Hvis bedre er muligt er godt ikke godt nok

ESSAY. I dag er det ikke nok at blive til noget, man skal også blive til nogen. Man skal vælge sig selv og blive sig selv. I en særlig autentisk udgave. Det er ikke et tilbud. Det er et krav.

Rasmus på 15 år er i tvivl om, hvilken retning vej han skal gå i livet.

Helt specifikt er han i tvivl om sin studieretning. Skal han vælge fysik-kemi-linjen eller musikmatematik- linjen? Rasmus ved det ikke.

Derfor ringer han til Mads & Monopolet på P3. Men oraklet i radioen er rådvildt denne lørdag formiddag og spørger:

“Hvad har du mest lyst til selv?”

Det ved Rasmus ikke. Det er jo derfor han har ringet. Han vil faktisk gerne begge dele. Han vil ikke ét, men to.

“Hvad siger dine forældre?” spørger oraklet.

“De synes jeg skal følge det, som jeg helst vil selv,” forklarer Rasmus.

“Mmm, men hvad synes de?” spørger oraklet lidt mere insisterende.

“Jeg tror også… Ja, det tror jeg, de synes… Mest hvad jeg selv vil.”

Eller som Søren Kierkegaard nåede frem til 150 år tidligere:

“Det gælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig.”

I dag er det ikke nok at blive til noget, man skal også blive til nogen. Man skal vælge sig selv og blive sig selv. I en særlig autentisk udgave. Det er ikke et tilbud. Det er et krav. Noget man skal leve op til.

Vi lever på en underlig omvendt måde i en eksistentiel præstationskultur. Vi skal alle være enestående – i ordets dobbelte betydning:

Man skal for det første være unik, sig selv, autentisk. Og for det andet skal man være ene-stående, stå selv, fri og uafhængig.

Hvordan er vi nået dertil, at så stor en del af især de unge oplever en massiv følelse af utilstrækkelighed. At de altid er bagud på point. At de aldrig er sig selv nok, eller nok sig selv. Min påstand er, at det skyldes kravet om at være enestående.

Problemet er nemlig, at kravet er dobbelt diffust: Det er for det første diffust i sin oprindelse: Vi kan ikke finde ud af, hvor kravet kommer fra.

Og det er for det andet diffust i sit mål: Vi ved ikke, hvad der skal til, for at kravet er opfyldt. Vi må derfor gå på eksistentiel jagt efter det enestående individs historie.

2017 er 500-året for reformationen, og jublen vil ingen ende tage. Vi står på tæerne af hinanden for at bejuble Luther og fremhæve ham som den enestående ophavsmand til oplysning, demokrati og velfærdssamfund, og ikke mindst for, at vi i dag alle er selvstændige og sekulære individer.

Så skål og godt Luth-år!…

Men hov stop: Luthers mål var ikke at formilde kristendommen, men at radikalisere den. Målet var ikke, at Gud lige så stille skulle afvikles, men at vi alle skulle være præster.

Luther overtager både frihedstanken og kaldstanken. Men for Luther er individets frihed ikke en frihed fra Guds love, men friheden til noget ganske bestemt, nemlig til at tjene næsten.

Det lyder næsten sort, når man siger det i dag. Frihed til at tjene. Tjeneren er jo ikke fri. Han er på
arbejde. Han er først fri, når han har fri. For Luther derimod er frihed ikke frihed til at vælge sin plads, men frihed til at handle det sted, hvor man allerede er.

At insistere på en grænseløs frihed kan nemlig let blive individets undskyldning for ikke at handle.

Luther vender derfor frihedstanken på hovedet med en bemærkelsesværdig logik: Fordi livets store regnskab ikke afhænger af vores egne handlinger, netop derfor er vi sat fri til at tjene næsten.

Det Luther har indset er, at hvis der er blot fem procent chance for, at vi kan frelse os selv, så ville vi selvfølgelig sætte alt ind på det. Eller hvis der blot er en procent chance. Hvis alt i mit liv blev afgjort af mig selv, så ville jeg selvfølgelig lægge al min energi dér.

“Du kan, hvad du vil,” siger vi tit i dag.

“Du skal bare ville det nok.”

Håndboldtræneren siger det til sine spillere. Forældrene siger det til deres børn. Det lyder som en opmuntring, men det er i realiteten et umenneskeligt pres at lægge på individet. For det passer jo ikke.

Jeg kan ikke, hvad jeg vil. Langt de fleste ting, jeg gerne vil, kan jeg ikke. Og det er ikke fordi, jeg ikke vil det nok. Det er fordi jeg ikke kan. Fordi jeg ikke er almægtig.

I DR-dokumentaren “De perfekte piger” fra 2015 følger man 3. g’eren Line. Over hendes computer hænger der en seddel:

“Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok”, står der.

Hun kan godt lide den seddel, forklarer hun. Den er meget motiverende. Hun har selv printet den ud og hængt den op. Og nu hænger den der, som en lovtavle, hun selv skal leve op til – men som hun aldrig kan opfylde.

Det er et ekstremt tidstypisk billede på det moderne individ. Hvis først jeg tror, at jeg kan opfylde idealet, så har jeg aldrig gjort nok. Hvis først jeg tror på, at jeg kan realisere mig selv fuldt ud, så er jeg aldrig nok mig selv.

Jo mere, jeg prøver, jo mere er jeg bagud. Der er ikke noget at sige til, at vi i dag føler os utilstrækkelige. Det er derfor, det var så afgørende for Luther at slå fast, at individets egen præstation hverken gør fra eller til.

Fordi vores liv ikke afhænger af, om vi har præsteret nok, netop derfor er vi sat fri til at tjene næsten. Fordi alt ikke afhænger af, om vi vil noget nok, netop derfor er vi sat fri til at realisere kærligheden i stedet for at realisere os selv.

Pico og Luther begynder hver sit spor i historien. Pico indleder renæssancen, som løber videre som humanisme og oplysning, og som kan følges helt op til vor tids positive psykologi og tro på det gode kerneselv.

Luther indleder reformationens spor, som løber videre som religionskritik og eksistenstænkning, og som kan spores helt op til Freud og påstanden om, at selvet ikke er en kerne, men derimod dybt splittet.

Begge spor har hver sin udgave af det enestående individ.

Ateisten Rousseau og eksistenstænkeren Kierkegaard er f.eks. begge enige om, at målet for ethvert menneske er at blive et myndigt individ. Dvs. et individ, som står ene som sig selv, og som står inde for sig selv.

Men hvor Rousseau hævder at individet først er enestående, når det er enestående forskelligt fra andre, så hævder Kierkegaard, at det sande individ er det, der står tilbage, når man opgiver at se sig selv som enestående.

Det er med andre ord i selve jagten på at blive et enestående selv, at vi farer vild i os selv eller mister os selv. At finde en sandhed, som er sandhed for mig, betyder ikke, at jeg skal finde den sandhed inde i mig selv. Det er en blindgyde.

At stå ene, siger Kierkegaard, er noget, vi hjælper hinanden til. Intet menneske er sig selv for sig selv. Alligevel er det det, både radio-oraklet og Rasmus’ forældre opfordrer Rasmus til.

Men uden det andet menneskes hjælp mister vi os selv. Den anden kan ikke frelse os, men uden den anden er vi fortabte.

Ethvert menneske står ene – ved en andens hjælp, skriver Kierkegaard. Og det er jo et paradoks. For hvis man er blevet hjulpet, så står man jo ikke ene.

Men det er netop pointen.

At intet menneske står ene, men at vi mennesker er dybt forbundne, og at vi derfor er dybt afhængige af hinandens hjælp til at blive os selv. Og det er der i sig selv noget forløsende i.

At jeg er sat fri fra mit eget selvrealiseringsprojekt. At det højeste, jeg kan opnå i livet, ikke er at kæmpe for at fremstå enestående, men at hjælpe et andet menneske til at stå ene.