Den legendariske filmklipper og lyddesigner Walter Murch forklarede engang, hvordan man skaber stilhed i en film. Man skruer nemlig ikke bare ned for lyden, som man kunne tro, men lader publikum høre en lyd, der ellers kræver absolut stilhed, f.eks. en gulvplanke, der knirker. Publikum har brug for referencer og kontraster at navigere efter. Stilhed bliver til stilhed i kontrasten til lyd.
Det samme gælder for lys og mørke. Lys bliver lys som kontrast til mørke.
Og alle gode fortællinger lokker med lys for enden af historien. For at nå hen til det er vi nødt til at navigere i mørket. Forstå mørket og mærke, hvor stærk og tilsyneladende uovervindelig en kraft det er. Tit må vi bevæge os helt ind i det, konfrontere det i en kamp på liv og død og kæmpe os ud af det igen for at vinde retten til lyset.
Det visuelle sprog i film og tv-serier er typisk et billede på karakterernes indre kampe og dilemmaer. Det ydre spejler det indre.
Og karakterer, der legemliggør mørket, altså ’skurken’, repræsenterer i klassisk film- og seriedramaturgi ikke bare en individuel karakter, men først og fremmest ’heltens’ dystre side. Skurken som arketype kaldes ligefrem ’The Shadow’, en skyggekarakter, der kender og derfor kan udfordre heltens specifikke svagheder, som han eller hun prøver at undertrykke.
I tv-serier får vi god tid til at lære mørket at kende. Præcist som i store romaner giver formatet plads til, at vi fordyber os i karakterer, baggrund og miljø, og afsnit for afsnit kommer dybere ned i mørkets univers. Her er fem bud på serier, der gør det særlig overbevisende.