“Jeg tror, kirken har brug for at finde sit eget værd. Jeg synes ikke, at folkekirkens svar på Ateistisk Selskabs angreb altid har været lige stærkt. Er det bedste, man har at sige, at nu skal ateisterne holde op med at mobbe folkekirken? En 1000-årig institution burde have selvtillid nok til at sige: ‘I kan bare komme, drenge. Vi vil gerne tale om livets mening med jer’.”