Fejler vi aldrig,
har vi ikke prøvet nok
Kok og entreprenør Claus Meyer tog karrierens største valg, da han for fem år siden solgte størstedelen af sit danske madimperium og valgte at flytte til New York for at åbne restaurant og stort nordisk madmarked i den ikoniske Grand Central Station på Manhattan. Det blev ikke helt den triumf, han havde håbet på, og han er i dag blevet klogere på, hvad han navigerer efter.
Jeg har grundlæggende været tro mod min mission i livet. Men jeg har også været på afveje, taget fejl og ladet mig blive forført af muligheden for at blive elsket. Jeg bliver klogere hen ad vejen, og jeg prøver at træffe de rigtige valg og gøre en forskel for mange mennesker. Alle mine væsentlige beslutninger begynder med en intuitiv følelse, og først derefter laver jeg en rational trykprøvning for at se, om det kan hænge sammen.
Det har aldrig været nemt for mig at elske mig selv. I min barndom fik mine forældre mig i perioder til at tvivle på, om jeg var værd at elske. Det har anslået en grundstemning i mig. Kærligheden var ikke noget, man kunne tage for givet.
Jeg søger altid den følelse, jeg havde, da jeg som ung flyttede til Frankrig: For første gang fik jeg øje på, hvordan god mad kan bringe folk sammen. Det var så enestående og overvældende, at det var, som om jeg var blevet kysset på kinden af Gud. Jeg var barn på Lolland på den tid, hvor kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, samtidig med at de skulle sørge for mad på bordet derhjemme. Så vi fik mad fra mikrobølgeovnen. Forskellen på frosne posegulerødder og den friske mad, jeg fik i Frankrig, var mind blowing. Jeg kunne ikke forstå, hvordan vi i Danmark var endt med sådan en absurd og pinagtig madkultur. Det er en hån imod meningen med vores liv på jorden, når vi spiser noget mad, der er så ligegyldigt. Da jeg flyttede hjem fra Frankrig, var jeg fuldstændig klar over, hvad mit kald var: Maden skal bruges til at skabe kærlighed.
Måske kan jeg om ti år se, hvordan de amerikanske prøvelser har gjort det nemmere for mig i dag at leve mit liv, som jeg skal. I hvert fald er jeg næsten beruset af lykke over at være tilbage i Danmark, og jeg tror ikke, jeg nogensinde før er vågnet med så stærk en følelse af taknemmelighed, som jeg gør for øjeblikket.
Maden er et kondenseringspunkt, erfarede jeg i Frankrig, hvor velsmag og kærlighed mødes som to ting, der hænger sammen. Den fortælling manglede jeg i Danmark. Jeg var stort set ikke på Lolland de første 20 år, efter jeg var flyttet hjemmefra, men så købte jeg i 2002 Vigmosegård med dens frugtplantager på Lilleø ud for Lollands kyst. Jeg opdagede, at der er en stolthed i og omkring frugtavl på Lolland-Falster. Jeg ville gerne genskabe forbindelsen mellem bønder og forbrugere, og jeg så frugtavlen som et godt sted at begynde med at formidle mine tanker. Jeg oplevede samtidig en ømhed over for min fødeegn og en særlig ro, når jeg talte med områdets mennesker. Det var som at komme tilbage til rødderne. Jeg har egentlig altid været i fuld harmoni med at være en bonderøv fra Lolland, og jeg har nok også altid følt mig lidt som en outsider i København. Jargonen i byen er en anden end i provinsen, og værdierne er anderledes.
Mad og velsmag er som en trojansk hest, man kan sende ind i folks liv, så de åbner sig for naturen, det grønne og for hinanden. Man kan ikke sige, at missionen med at ændre dansk madkultur er fuldendt, eller at vores madpotentiale er forløst, men jeg bliver mere og mere stolt over hvor stor en kulturforandring, jeg har været med til at katalysere.
Jeg er ikke længere optaget af at åbne nye restauranter. Men jeg er optaget af at forstå, hvad gæstfrihed, taknemmelighed og værtsskab er for nogle størrelser. Martin Luther King sagde engang, at vi skal bygge et længere bord – ikke en højere mur. Vi skal gennem vores liv påtage os et voksende værtsskab i verden, ikke for at sælge mere, men for at inspirere andre og sørge for, at der også er noget at spise for de mennesker, som ikke bliver inviteret med til bords. Mit mål er at bruge det, jeg kan, så det skaber muligheder, fremgang og glæde for andre.
Jeg ville gerne føle mig friere, når jeg vågnede om morgenen, og derfor solgte jeg størstedelen af mit livsværk, virksomheden Meyers, til en kapitalfond. Jeg gjorde det, fordi jeg kunne se, at partnerskabet mellem Meyers og Løgismose rummede nogle gigantiske muligheder for dansk madkultur og fødevareproduktion. Men potentialet i Løgismose-Meyer er endnu ikke blevet forløst. Nu hvor jeg er tilbage i Danmark, vil jeg gerne påtage mig et større ansvar der.
Jeg tror på, at der er en mening med vores liv. Man skal finde sit kald. Det er nemt at forfalde til at gøre det, man plejer, eller det, der bedst kan betale sig. Men det, der har givet mig mest glæde, har været at spørge: Hvad er den mest fantastiske opgave, jeg kunne tage på mig, ud fra de mennesker og ressourcer, jeg har til rådighed?
Udfordringer må gerne være svære og utopiske – og så siger jeg som regel ja til dem. Det privilegium har jeg haft, fordi jeg tidligt oplevede at tjene penge og ikke har haft behov for at tjene mange flere. Nogle projekter skal selvfølgelig indbringe penge, for at det hænger sammen, og selv de mest generøse projekter, jeg har sat i søen, skulle gerne kunne hvile i sig selv. Men samtidig har jeg haft det sådan, at jo større skønhedsværdi et projekt har, jo bedre kan jeg leve med, at de penge, jeg har investeret i det, måske aldrig kommer tilbage.
Det, jeg har været mest stolt over, er nok et projekt, jeg startede i Brownsville, mens vi boede i USA. Det var mere risikofyldt og utopisk end noget andet, jeg har sat i gang. Brownsville er en fattig bydel med 70.000 indbyggere i udkanten af New York, som er en af verdens rigeste byer. I Brownsville lever folk 11 år mindre, end man gør i resten af byen. Der har været en kæmpe mistillid til hvide mennesker, som systematisk er løbet fra deres løfter og har ladet bydelen hensygne i dyb fattigdom. Og så kom jeg som en hvid idiot fra Danmark og påstod, at jeg ville etablere en kokkeskole for Brownsvilles udsatte unge. Men det lykkedes os at vinde de lokales tillid og at opbygge skolen. Hvis man måler i øget samfundsværdi per investeret krone, så har det nordiske køkken skabt milliarder af kroner både i kraft af brands, turisme, eksport og beskæftigelse. Men hvis man måler i styrket kærlighed eller øget empati per investeret krone, er det min klare fornemmelse, at der er langt større return of investment i et projekt som det i Brownsville. Og måske vil det vise sig, at Brownsville var det, som hele turen til New York gik ud på.
Jeg var nok ikke rejst til USA, hvis jeg på forhånd havde vidst, hvad det ville indebære at åbne Great Northern Food Hall. Jeg fik en henvendelse fra den mand, som blev min partner, hvor han nærmest rullede en rød løber ud og tilbød, hvad der lignede en forrygende scene på en eventyrlig adresse. Jeg stolede, som jeg plejer, på min intuition og erfaring, men jeg undervurderede, hvor meget det kræver at lykkes i New York. Jeg havde aldrig bygget så meget som en bænk i USA, og jeg var nu i færd med at bygge for 80 millioner kroner restaurant i en fredet ejendom i Midtown på Manhattan. Der opstod betydelige udfordringer undervejs; lejekontrakten var ikke særlig begavet udført, der var ikke styr på byggeriprocessen, vi lavede et par afgørende fejlansættelser, og senere blev vi ramt af en vandskade, der lukkede restauranten i fem måneder. Jeg var ikke i stand til at gennemskue, hvilke dynamikker vores partnerskab ville udløse. Vi fik nogenlunde løst det, men det var sindssygt hårdt, og det føltes ikke som nogen fest undervejs.
Jeg har aldrig i mit liv været så tæt på at bukke under for en udfordring, som jeg var i New York. Periodevis følte jeg en stor afmagt og en tiltagende meningsløshed, og jeg begyndte på et tidspunkt at tvivle på mine egne evner helt generelt. Nogle dage havde jeg ikke lyst til at stå op om morgenen og gå på arbejde.
Det var muligvis nødvendigt for mig at have de oplevelser i USA. Men jeg tror, man skal passe på med at komme med en alt for simpel analyse af en periode i ens liv. Måske kan jeg om ti år se, hvordan de amerikanske prøvelser har gjort det nemmere for mig i dag at leve mit liv, som jeg skal. I hvert fald er jeg næsten beruset af lykke over at være tilbage i Danmark, og jeg tror ikke, jeg nogensinde før er vågnet med så stærk en følelse af taknemmelighed, som jeg gør for øjeblikket.
Jeg bruger ikke tid på at sidde og pille i fortiden. Min datter sagde engang til mig: “Far, du er perfectly imperfect.” Jeg har det totalt fint med at være fejlbarlig. Når man arbejder intuitivt og i et højt tempo, tager man fejl engang imellem. Det at begå fejl er helt klart en del af erhvervslivets verden og en del af livet som menneske. Fejler vi aldrig, har vi ikke prøvet nok.
