Fortrudt: 
Passivitet er et ikke-liv

Præsten og debattøren Sørine Gotfredsen har aldrig fået børn, og det fortryder hun. Det var ikke et aktivt fravalg, men bare sådan livet blev. Og det var ikke i orden.

Et kronisk alene-menneske. Sådan beskriver Sørine Gotfredsen sig selv. Og som kronisk alene-menneske har hun ikke fået børn. Noget, sognepræsten ellers mener er en pligt.

“Jeg føler ikke sorg over, at jeg ikke har fået børn, for jeg har aldrig ønsket det ret meget. Det er ikke et afsavn for mig personligt. Men jeg synes, jeg har svigtet som menneske. En del af mig er gået til spilde. Vi har pligt til at bidrage til fællesskabet og videreføre værdierne; det er en indlysende naturlig funktion, som jeg bare har ladet sive væk. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og skammer mig i det daglige, men det er heller ikke noget, jeg er stolt af,” siger hun.

Sørine Gotfredsen forklarer barnløsheden med, at hun forlængede sin ungdom og aldrig var i et parforhold, hvor familie og børn var det oplagte valg. Og pludselig en dag var det for sent.

“Jeg har ikke forholdt mig seriøst til spørgsmålet om børn, og i det er der også en form for valg. I dag kan jeg se, at jeg bare lod tingene ske i stedet for at sige: Nu er det på tide, at jeg gør noget, for at det med børn skal ske. Det kommer jo ikke til at ske af sig selv.”

Sørine Gotfredsen griner ad sin egen bemærkning. Men hun mener det seriøst, når hun siger, at det er vigtigt at få børn.

“Som udgangspunkt mener jeg, at det er en pligt. Som ansvarlige mennesker skal vi lære at sætte os selv til side til fordel for fællesskabet. Det får vi god træning af i familien, fordi den betingelsesløse kærlighed til det lille barn får os til at glemme os selv. Det handler ikke kun om, hvad du selv vil, men hvordan hele familien får det bedst og dermed, hvordan vi får det bedste samfund. Når vi sætter børn i verden, lærer vi, hvad livet handler om, og at vi ikke selv står i centrum.”

Ufrivillig barnløshed er naturligvis en sag for sig og kan medføre stor smerte, understreger Sørine Gotfredsen. “Men for dem, der er i stand til at få børn, er der ingen tvivl om, at børn både gavner fællesskabet og den enkelte selv,” siger hun.

Sørine Gotfredsen er kendt som et engageret menneske, der debatterer, skriver og passer et job som sognepræst. Hun tænker selv, at den store aktivitet er en reaktion på barnløsheden, som hun har kaldt en livsforsømmelse.

“Det er let at blive arbejdsnarkoman og at synes, man skal yde noget. Hvis jeg havde sat tre-fire kloge børn i verden, vil jeg have følt, at jeg havde præsteret noget vigtigt og basalt og blivende. Nu må jeg kompensere og gøre gavn på anden vis,” siger Sørine Gotfredsen. “Jo mere du negligerer de livsfasevalg, som vi taler om her, jo mere kan de passive valg hobe sig op og ende med at blive dit liv og din skæbne. Man kan næsten sige, at mennesket er sat på jorden for at foretage valg, for passivitet er en slags ikke-liv.

Det er ikke svært for Sørine Gotfredsen at se sit eget svigt i øjnene, men hun har en oplevelse af, at mange mennesker hellere vil synge med på Edith Piafs sang “Non, je ne regrette rien” – jeg fortryder intet – end erkende, at de har begået en fejl. Men sognepræsten har i stedet valgt at bruge fortrydelsen aktivt.

“Fortrydelse er et andet ord for at lære af sine fejl. Det er vigtigt for at lære sig selv at kende og indse, hvorfor det gik, som det gik,” siger hun og mener også, at hendes fejl kan være nyttige for andre.