Coronahåndtering: Rart at slippe for valgene

INTERVIEW: Det har været rarere at være dansker end svensker i coronakrisens første måneder. Det er nemlig en lettelse for os at få frataget valgmuligheder – så længe vi vel at mærke har tillid til dem, der tager dem fra os.

Olie eller vindmøller? Unge eller gamle? Erhvervsliv eller varme hænder? Al politik handler grundlæggende om valg. Om at prioritere ressourcer, der aldrig er er uudtømmelige, og dermed vælge, hvem og hvad der er vigtigere end noget andet. Og hele opdelingen i en højre- og en venstrefløj bygger på ret faste regler for, hvad partierne traditionelt synes er vigtigst. Men en krisesituation som coronaepidemien sætter alle faste regler ud af spil, og for en professor i statskundskab som Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet har coronakrisen derfor været den perfekte anledning til at undersøge, hvad der så sker med de sædvanlige brudlinjer i politik.

”Da coronaen satte ind, ophævede det faktisk politik i normal forstand for en tid,” siger Michael Bang Petersen. ”Det fremstod klart, som om vi lige nu måtte vælge mellem pengene og livet, og det valg var alle partier i Danmark ret enige om: Vi måtte vælge livet.”

Men det viste sig ret hurtigt, at valget ikke var så simpelt endda, forklarer han. Man stillede sig ikke bare på livets side, når man lukkede Danmark ned; hurtigt viste forskningsundersøgelser, at isolationen førte til udfordringer med den mentale trivsel og ensomhed. Og på længere sigt falder det måske heller ikke helt ud til fordel for livet, hvis færre patienter bliver henvist til kræftpakker eller henvender sig med hjerteproblemer.

Og det tilsyneladende enkle valg bliver kun yderligere kompliceret i genåbningsfasen, hvor nye valg dukker op, påpeger Michael Bang Petersen:

”Når enigheden blandt politikerne var så stor i begyndelsen, skyldes også, at forskellene mellem os pludselig ikke længere var så store: Uanset vores alder, socialgruppe, uddannelse, arbejde, så skulle vi alle sammen gøre det samme: holde afstand, blive derhjemme. Så i en kort periode stod alle partierne last og brast. Men når nu samfundet skal åbne op igen, vender politikken tilbage, for genåbningen skal jo ske i etaper: Nogle grupper og sektorer må åbne, mens andre må vente. Nu er vi ikke længere ramt på samme måde, og nogle skal betale en pris, for at andre kan få lov. Og så tager de politiske partier igen fat i de grupper, de normalt tilgodeser: Højrefløjen taler erhvervslivets sag, mens venstrefløjen argumenterer for at der skal tages hensyn til de unge og er optaget af de psykosociale konsekvenser ved ensomhed.”

Endelig står myndighederne i et andet valg, når politikerne har besluttet sig for, hvordan man vil prioritere, nemlig: Hvordan får vi befolkningen til at indrette deres adfærd efter det, der nu er besluttet. Her har det været interessant for en samfundsvidenskabelig forsker som ham at se på, hvordan forskellige systemer har tacklet situationen forskelligt, siger Michael Bang Petersen.

”Nogle lande har brugt de hårde midler i værktøjskassen. Det gælder fx Italien, Frankrig og Spanien, der har lavet restriktive udgangsforbud, for slet ikke at tale om Kina, hvor der går historier om, at myndighederne har svejset opgangsdøre fast, så folk ikke kunne komme ud. Her bruger den politiske ledelse magt for at tvinge sin tilgang igennem. Sådan gør vi ikke i Danmark. Her viser man folk tillid; forklarer dem strategien og regner med, at de følger myndighedernes råd. Og det gør de rent faktisk. Befolkningen i Danmark gør, hvad der bliver sagt – ikke ud af blind lydighed, men fordi vi har tillid til myndighederne.

Michael Bang Petersen står i spidsen for HOPE-projektet på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet, der sammen med analyseinstituttet Epinion følger danskernes humør, adfærd og holdninger under coronakrisen. Respondenterne bliver spurgt, om de får motioneret, spiser sundt, holder afstand og vasker hænder, og om de er optimistiske, bekymrede, stressede eller ensomme. Tilsvarende undersøgelser sker i lande som USA, Italien og Sverige, og der har været bemærkelsesværdige forskelle på reaktionen i den svenske og den danske befolkning, fortæller han. De to lande er oplagte at sammenligne, fordi de på mange måder er indrettet på samme måde, men har grebet epidemien forskelligt an.

”Mens den danske tilgang har været blødere end den, myndighederne har lagt for dagen i f.eks. landene i Sydeuropa, har den alligevel været hårdere end i Sverige. De svenske myndigheder har lagt meget over på befolkningens skuldre og har sagt: ’Det er op til jer at holde afstand, så holder vi samfundet åbent.’ I Danmark er beslutningen blevet taget for os: De offentligt ansatte er blevet sendt hjem, skolerne er tomme, stormagasiner og fitnesscentre er lukket.”

Og her viser undersøgelse fra Aarhus Universitet, at det faktisk har været sværere at være svensker end dansker i de sidste par måneder, fortæller professoren. Danskerne ser mere optimistisk på fremtiden, og vi føler os mindre alene. Så det kunne tyde på, at det faktisk er meget rart at få frataget sine valgmuligheder?

”Ja, det er det, vores data viser – men det gælder altså kun, hvis vi har tillid til dem, der bestemmer over os. Det er utrolig rart at slippe for at skulle forholde sig til, om man skal gå på arbejde eller blive hjemme, eller om man skal sende børnene i institution, så længe vi tror på, at beslutningerne baserer sig på noget fornuftigt. Men hvis man ikke har tillid til myndighederne, er det tværtimod meget ubehageligt. Det er afgørende, at vi tror på at de retningsanvisende myndigheder viser os det rigtige sted hen.”

I takt med at samfundet genåbnes, vil vi som samfundsborgere skulle vælge mere selv. Her i begyndelse af fase 2 er skolerne i gang igen, stormagasinerne er åbnet, bibliotekerne åbner for udlån af bøger. Men hvilken indflydelse har det på danskerne?

”Vores data viser, at vi som helhed er et ret ubekymret folkefærd i øjeblikket. Vi følger myndighedernes anbefalinger: bevæger os ud i samfundet, omgås flere og på tættere afstand, og vi gør det med en tillid til, at det er det rigtige.” siger Michael Bang Petersen.

Nu er vi jo ret tidligt i fase 2, og professoren vil ikke lægge hovedet på blokken. Men hans bedste gæt lige nu er, at det faktisk er lykkedes myndighederne at installere et indre kompas i befolkningen, hvor vi tillidsfuldt vælger at følge anbefalingerne. Vi har flere valgmuligheder, end vi havde for nogle uger siden, og samtidig føler vi os trygge ved, at vi kan træffe dem nogenlunde sikkert. Og det giver en stor tilfredshed, forklarer han:

”Vi er noget mere optimistiske end svenskerne lige nu med en forskel på hele 20 procentpoint. Det er jo heller ikke så mærkeligt, for smittesituationen her ser noget bedre ud end i Sverige. Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at det lige nu er rarere at være dansker end svensker.”