Smertejægeren, der for vild i mørket

Journalisten og dokumentaristen Peter Øvig har altid været optaget af menneskers mørke sider, både fagligt og personligt. Men da han gav sig til at grave i sin mors mørke, blev han selv opslugt af det; han blev psykotisk og endte i en månedlang kulsort depression.

Når Peter Øvigs mor havde sine depressioner, gik hun ind i mørket. Det startede med, at hun sad i bamsestolen og emmede af en smerte, der bredte sig i resten af huset. I næste fase lagde hun sig ind bag lukkede døre i soveværelset. Og så blev hun indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov.

Hun forandrede karakter; det var, som om et andet væsen havde indtaget hendes krop. Ansigt blev uigenkendeligt, øjnene anklagende og listige, næsten frydefulde. Det var uhyggeligt at se på for et barn. I dag tænker Peter Øvig på det som dæmonisk. Men det værste var, at morens tilstand skulle holdes skjult. Ingen voksne talte nogensinde med Peter og hans lillesøster om, hvordan det var for dem at have en sindssyg mor. Og måske anede andre mennesker det simpelthen ikke. For når moren gik i soveværelsesfasen, kom der ikke længere folk i huset.

Faren, den travle sygehusdirektør, talte ikke med børnene om morens sygdom. Og først som voksen opdagede Peter Øvig, at der var mange, der havde hemmeligheder på parcelhusvejene. Hemmeligheder om alkohol, pillemisbrug og selvmord. Men alle gik med fornemmelsen af, at det var for skamfuldt til, at man kunne tale om det.

“Jeg er ikke i tvivl om, at det ville have været en kæmpe lettelse, hvis nogen havde talt med mig om det mørke. Eller hvis jeg selv havde talt med nogle kammerater eller min fætter og kusine, som boede 200 meter væk og selv levede med en anden mørk hemmelighed. Men det var for svært for os.”

Første gang, Peter Øvig fortalte om sin depressive mor, var til en god ven, da de to drenge var 11 år. “Jeg var genert, og Mos var lidt en original. Vi gik lange ture sammen i Marselisborgskoven og begyndte at fortælle hinanden om det, der var svært. Vi havde begge to kæmpet for os selv og spejlet os i andre, der var optaget af mørke. Mos hørte Bob Dylan, og jeg læste Klaus Rifbjerg og Leif Panduro, der skrev om det, der var omme bag den pæne, småborgerlige facade. Det at få den fortrolighed med en anden var en lettelse uden lige.”

Senere, i gymnasiet, var det Birgitte, Peter Øvig gik tur med og fortalte om sin mor. Hendes far havde begået selvmord, så de to havde nogle oplevelser, der lignede hinanden. Og nu fik han øje på, at fortroligheden også kunne føre til kys. “Når vi delte mørket, førte det til noget, der var lyst; det var meget smukt,” siger han. “Og det var nok sådan en dejlig erfaring, der gjorde, at jeg på journalisthøjskolen besluttede mig for, at det var det, jeg ville lave her i tilværelsen: Jeg ville dele mørket med andre.”

Igen og igen mødte Peter Øvig mennesker med tunge historier. Han ville hente det svære ud i lyset, og i dag har han stadig en seddel liggende fra dengang, hvor han har skrevet: “Min opgave er at vise verden, at smerten eksisterer.”

For når man ser sin smerte i øjnene, accepterer, at den er der, og deler den med andre, så bliver den lettere at bære, mener han. Derfor har han gjort det til sit livsprojekt at hente de svære ting frem. Som journalist på Information og Weekendavisen har utallige interviewpersoner fortalt ham om deres smertepunkter: om ensomhed og depressioner, kreative kriser, dårlig kontakt til voksne børn, om sorgen efter en død kæreste. Og de kvinder, som han har haft langvarige forhold til, har samstemmende fortalt, hvordan han allerede den første aften har gjort et stort nummer ud af at opregne sine negative sider. Og det giver mening, synes han: “Det duer jo ikke at blive elsket for at opføre sig pænt. Jeg vil elskes for at være mig selv. Og vi tror måske, at det skræmmer andre at se vores grimme sider, men min erfaring er det modsatte.”

Han har også insisteret på at nuancere vores fælles hukommelse og få de mørke sider af samfundshistorien med. I bogen “Efter drabet” fortæller han om den forråelse blandt modstandsfolkene fra 2. Verdenskrig – vores nationale helte – der er uundgåelig, når unge mænd får pistoler og license to kill. Senere var det bagsiden af de lyse, glade hippier, der blev hentet frem.

“I begge tilfælde har man forsøgt at udradere den mørke side af historien. Men hvis modstandsmændene bare fremstilles som Poul Reichardt i en hvid trenchcoat, så bliver vi ude af stand til at lære af historien. Det kommer til at se alt for nemt ud. Man kan ikke føre modstandskamp og samtidig være en gentleman, sagde en af dem til mig. De kunne ikke styre al den magt, for det kan man ikke. Nogle af de unge modstandsfolk begik rovmord mod helt uskyldige mennesker og retfærdiggjorde det som likvideringer. Og efter krigen begik mange af dem selvmord, nogle blev psykisk syge, andre blev alkoholikere. Hvis vi vil lære af historien, må vi lade være med at dække bagsiden til.”

Dyk ned i mørket, tal om det, hent det op i lyset, stå ved det. Det har været programerklæringen for Peter Øvig, siden han flyttede hjemmefra. Og det gjorde han tidligt, for han havde brug for at komme væk, fortæller han.

“Jeg havde brug for at lægge afstand til min mor. Hun var ikke alene depressiv; hun sugede mig og min søster til sig, for at vi skulle hjælpe hende, og det var helt uden gensidighed. Hun vendte barne- og forældrerollen om og krævede, at vi drog omsorg for hende på fuld tid. Jeg var nødt til at holde distance, hvis jeg selv skulle kunne være i det. Og det sagde jeg til hende på et tidspunkt. Hvis hun ringede og begyndte at græde, for at jeg skulle redde hende ud af smerten, ville jeg lægge røret på, meddelte jeg, og hvis vi var sammen, ville jeg gå. Det gjorde jeg helt konsekvent. Jeg havde frygtelig dårlig samvittighed, når det skete. Men hvis jeg ikke gjorde det, fik jeg det værre. Det var nødvendigt for mig, hvis jeg selv skulle kunne overleve.”

Så mens Peter Øvig opsøgte mørket både personligt og fagligt, holdt han god afstand til sin mors mørke. Og det blev han ved med. Han besøgte hende hele sit liv og sørgede for, at hans børn fik et forhold til deres farmor, og han tog sig af praktiske ting for hende. Men det var med en distance, der ikke gav plads til medfølelse.

Så døde hun. Og få timer efter besluttede han sig for at skrive en bog om hende. Han gav sig til at berette om hendes fattige opvækst med en far, der døde tidligt og en deprimeret, grædende mor. Med sin sædvanlige grundige dokumentaristiske metode gav han sig til at opsøge hendes behandlere og hendes naboer og venner helt tilbage fra barndommen. Han fik aktindsigt i hendes journal og læste om de fysiske smerter efter 27 operationer mod voldsom leddegigt og om den indimellem kulsorte depression, hvor hun fortalte om ikke at kunne tage sig af sine børn og ligefrem være bange for at være alene med dem.

Og så begyndte han selv at synke ned i mørket. “Depressioner var ikke en ukendt tilstand for mig,” fortæller han. “Men jeg har altid kunnet arbejde samtidig, jeg har kunnet tage mig af mine børn. Denne gang var det anderledes. Jeg oplevede det, som om min mors dæmoner helt konkret krøb ind i mig som sorte, gennemsigtige spøgelser. Det var, som om hun kaldte mig til sig fra graven. Endnu engang forlangte hun min omsorg og ville have mig hjem til sig selv.”

Efter et par måneder var Peter Øvig decideret psykotisk. Han var fuld af smerte, sov ikke om natten, var stærkt selvmordstruet og havde paranoide forestillinger om, hvordan hans kæreste var i gang med at forlade ham og løbe med alle hans penge. Han opsøgte alverdens behandlere og fik depressionsmedicin, men sank kun længere og længere ned. Og endelig tog hans gamle ven over, Mos fra gåturene i Marselisborgskoven. Mos fik ham indlagt på den lukkede afdeling, Peter Øvig fik elektrochok, og efter få behandlinger lettede psykosen og depressionen.

“De måneders mørke er klart det mest uhyggelige, jeg har oplevet. Og psykosen har fået mig til at revidere min opfattelse af, at det nødvendigvis altid er det rigtige at dykke ned i mørket. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg lade være. Det var livsfarligt for mig selv og havde kæmpe store konsekvenser for mine nærmeste, ikke mindst for min søn, Aske, der dengang var 13 år. Han holdt stort set op med at sove samtidig med mig, og da jeg blev indlagt, gik han helt ned. Der gik et halvt år, før han kunne gå i skole, og op mod to år, før han var helt oppe igen. Undervejs vidste vi ikke, om det overhovedet ville ske. Den effekt, psykisk sygdom kan have på børn, er stærkt undervurderet. Jeg burde jo vide det om nogen, men det der havde jeg simpelthen ikke forudset. Han var en psykisk sund og stærk dreng.”

Men Aske har haft samme oplevelse som Peter Øvig selv, fortæller han. “Her i sommer sagde han: ’Far, jeg har opdaget, at hvis man sidder og snakker med en pige, så er det ikke så dårligt at fortælle, at jeg har haft det skidt.’ Og det er jo den erfaring, jeg også selv har gjort. Mørket giver relief; det giver dybde og fortrolighed.”

Peter Øvigs afgangsopgave fra Journalisthøjskolen, som han skrev sammen med en medstuderende, Ina Kjøgx Pedersen, handlede om psykiatriske patienter og deres møde med det behandlende system. Senere blev den udgivet som bog. Dengang var Øvig og hans medforfatter ikke i tvivl om, at årsagen til psykisk sygdom var sorg, stress og traumer, og at sygdommen skulle mødes med samtale. Ud i lyset med det mørke. De så psykisk syge som særligt sensitive og begavede mennesker, der reagerede på sygdomme i opvæksten eller i samfundet. I dag er Øvigs forklaringsmodel noget mere nuanceret.

“Man kan se, at der sker kemisk-neurologiske forandringer i den deprimerede hjerne. Så det er ikke til diskussion, at der er en biologiske forklaring. Mine egne depressioner har bestemt også rod i min opvækst. Og så har jeg selv oplevet en religiøs eller spirituel side af depressionen. I de mørkeste egne af sindet, der bor dæmonerne. Jeg kan jo ikke afvise, at dæmonerne var psykotiske hallucinationer, men jeg oplevede selv at være besat af en kraft udefra, og jeg så det i høj grad ske for min mor. Interessant nok var det helt naturvidenskabeligt funderede elektriske stød, der skulle til, før der skete det mirakel, at jeg kunne se ned af mig selv og mærke, at jeg nu var mig selv igen. Men hvem ved, hvordan Gud udtrykker sig?”

Peter Øvig er født i 1961. Han er uddannet journalist og har skrevet en række bøger, herunder Min mor var besat, Hippie, Efter drabet, Blekingegadebanden og en samling af interviews fra Weekendavisen “Passioner”.