De arbejder i mørket

Mens de fleste af os kan holde os til det trygge dagslys, når vi arbejder, er der også dem, der må kravle ind i mørket for os andre. Mød røgdykkeren, skorstensfejeren og kloakmesteren.

Mette Andersen, røgdykker: 

Jeg er heldigvis ikke alene

“Fem-ti gange om året skal jeg ind i en bygning, hvor der er så sort af røg, at man ikke kan se noget som helst. Man kan ikke se sin makker, hvis han er bare en meter foran, eller hvis man fører en hånd hen foran øjnene. Tit er der også ekstremt varmt. Så gælder det om at fokusere på opgaven: Måske skal vi ind og åbne et vindue eller hente et dyr eller et menneske ud. Det er det eneste, jeg tænker på.

Jeg er faktisk aldrig bange, for jeg er heldigvis ikke alene. Vi er to, der går ind, og vi holder øje med hinanden og får hinanden med ud, hvis den ene løber tør for ilt, eller der sker noget andet. Udenfor er der en holdleder, der via radioen fortæller, om vi er på rette vej. Jeg har fuldstændig tillid til dem; vi er sikkerhedsmænd for hinanden. Bagefter er jeg altid helt udmattet.”

Carsten Kjær, skorstensfejer: 

Puha, er det lige i dag

“Nogle renseklapper kan vi kun komme til, hvis vi kravler ind i en krybekælder eller hen over et kulsort loft. Det er sgu ikke lige sjovt. Sommetider skal vi kravle ad en smal gangbro, og i de der 90-100 år gamle huse risikerer vi jo dratte igennem, hvis vi bevæger os lidt for langt ud til siden. Og man ved aldrig, hvad man møder af rotter og edderkopper. Eller måske ligger der lige et skelet af en kat. Det er det der ubekendte, og i virkeligheden er det værste nok det, der foregår oppe i hovedet.

Jeg har lært mig selv at fokusere på, hvor jeg skal hen; gå direkte efter renseklappen og lukke det andet ude. Tilbageturen er ikke lige så slem, for der har jeg lyset fra åbningen at gå efter. Men selvom jeg har gjort det i 18 år, vænner jeg mig aldrig helt til det. Puha, er det lige i dag, tænker jeg om morgenen og ville ønske jeg kunne sende en anden.”

Michael Throksø, kloakmester: 

En mørk skov er mere uhyggelig

“Det er ikke så tit, vi er nede i kloakkerne; det meste kan klares ovenfra. Men et par gange om året må jeg ned i en af dem. Så er jeg iført hjelm og hele sikkerhedsudstyret, og der er en mand mere med nede i kloakken og to oppe på kanten. De første par minutter er de værste, men så vænner øjnene sig til det, og så slapper jeg mere af. Nogle gange er jeg dernede i ti minutter, andre gange et par timer.

Det er altid rart at komme op igen, synes jeg. Men grundlæggende har jeg ikke noget problem med at være der. Jeg synes, en mørk skov er meget mere uhyggelig, med alle de dyr og lyde. I kloakken er der kun rotter, der kigger nysgerrigt ud af hullerne, inden de stikker af.”