Death metal og blå saxofoner

Hjernen har brug for den mørke musik, for den hjælper os med at bearbejde de mørke følelser og fortæller os, at vi ikke står alene med dem, fortæller hjerneforsker og musikprofessor Peter Vuust.

Hvorfor opfatter vi noget musik som lyst og noget som mørkt?

Først og fremmest har vi jo de lyse og mørke toner, selvom det egentlig er en metafor, der er hentet fra det visuelle område. Når vi går op i tonehøjde, kalder vi det lyse toner, og når vi går ned, taler vi om mørke. Og undersøgelser viser, at mennesker helt generelt og universelt set bedst kan lide de lyse toner. Det giver også god mening ud fra en simpel betragtning. Store dyr, der kan være farlige for os, har simpelthen dybere lyde end mindre dyr.

I vores kultur anvender vi så to forskellige skalaer, dur og mol, hvor mol adskiller sig fra dur ved at sænke visse af tonerne. Og undersøgelser viser, at dur udløser glade følelser i os, mens mol inviterer til sorg og melankoli. Der er også andre elementer i musikken, der kan associeres med mørke. Se fx på dødsmetal; det er noget med en dyb bas, en forvrænget guitar, et højt tempo og høj volumen. Alt sammen noget, der kan forbindes med de store farlige dyr, som vi skal passe på.

Hvad gør den mørke musik ved os?

Det er en måde at bearbejde det, vi kan kalde de mørke følelser: frygt, sorg, melankoli. Musikken bliver et kontrolleret rum, hvor vi kan gennemleve følelserne, uden at det er farligt. Normalt vil vi forsøge at undgå det ubehagelige, men vi har jo de følelser. Så for det første kan vi få afløb for dem gennem musikken, og for det andet skaber musik også fællesskab. Livets mørke sider bliver noget, vi kan dele med andre mennesker; de kender også til det mørke, kan vi høre. Så selvom vi isoleret set bedst kan lide lyse toner, kan de fleste mennesker faktisk bedst lide musik, der også indeholder mørke.

Vi ved bl.a. fra forsøg med personer med synsnedsættelse, at hvis man ikke kan se, styrker det de andre sanser. Mørket giver plads til andre ting. Noget tilsvarende er på spil med den hårde metal-musik. Mange fortæller, at den larmende musik faktisk får dem til at slappe af. Og det giver god mening, musikken fungerer måske lidt som ritalin, ADHD-medicinen. Man kunne måske tro, at man skulle give den hyperaktive hjerne noget beroligende, så den kunne slappe af, men det er omvendt. Ritalin øger mængden af dopamin og noradrenalin i hjernen, og ved at få det tilført tænker hjernen: Nå, nu kan jeg slappe af, for nu er der gang i den. Vi kan slippe frygten eller sorgen, når den varetages udefra.

Skulle man ikke tro, at vi foretrak det lyse og lette, der kunne gøre os glade?

Jo, på en måde, men hjernens mest grundlæggende opgave er at sørge for, at vi overlever. Den er utrolig doven og energibesparende og søger mod det behagelige og trygge. Men den skal også sørge for, at vi hele tiden kan lære noget nyt, så vi er i stand til at udvikle os og tilpasse os. Og forsøg med aber viser, at hjernen ikke lærer noget, hvis der ikke hele tiden er noget, der irriterer og er lidt anderledes.

Der skal være en sten i skoen. Der skal være noget, der ikke passer ind i den model, man har af verden, hvis modellen skal ændre sig. Vi har brug for kontrasterne i musikken; der skal være en balance. Når man har hørt en glad popsang 15 gange, siger hjernen: Ah, nu har jeg lært tilstrækkeligt her. Nu har jeg brug for noget andet. Musik er livet i en lille auditiv verden. Og det er jo svært at føle ægte, stor lykke på en baggrund af sådan generel veltilfredshed. Til den store lykke har vi brug for noget mørke.