Der er flere grunde til, at jeg har meldt mig ind i folkekirken.
Jeg blev far for knapt fem år siden, hvilket får en lidt op i helikopteren, så man ser lidt mere holistisk på, hvor man selv kommer fra, hvem man er, og hvad man har oplevet.
Derudover rejser jeg meget i Mellemøsten, hvor man definerer sig selv ud fra sin tro. Man kan ikke forklare dernede, at man ikke er gift, men har en kæreste. Dernede er der ikke nogen dansk ‘ikke-tage- stilling-til-noget’.
Det får en til at se indad, også fordi vi er i en tid, hvor der sker en masse kulturelle brud. Jeg bor i Nordvest i København, og der bor mange muslimer, og når jeg taler med dem, kan jeg se i deres øjne, at vi danskere ikke er rigtigt religiøse.
Men vi har jo været kristne i Danmark i tusind år, og den arv vil jeg gerne være en del af.
Min kone, jeg selv og vores søn blev alle døbt samtidig for to-tre år siden. Vi blev enige om, at det egentlig var lidt mærkeligt, at ingen af os var medlemmer af den folkekirke, som er en del af vores samfund. Så vi meldte os ind sammen.
Nu har jeg selv valgt at få min søn døbt, for jeg synes, at det er en tradition, man fødes ind i.
Min mor er lykkelig for, at jeg har meldt mig ind i folkekirken. Hun og min far fik mig i 1970’erne, hvor man brød med hele den kristne tradition, og derfor blev jeg ikke døbt.
Det var mest min far, der var optaget af at melde sig ud af folkekirken, og at man selv skulle have lov at bestemme, om man ville være medlem. Det kan jeg sådan set godt forstå, men nu har jeg selv valgt at få min søn døbt, for jeg synes, at det er en tradition, man fødes ind i.
Jeg læste for nyligt Martin Krasniks bog ‘Fucking jøde’, hvor han skriver noget med, at han da måske godt kan se, at omskæring er noget gammeldags, men han vil ikke være den, der bryder med en flere tusind år gammel tradition.
Det er nok også sådan, jeg har det med folkekirken: Der er en kontinuitet, der er vigtig. Så kan det godt være, at jeg kun bruger kirken til højtider, men jeg er glad for at være blevet medlem.