Kristendommen forsøger ikke at få mørket til at gå væk

Angst, smerte og død er en del af livet. Til gengæld er vi ikke overladt til os selv, når vi står midt i det, siger præst Mette Behrndtz

Der er et maleri af Arne Haugen Sørensen, som Mette Behrndtz rigtig godt kan lide. Det forestiller Adam og Eva på vej ud af Paradiset, på vej ud i mørket. “Uddrivelsen” hedder det. Kvinden og manden klynger sig til hinanden, bag dem er Paradisets grønne græs, foran dem afgrunden, og vi kan se, at når de tager ét skridt mere, må de træde ud i mørket.

“Men det opmuntrende ved det billede er, at de har Guds lys i ryggen,” siger Mette Behrndtz. Hun er præst i Nørre Lyndelse Kirke på Fyn og har fundet maleriet frem for at sige noget om kristendommens forhold til mørke. “Det problemfrie liv i Paradis, hvor Adam og Eva kunne leve som uskyldige børn, er for altid tabt. I stedet træder de ud i det liv, vi kender. Et liv med smerte, død og selvoptagethed. Det er jo et liv både med lys og mørke. Og billedet minder om, at vi ikke er alene. Gud er altid med, også i det mørke og tunge.

Det mørke kan vi ikke slippe for, siger kristendommen. Og det er det særlige ved den, siger Mette Behrndtz. “Kristendommen forsøger ikke at få mørket til at gå væk. Det er en uadskillelig del af det at være menneske: Vi rammes af svære ting udefra, uden at der er nogen mening i det, og uden at vi kan stille noget op mod det.”

En af de mest berømte fortællinger fra Det Gamle Testamente, Jobs bog, handler om netop det, forklarer hun. Job er en god mand, der ikke har gjort noget galt, men Satan, som her beskrives som en af Guds egne hoffolk, beslutter sig, ovenikøbet med tilladelse fra Gud selv, for at sætte ham på prøve. Og så rammes Job af alverdens ulykker. Han mister alle sine børn og al sin rigdom, og så bliver han syg. Hans snusfornuftige venner prøver at sætte tingene på plads for ham og forklarer, at der nok alligevel er en god grund til, at han er blevet ramt. Hvis bare han indrømmer det over for Gud, skal det hele nok blive godt igen, mener de. Men så kommer Gud selv på banen. I fatter jo ingenting, siger han, og det gælder både vennerne og Job selv. I tror, I kan måle mig med jeres menneskelige målestok. Men har I måske skabt verden? Er det jer, der har lært hesten at springe og ørnen at flyve? Lad være med at prøve at finde mening, og lad være med at tro, at I kan undgå livets trængsler.

Og ikke alene rammes vi udefra. Det mørke er også inden i os: Når vi svigter andre, er misundelige på dem, lyver for dem eller ikke vil hjælpe dem. Synd kaldes det i kristendommen. “Det er jo et svært begreb, det der synd,” siger Mette Behrndtz. “Det lyder på én gang tungt og frelst. For mig giver det mest mening at tænke på synden som fejltrin. Jeg hørte engang en forklare det sådan her: Synd er, når man rammer ved siden af. Det kan man ikke undgå, hvis man vil lære at ramme rigtigt.”

Men synden er simpelthen et grundvilkår for os, siger hun. “Mange steder i Bibelen bliver vi afkrævet, at vi skal handle på en måde, så det er til gavn for andre, ikke for os selv. I Bjergprædikenen skruer Jesus så højt op for kravene, at det er tydeligt, at ingen kan være med. Hvis du kalder din bror for en tåbe, skal du brænde i helvedes ild, og hvis bare du kaster et blik på en andens kone, så er det lige så slemt, som hvis du havde haft sex med hende. Det er der jo ingen, der kan leve op til. Det at synde er ikke bare noget, vi kan lade være med; det er sådan vi er.”

Indimellem rykker det onde helt ind i os – det onde forstået som det, der trækker os væk fra Gud og får os til at ramme ved siden af. I Det Nye Testamente beskrives det som dæmoner, som Jesus jager ud af både mennesker og huse. “Det dæmoniske er alt det, der hindrer livet: angst, depression, selvhad. Det kan føles, som om det besætter en; som noget, man ikke kan stille noget op imod. Man bliver lukket inde i sit eget mørke og kan ikke leve livet samtidig. Her er kristendommens svar til den, der er lukket inde: Du er ikke alene i mørket. Gud finder dig og er hos dig.”

Og det er faktisk vores opgave at leve livet. Livet er en gave, vi har fået, og på den måde er det blevet til en opgave, som vi er forpligtede på. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få noget ud af gaven – også så det gavner andre.

Med andre ord: Kravene i kristendommen er tårnhøje. Du skal gøre dit bedste, du skal gøre dig umage, men selvom du fejler – og det gør du – så kan du alligevel få tilgivelse.

Det kan jo lyde hårdt og udsigtsløst med de høje krav, som ingen kan leve op til, men det er lige omvendt, synes Mette Behrndtz. “Jeg ville personligt have svært ved at vide, hvad jeg skulle bruge et billede af Gud til, hvor der ikke var plads til at være menneske på godt og ondt. Mørket er helt integreret i det kristne verdensbillede – vi rammes ikke kun af det udefra; det er også inden i os.

Det kan være svært at være menneske. Det ser jeg for eksempel, når jeg sidder ved et dødsleje. Flere kæmper med noget lige til det sidste. Det kan være familie, man ikke ser. Et kærlighedsforhold, der gik i stykker, eller en sygdom, der ramte og ændrede ens tilværelse. Her ville det jo ikke være nogen trøst at sige: Hvis du bare havde gjort sådan og sådan, så kunne du have undgået de svære ting i dit liv. Og det gjorde du så ikke. Som kristen præst kan jeg derimod sige: Ja, livet er svært. Og uanset hvor meget du gerne vil ramme rigtigt, undgår du ikke at komme til at ramme ved siden af. Men det, du ikke kan tilgive dig selv, kan Gud tilgive. Det er det lys, du har i mørket.”