Christian Lollike: Når vi ikke kan se hinanden, giver det plads til det dæmoniske

Forestillingen En fortælling om blindhed undersøger spørgsmålet om menneskers grusomhed. Der skal ikke meget til, før civilisationen glider af os, og vi glemmer hinandens menneskelighed, siger instruktøren.

Forestil dig, at du går på gaden og ser en bilist, der holder stille og råber: “Jeg kan ikke se.” Du får ondt af ham og kører ham hjem, fuld af omsorg. Men så tænker du: Nu har jeg hans bilnøgle, hvad skal han egentlig bruge sin bil til, når han ikke kan se. Og så stjæler du den.

Kort tid efter er det imidlertid dig selv, der rammes af den samme mystiske epidemi, som fratager folk deres syn. Og på vej ind på det nedlagte sindssygehospital, hvor I interneres, går alle i blinde i en lang række, og hende foran har det dejligste bløde hår, og hvorfor skulle du ikke tage hende på brysterne, der er jo ingen, der kan se det.

Og efter ingen tid står du midt i voldtægter, overfald, selvjustits og drab. Civilisationen ligger som et tyndt lag lak hen over den menneskelige afgrund. Og der er meget kortere vej ind i mørket, end du forestiller dig. Alle de institutioner, du har lænet dig op ad; retsvæsenet, sundhedssystemet, det sociale sikkerhedsnet, kan opløses på et splitsekund, og du er overladt til dig selv. Det er pointen i teaterstykket En fortælling om blindhed, der bygger på portugiseren Saramagos bog fra 1997.

Der skal ikke mere end en epidemi til, før de principper, samfundet hviler på: retfærdighed, omsorg for de svage, individets ukrænkelighed, går i opløsning. Mennesker kan ikke længere se – og det giver os blik for, hvor let vi kan miste det hele igen.

For hvad ville du egentlig selv gøre?

Det er netop det spørgsmål, dramatikeren Christian Lollike, der står bag opsætningen, gerne vil have os til at stille os selv.

“Jeg læser bogen som en mytisk fortælling, der i virkeligheden handler om Holocaustspørgsmålet: Hvordan kunne almindelige mennesker opføre sig så grusomt. Det er en undersøgelse af, hvad der sker, når staten udpeger bestemte grupper som syge og langsomt fratager dem deres menneskelighed. Jeg tror, mange danskere har tænkt, at tyskerne under Anden Verdenskrig var særligt autoritetstro, og det var derfor, de kunne handle sådan. Det ville vi ikke selv have gjort, tænker vi. Men så fører vi os selv bag lyset, og det er det, Saramago gerne vil vise os. Civilisationen kan glide af os på ingen tid.”

Christian Lollikes stykke havde premiere i Aarhus, Odense og København i efteråret 2020, midt i den største epidemi i nyere tid. Der var tale om et mærkeligt tilfælde, fortæller instruktøren. “Jeg har vidst i over ti år, at jeg ville sætte En fortælling om blindhed op, men jeg kunne ikke få den til at falde på plads. Men så mødte jeg en lyddesigner, der fortalte mig om en særlig tredimensionel lydteknik, der kan få lyd og stemmer til at bevæge sig rundt i hovedet på folk. På den måde bliver tilskuerne en del af handlingen og må selv aktivt tage stilling til, hvad de ville gøre.”

Forestillingen var nærmest udsolgt i alle tre byer, inden den gik i gang. “Den føltes nok meget aktuel for folk. Hele verden var midt i en epidemi, og her kom der noget, der spejlede vores tid. Det var ikke meningen, at forestillingen skulle kommentere coronakrisen, for vi var i fuld gang med opsætningen. Men så lod vi os selvfølgelig inspirere. Fx taler fortællerstemmen om behovet for, at alle viser samfundssind.”

Der er en grund til, at det netop er tabet af synssansen, der fører til al ondskaben, mener Christian Lollike. “Når vi ikke kan se hinanden, mister vi vores identitet. Og det giver plads til det dæmoniske,” siger han. “Det viser også det såkaldte Milgram-eksperiment fra USA i 60’erne, hvor forsøgspersoner viser sig at være parate til at give det, de tror er voldsomme elektriske stød, til andre mennesker. De kan ikke se dem, og selvom de kan høre de andres skrig, er det ikke nok til at fastholde deres menneskelighed.”