Den der var her før er her ikke mere

Hvorfor græder du? spørger Jesus Maria ved graven.

Hun ved ikke, det er ham. Graven, hvor hans krop skulle ligge, er tom. En engel sidder, hvor hovedet skulle have ligget. En, hvor fødderne skulle have ligget.

Jeg pakker ting ud i en lejlighed, tænker på, hvornår jeg skal pakke de samme ting ned igen. Tallerknernes vægt fordobles. Jeg sætter dem op i skabet ved et ekstra løft.

Et birketræ med den hvide bark ubrudt lyser på plænen på Bispebjerg Kirkegård. En række biler er ved at forlade en grav, som stadig er åben.

Jeg lægger mig ned. Græsset knaser under vægten af mit hoved. Jordens kulde siver op i mit hår; under øjenlågene et varmt mørke.

Det, jeg ikke længere har, bærer jeg med mig. Sorgen er sort stof.

Til frokost hos en veninde på Selma Lagerlöfs Allé. Jeg har købt croissanter, hælder te op, legetøj ligger på gulvet.

Barnet sidder ved siden af mig i en højstol. I en kælder har en kvinde ladet tingene stå, som om døden ikke var indtruffet:

Gummistøvlerne ved siden af træsko, på en lille bænk paraplyerne og stokken, oven over bænken en regnjakke, en arbejdsjakke, en termojakke, en havejakke.

I den anden ende af rummet står et skrivebord under et højtsiddende kældervindue. På skrivebordet står papirbakker, mens kuglepenne med firmalogo på sidder i kuglepensholderen.

Midt på bordet ligger et skriveunderlag med et verdenskort på, oven på underlaget ligger en brevkniv med skaft af hjortetak sammen med rudekuverter, postkort.

Bag skrivebordet står stigereoler op ad bagvæggen. Blå og sorte ringbind er sorteret efter årstal, med begyndelse i øverste venstre hjørne.

Ved siden af reolerne hænger skifterammer; afrevne kalenderblade fra en ældre reklamekalender med otiver af marker og maskiner.

Ved Utterslev Mose står et træ, hvor stammen er mørk og kort, inden træets tætte kratagtige krone preder sig ud.

Jeg sætter dagen frem som en afskåret rose i et glas, siger, det er en god dag.

Inde i denne gode dag er en anden dag, som også kunne have været, men som ikke er. Det er dagens skygge. Det er dagens sorte måne.

Søen ligger stille. En scooter kører langs skovkanten.

På Alte Nationalgalerie i Berlin hænger et maleri af Menzel med store uudfyldte felter. Felterne står som vide plamager midt i en menneskemængde. Det ses på omridsene, at der på pladserne skulle have været afbilledet personer.

De ikkemalede mennesker står som hvide silhuetter i billedet, som tåge op om et birketræ.

Man kan se, at nogle af de ikkemalede mennesker skulle have været i samtale med de malede mennesker i billedet. Nogle skulle have været små.

En familie lægger blomsterkranse på en grav. En mand lægger roser på en grav. Blomsterbuketter ligger spredt ud over plænen, hvor gravstenene ligger nede i græsset over urnerne.

Graven er stedet den døde krop opbevares. Hvor den døde krop trænger ud i jorden. Roserne bliver hvide i frosten. Ved tø synker de sammen.

Om sommeren går børn på hænder hen over græsplænen med sprællende ben.

Min veninde på Selma Lagerlöfs Allé er flyttet ind i et hus, der er større, end hvad hun har møbler til. Hun fylder rummene med mennesker, hun kender; inviterer på besøg.

Vi spiser i køkkenet. Jeg skærer et stykke brød med fiskepålæg ud til barnet. Det, som jeg tabte, eller det, som tabte mig, bevæger sig parallelt ved siden af mig på samme måde, som objekter bevæger sig i lufttomt rum; lydløst, med samme hastighed, som de blev tilført ved tabet, afstødelsen.

Jeg bevæger mig i en fortsat glidende bevægelse fremad som en måne. Som en airhockeypuk.

Om efteråret gror vintersæden som lysegrønne dun ud over marken. Om foråret har afgrøden dækket marken. Jeg river totter af strå op af jorden. Stråene knaser, når de giver efter.

Min udlejer opbevarer ting og møbler, fra da hun boede i lejligheden, i lejlighedens største stue. Stuen er lukket af, en vissen palme hælder ind foran vinduerne.

Breve står i plastickurve på et sofabord.

Jeg sætter døren på klem ind til rummet; det bedste lys i lejligheden kommer derfra. Mælk siver ud i min te, gør den uigennemsigtig. Jeg bider i en croissant, den smuldrer ned på tallerknen.

Håret mos gror hen ad plankerne og bunden af en træbåd. Årene bader i den grågrønne vandoverflade. Jeg tænker på, hvor længe frosten holder kroppen hel i jorden, tøvejr får den til at bryde sammen.

Jeg pynter det, der ikke længere er, med roser. Skærer madder ud, barnet spiser.

Jeg lukker mine øjne. Står oppe og kigger ned i graven. Står ude og kigger ind i graven. En lysende skikkelse i gravens brudte mørke.

Hvem leder du efter? Den, der var her før, er her ikke mere.