Tjenerne er blinde og hælder med sikker hånd vin i glassene. Som seende opdager du, hvor lidt du kan uden det syn, der ellers leverer 85 procent af dine sanseindtryk. Du famler efter vinglasset og må tage fingrene til hjælp for at få styr på portobellosvampen. Er det egentlig and eller svin på tallerkenen, og kan det passe, at man ikke kan kende mere forskel?
Konceptet med at spise i fuldkomment mørke, så du for alvor kan smage maden, findes flere steder i Danmark. Prøv Dark Waiter på Frederiksberg i København, Middag i Mørket i Duus Vinkjælder i Aalborg, eller arranger en middag for en større gruppe (mindst 15 personer) på Fuglsangcentret i Fredericia.
DR’s pigekor arrangerer hvert år i oktober koncerter i mørke. Koncertprogrammet er hemmeligt, så tilhørerne for alvor kan åbne ørerne og lytte uden forventninger. Alt lys i salen bliver slukket, så korsangerne synger uden dirigent og noder, og de kan ikke se hinanden, men må lytte ekstra godt efter de andre stemmer. Der er heller ingen, der kan se tilhørerne, så du kan synke helt ind i dig selv og lytte med åben mund og åbne tårekanaler, hvis du føler for det.
Floating, hedder det. Der er kulsort, og du ligger på ryggen i 38 grader varmt saltvand i en lydtæt tank på 1,5 x 2,5 meter og flyder. Er det livmoderen, det minder om? Eller snarere en meget stor kiste? I hvert fald har du kun dig selv at blive distraheret af, når du ligger der og er vægtløs i mørket. Du kan høre den dumpe lyd af dit hjerte, der slår, og af små luftbobler, der stiger op gennem håret. The rest is silence. Og der kan du så tage en pause fra hverdagens kværn af indtryk og ligge og tænke over det mørke, vi kommer fra og skal videre til.
Prøv det fx hos Copenhagen Floating i Rømersgade på Nørrebro. Der er også floating i Aarhus og Aalborg.
MYRKR er et kunstnerfællesskab, der er optaget af mørket som en ressource, vi har glemt. Før det elektriske lys måtte aftenen og nattens aktiviteter være meget anderledes end dagens. Overgangen mellem de to blev især på landet markeret med mørkning – folk samlede sig, lukkede ned for dagen og skiftede rytme. Men det kunstige lys gjorde det muligt at fortsætte dagens opgaver og arbejde i skiftehold på fabrikkerne, og som samfund mistede vi den indadvendthed og genopbygning, der lå i mørket, mener de i MYRKR. De vil gerne genoplive pausen og tilbyder lydvandringer i mørket med hørebøffer med musik og fortællinger om mørke og arrangerer iscenesatte mørkninger. MYRKR kan hyres af grupper på 30-50 mennesker og laver også indimellem åbne forestillinger. Læs mere på www.myrkr.dk.
International Dark-Sky Association er en verdensomspændende bevægelse, der arbejder for at bekæmpe lysforurening. Foreningen giver certificeringer til særlige Dark Sky Places, hvor der er mørkt nok til, at man kan se mærkevejen. I Danmark har vi to Dark Sky Places – på Møn og på Nyord, den lille ø ved siden af Møn.
Andre steder med god udsigt til stjernerne er: Vesterhavskysten, Råbjerg Mile, Kongenshus Mindepark ved Viborg, ørkenen på Anholt, Stavns Fjord på Samsø, Åskov Hede ved Haderslev, Hverringe Gods ved Kerteminde, Asnæs Dyrehave ved Kalundborg og Maribosøerne på Lolland.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening