For historiernes skyld

I en slumby i Congo går en lille dreng rundt, der hedder Petit Steffen. Han er opkaldt efter Steffen Stubager, der har rejst gennem Congo med hans forældre. Nu er Store-Steffen rejst hjem for at skrive en bog om sine møder med mennesker i Afrika.

Jeg ved ikke, hvor mange gange folk har fortalt mig en hemmelighed. Når vi lå om aftenen og var ved at falde i søvn, skete det tit, at der var en der sagde: “Hey, Steffen, sover du? Jeg ligger lige og tænker på noget. Må jeg fortælle dig det?” Og så kom der en utrolig hemmelighed. Når jeg så et par dage efter sagde: “Det der, du fortalte mig forleden, må jeg godt bruge det i min bog,” så sagde de “Wow, vil du gerne det? Det må du gerne, men så skal du også lige høre det her.”

Jeg har altid gerne villet høre andre menneskers historier. Hvis jeg var på ferie med mine forældre i Egypten, så gik min far og så på templer, og min søster lå på hotelværelset og hørte musik. Men jeg gik ind i en gyde og mødte en mand uden ben, der serverede te for mig og fortalte mig om sit liv. Og der kunne jeg sidde i timevis. Jeg elsker at kende mennesker fra alle mulige lande, der ser ud på alle mulige mærkelige måder og taler alle mulige sprog.

Jeg har nok været ude at rejse i to tredjedel af tiden, siden jeg var 20. Den største rejse sidder jeg og skriver en bog om lige nu. I to år rejste jeg fra Afrikas sydspids til Marokko næsten uden at bruge nogen penge. Jeg sov hos dem, jeg mødte undervejs, og tomlede eller kørte i bus. Jeg levede hele livet sammen med dem; plukkede bananer, samlede snegle, fiskede, byggede et hus af brædder og presenninger og flyttede ind sammen med dem og rotterne i slumbyen. En familie i Kinshasa i Congo besluttede, at deres søn skulle opkaldes efter mig.

Det betyder meget for mig at komme tæt på dem, jeg skriver om. Jeg boede sammen med en lille pige, der hed Dicte. Første gang hun så mig, tog hun min hånd og talte mine fingre og råbte til sine søskende: “Han har fem fingre ligesom os!” Det vidste hun ikke om en hvid mand. Og så efter nogle måneder mødtes vi en tidlig morgen uden for huset, og hun fik et kæmpechok. “Hvad sker der, Dicte?” spurgte jeg. “Det er jo bare mig.” “Jeg havde glemt, at du er hvid,” sagde hun så. Det kunne jeg godt lide.

Jeg vil gerne være med til at nedbryde forskellene i verden. Konventionel journalistik ser på mennesker som kilder. Man taler med dem et par timer, måske et par gange, hvis det går højt – stiller dem tusind spørgsmål og går hjem til sig selv og skriver en historie om dem. Jeg vil noget andet. Jeg vil skrive historier om det, der er så originalt og anderledes, at jeg ikke selv finder på at stille spørgsmålene. Det er jo folk selv, der kender deres liv. Men hvis jeg er sammen med dem længe nok, får de af sig selv lyst til at dele historierne med mig.

I starten havde jeg en naiv forestilling om at kunne ændre verden. Jeg troede, at hvis jeg skrev en god historie om korruption og magtmisbrug og sygdom og udnyttelse, så ville tingene forandre sig. Det tror jeg ikke længere. Nu vil jeg bare gerne røre mine læsere og fortælle dem om en verden, der er så stor og vild.

Det er jo et liv med omkostninger. Jeg har ingen penge og bor lige nu gratis i en vens lejlighed i Kroatien for at kunne skrive min bog om Afrika. København har jeg ikke råd til at være i. Jeg kan også blive ramt af en voldsom længsel efter en fast base – en kone, nogle børn, min familie. Men jeg længes endnu mere efter alle de smukke og tilfældige møder og historier, som jeg ved, verden har at byde på.