Mørket er et vilkår
Vi kender det allesammen – det fløjlsbløde nattemørke, den farefulde mørke skov, det sorte hul, man kan falde i, når sygdom, død, og ensomhed rammer, de mørke kræfter, der kan tage bolig i mig, så mine handlinger og ord bliver fulde af had og foragt for andre.
Ingen af os slipper for det. Mørket er et vilkår. Men hvad vil det i grunden sige? Et vilkår er noget, man skal leve med og lære at leve med, siger vi tit. Og det er sandt.
Vilkår er noget andet end problemer. Problemer kan man løse, hvis man er forstandig nok. Vilkår derimod forsvinder ikke, uanset hvor kloge, gode, indsigtsfulde, rige, forstandige vi end bliver.
Sådan er mørke et livsvilkår ligesom sygdom og død. Det ved jeg og mange andre af bitter erfaring. Det er noget, jeg skal leve med.
Et vilkår er derfor ikke en skæbne, noget man bare skal bøje nakken for og affinde sig med. Nej – jeg skal stå op imod mørket og gøre opstand imod det.
Eller skal jeg? Jeg vil snarere sige: Jeg skal leve på trods af det. Midt i mørket skal jeg holde fast i lyset og holdes fast på det ved f.eks. at give det videre til andre.
Et vilkår er derfor ikke en skæbne, noget man bare skal bøje nakken for og affinde sig med. Nej – jeg skal stå op imod mørket og gøre opstand imod det.
Det gælder ikke mindst det mørke, der kommer fra mig selv, og som gør livet mørkt for andre.
Når jeg med en hånlig bemærkning eller det, der er værre, slukker lyset i en andens øjne. Når jeg lukker øjnene, selv om nogen behandles skidt eller mobbes. Når jeg stiltiende ser en anden blive efterladt i ensomhedens mørke uden for fællesskabet, mens jeg selv lystigt boltrer mig i livet.
Her går det ikke at sige: ’Mørket er et vilkår, det kan jeg ikke gøre noget ved’.
Jo. Det kan jeg. Jeg kan stå op imod det. Modsige det. Trodse det. Bryde det.
Og det skal jeg, også selv om det er svært.
For det er svært at stille sig hen ved siden af den, der kanøfles – man risikerer jo selv at blive ramt.
Det er svært at stå op og sige fra, selv om man ved, at det, der sker, ikke er i orden.
Men det kan være livsvigtigt for en anden, at vi gør det. Ligesom det kan være livsvigtigt for mig, når en anden står op imod det mørke, jeg er efterladt i, og bryder det og tænder et lys midt i det.
Men kan jeg? Jeg er jo bare et menneske, på godt og ondt og indimellem selv ramt af døden og mørkets skygge, så jeg snubler og må tumle af sted.
Ja, men jeg er jo også et menneske, der ved, at når vi deler vores ind i mellem sparsomme lys med andre, så opdager vi, at det bliver til mere. Jeg siger for eksempel “Glædelig jul” og “Glædelig påske” til andre – også de år, hvor mit liv, min jul og min påske faktisk ikke er ren glæde og alting lyst og lykkeligt.
Det er ikke, fordi jeg er jubeloptimist. Jeg kender også til mørke. Men det er, fordi der julenat og påskemorgen er sket noget afgørende. Julenat, da Jesus blev født, kom der en grundlæggende glæde til verden. Et lys, som slår hul i mørket, og som mørket ikke kan kvæle. Selv dødens mørke flækkede det påskemorgen.
Det lyser også for os, og det skal vi dele med hinanden. Vi skal ikke bare affinde os med mørket, men stå op imod det – også selvom det er et vilkår.
