Mit mål er at blive økonomisk uafhængig, så jeg selv kan bestemme over min fremtid. Jeg vil gerne have friheden til at arbejde mindre, rejse ud i verden eller måske tage en ny uddannelse, hvis jeg får lyst.
Jeg er inspireret af FIRE-bevægelsen. Bogstaverne i FIRE står for “Financial Independence, Retire Early”. De to første bogstaver, altså Financial Independence – økonomisk uafhængighed – betyder mest for mig. Det er langt fra sikkert, at jeg vil stoppe med at arbejde i en ung alder, men jeg ønsker at have friheden til at kunne gøre det.
Jeg bruger ikke ret mange penge på at gå i byen eller købe nyt tøj. Jeg går heller ikke på café, for kaffen er lige så god og meget billigere derhjemme. I stedet investerer jeg mine penge.
Hver eneste måned laver jeg en opgørelse, der viser, hvor mange timer jeg kunne arbejde mindre, hvis jeg tog mit udbytte ud for de sidste 12 måneder. Det er dejligt håndgribeligt, for jeg kan helt konkret se, hvor meget jeg kunne holde fri for de penge, der er kommet ind på kontoen.
I flere år har jeg investeret i udbytteaktier, det vil sige aktier, som ud over at de kan stige i kurs, også udbetaler udbytte. Jeg synes, det er fantastisk at kigge på den graf, der viser mit udbytte af de selskaber, som jeg ejer en lille del af. Hver eneste måned laver jeg en opgørelse, der viser, hvor mange timer jeg kunne arbejde mindre, hvis jeg tog mit udbytte ud for de sidste 12 måneder. Det er dejligt håndgribeligt, for jeg kan helt konkret se, hvor meget jeg kunne holde fri for de penge, der er kommet ind på kontoen. Men jeg tager ikke udbyttet ud. Jeg køber nye aktier i stedet. Målet er at få så stort et udbytte, at jeg kan klare mig uden et arbejde, hvis jeg vil. Mit første delmål er at have 900.000 kroner på kontoen.
Da jeg som yngre blev bevidst om, at der er noget, der hedder passiv indkomst, havde jeg en ide om at ligge på en strand i Thailand og tjene penge. Den drøm har jeg ikke mere. Men jeg vil gerne rejse ud og for eksempel se de syv underværker. Det, der står øverst på min ønskeliste, er at se Inkabyen Machu Picchu i Peru. At kunne gøre det, jeg har lyst til i fremtiden. Det er mit store mål.
Jeg bliver glad, hver gang folk skriver til mig, at de kan bruge de investeringsråd, jeg lægger ud på min blog eller stiller mig et spørgsmål om økonomi. På den måde hjælper jeg også andre til at få en bedre økonomisk fremtid.
Jeg er meget fortrøstningsfuld, når jeg tænker på min egen fremtid. Min gode økonomi giver mig ro, frihed og et fundament at stå på.