Katinka: Jeg har flere blå dage end lyse
Katinka Bjerregaard har det bedst i vinterens mørke, hvor det er okay at være melankolsk. Som tvillingemor og travl musiker og skuespiller kæmper hun for at acceptere det uundgåelige kontroltab og er ikke bange for at vise sit indre kaos frem. Og så mener hun, at hendes triste grundstemning måske også gør glimtene af lykke endnu mere lykkelige.
Når det er mørkt udenfor, rykker danskerne sammen inden døre. Skutter sig, sover mere og venter på lysere dage. Og så er der dem, der trives i mørket. Som bliver inspireret af det og føler sig hjemme i det.
Det er tilfældet med Katinka Bjerregaard, der er sanger og sangskriver i bandet Katinka. I de lyse måneder bliver hun “sommerdeprimeret”, og hun kan ikke ret godt lide solskin og varme.
“Jeg synes, sommeren har meget høje forventninger til en. Jeg er en melankolsk person, der trives i kulden,” forklarer hun.
Så er efterår og vinter mere hendes kop te. Det passer bedre til humøret, der med hendes egne ord er “lavere end gennemsnittet”.
Det mørkner så smukt udenfor
Ind til private scene
Men hvem ska' jeg synge for
Når jeg altid er alene?
('Vinter')
På de blå dage, som hun kalder dem, når de er stemt i mol, kan hun godt lide at gå rundt i byen eller at sidde helt stille på en stol midt i den “kaoslejlighed” på Vesterbro, som hun deler med sin kæreste, fotograf og musiker Daniel Buchwald. I lejligheden flyder det med børneting, for parret er forældre til tvillingerne Holger og Oda.
Og der midt i kaosset sidder Katinka på en stol, når hun har en af sine blå dage. Hun stirrer ud i luften, græder måske og drikker kaffe. Og det er egentlig meget rart.
“På de blå dage føler jeg mig skrøbelig og går ind i mig selv. Det føles som at tage en stor, varm jakke på, der beskytter mig. Det er også den jakke, jeg har på, når jeg skriver sange. Jeg kan bedst lide triste og vrede sange, de er mere spændende.”
Jeg drikker min kaffe, jeg ska' nok stå op
Ser på de blade, træerne ikke ka' holde på
Det' ikke svært at gå alene på Frederiksberg
Det var bare livet, der blev lidt tungere at forstå.
('Søndermarken')
Jeg har en lille pige inden i mig, som hele tiden er bange for, at folk taler om mig i krogene. Så nu fortæller jeg dem alt, for så ved jeg, hvad de snakker om. Mange har sagt til mig, at jeg skal passe på; at jeg skal finde min grænse og værne om den. Men nu har jeg været musiker i otte år, og jeg har endnu ikke fundet grænsen. Jeg ved bare, at jeg selv står midt i det hele, prøver at være i det kaos og taler åbent om det.
Kunsten ikke at drukne
En del af det mørke, hun oplever, kan føres tilbage til barndommen, mener hun. Katinka blev mobbet i skolen: Mælk i skoletasken. Fik stjålet sine penge. Blev overfaldet det ene øjeblik og frosset ude det næste. For at svare igen råbte hun højt og afreagerede.
“Det blev jeg nødt til for ikke at føle, at jeg druknede,” fortæller hun.
Katinkas voldsomme reaktion på mobningen blev af andre, især de voksne, tolket som selvsikkerhed. Men indeni var hun sårbar og blottet.
“Det er en sjov blanding at være skrøbelig og samtidig udadvendt. Jeg skruede op for mig selv, og det afspejlede nok mere en frygt end en kraft. Jeg kæmpede for at blive hovedpersonen i min egen roman – men hvornår er kontrollen god, så man er tro mod sig selv, og hvornår handler det bare om overlevelse?”
Så lærte du din fødekæde
Den, der skal spises, og dem, der må æde
For de har klippet dig i stykker
Men de har glemt at sy dig fast igen
De ser på knuder, ulykker
For børn gør ingen fortræd
Gør de vel?
(Idioter)
Jeg skrev sangen Idioter om at blive mobbet i folkeskolen, for jeg vil gerne være ærlig om de sociale relationer, som er så svære, og som vi alle kæmper med. Jeg har kæmpet meget med depression og tager antidepressiver. Jeg kan stadig blive trist, men det er ikke en lige så dyb tristhed, som før jeg begyndte på medicinen.”
Depression er en side af tilværelsen, som Katinka efterhånden har lært at leve med, siger hun: “Det er sådan, jeg er. Jeg har bare flere af de blå dage, end jeg har lyse.”
Ærlighed som strategi
Som 18-årig fik Katinka en dagbog, som hun begyndte at skrive alle sine tanker, erindringer og indtryk ned i. Hun skriver stadig dagbog og læser jævnligt i sine gamle dagbøger for at være i selskab med “unge Katinka”. Især når hun skriver sange.
“Jeg prøver at forstå, at jeg dengang som nu er sammensat af mange dele. Livet handler ikke om at nå i mål, at alt skal blive godt igen, for det er for simpel en fortælling. Det vil altid gå frem og tilbage for alle. Der er mange unge, der skriver til mig, at de også føler sig utilpasse og ikke passer ind. Jeg vil nok bare gerne have, at vi bliver bedre til at finde sammen i fællesskaber og dele oplevelser om alt muligt.”
Er det dig eller mig, der er normal?
En standard, som ingen ka' nå
Et styrt fra fjerde til første sal
Et liv for de mange, en fest for de få
Et liv for de mange en fest for de få
('Sagsforagt')
I sine sangtekster åbner Katinka op ind til et kammer fyldt med følelser af at være utilstrækkelig og lidt ved siden af. Det resonerer tydeligvis med hendes fans, der genkender deres eget liv i sangene. For Katinka er det en strategi at være ærlig, og nok også et spørgsmål om overlevelse for hende, forklarer hun.
“Jeg har en lille pige inden i mig, som hele tiden er bange for, at folk taler om mig i krogene. Så nu fortæller jeg dem alt, for så ved jeg, hvad de snakker om. Mange har sagt til mig, at jeg skal passe på; at jeg skal finde min grænse og værne om den. Men nu har jeg været musiker i otte år, og jeg har endnu ikke fundet grænsen. Jeg ved bare, at jeg selv står midt i det hele, prøver at være i det kaos og taler åbent om det.”
Fadøl og grædende børn
Kaosset er flyttet med ind i voksenlivet som mor til tvillingerne. Hun har lært, at som forælder må man prøve at acceptere kontroltabet. Som når Holger for eksempel lige har suttet på Odas numsetermometer, fortæller hun og slår opgivende ud med hænderne, mens hun smiler.
Det sker, at Katinka og hendes mand klæder tvillingerne godt på, går ned på en lokal café og sætter sig med to store fadøl. De har hver et barn på armen, og børnene begynder at græde. Men Katinka og hendes mand bliver siddende, ser hinanden i øjnene og skåler.
“Det kan godt være, at andre folk tænker deres, når vi sidder der med grædende unger. Men vi har brug for at komme lidt ud sammen, drikke fadøl og bolle, når vi kommer hjem. Det hele går jo nok. Når far og mor er glade, så tror jeg, det smitter af på børnene. Når noget lykkes, er det en sejr. Og når ikke, må vi bare komme videre. Så lærer man at acceptere kontroltabet.”
Med livet som småbørnsfamilie og en coronanedlukning i bagagen har hun efterhånden lært at sætte pris på hverdagen med al dens usikkerhed og tristesse, selvom den stadig kan skræmme hende. Mest fordi hendes blå side er bange for, at hverdagen ikke er god nok, og at familiefreden ikke varer ved.
“I coronaforåret 2020 skrev jeg sangen Intet på tapetet, som handler om at elske hverdagen, hvilket jeg har svært ved. Jeg kan godt blive ramt af frygten for, om man nu også kan elske hinanden, når der ikke er fest, og når der ingenting sker.”
Men også den usikkerhed forsøger hun at acceptere.
“Når noget giver mig ondt i livet, er jeg nødt til at tage den hele vejen og få arbejdet mig igennem det. Tristheden er en grundstemning i min krop. Men så er de glimtvise, lykkelige stunder i ny og næ måske også mere lykkelige.”
Hvis vi kunne sidde og holde hinanden i hånden
Mens verden går under
Vil du så også
Når den ikke gør?
('Intet på tapetet')
Blå bog
Katinka Bjerregaard er forsanger og sangskriver i bandet Katinka. Hun er født og opvokset på Christianshavn, gift med Daniel Buchwald, musiker og fotograf, og mor til tvillingerne Holger og Oda.
