Fortsæt til hovedindholdet

Klovnen, der græder i kulissen

Klumme om mørke
Af biskop Peter Skov-Jakobsen, Københavns  Stift

Det ville være dejligt at have en første erindring om min mor. Jeg kan se på de fotos, der eksisterer af mig som spæd, at jeg lå i en varm arm og blev nået af varme øjne.

Kys var der masser af. Hos os var det mys-på-trutten! Det gjaldt min far og mor og mine to brødre.

Jeg kan ikke huske andet end nærhed og fortrolighed. Når man kom hjem, var der et blik, der gav én en helt klar oplevelse af, at du hører til, og vi hører sammen.

Selvfølgelig hændte det, at temperamenterne udfoldede sig. Der kunne godt falde knubbede ord. Men bevar mig vel, hvad har man dog heller ikke fundet på?

Små drenge tror jo til tider, at de kan gå på vandet, og at man slipper fra alt. Uden sans for tyngdelov og ordentlighed gjorde jeg mig da fortjent til et par hurtige og høje bemærkninger. Der skulle nu noget til. Den humoristiske sans fejlede nemlig ikke noget. Jeg ved alt om, hvad det er at gå over grænser, og at der ikke altid er ros på den anden side!

Den lille hørhårede dreng syntes ikke, at hans mor skulle græde. Der fandtes metoder til at bare slå en lille sprække i mørket. Et pludseligt kys. En tydelig hengivenhed. Og især en hurtig bemærkning og noget åbenlyst klovneri.

Min mor lærte mig også noget om en anden verden. I den er der mørkt. Der er kun få ord. Der er fortvivlelse, indelukkethed, gru. Når jeg tænker tilbage på en lykkelig barndom, er mørket der også. De voksne kaldte det depression. Jeg vidste ikke, hvad det betød, men det hændte, at når jeg kom hjem fra skole, så stod der te og franskbrød og ventede, og for bordenden sad mor – og græd. Bare græd. Helt væk fra verden, fra sig selv og midt i et mørke, der trykkede fra alle sider.

Den lille hørhårede dreng syntes ikke, at hans mor skulle græde. Der fandtes metoder til at bare slå en lille sprække i mørket. Et pludseligt kys. En tydelig hengivenhed. Og især en hurtig bemærkning og noget åbenlyst klovneri.

Jeg udviklede et talent for klovneri, som vist (desværre) aldrig har forladt mig. Men mor skulle ikke græde.

Vi kunne sagtens tale sammen. Jeg kunne ikke kende de andre mennesker, som min mor talte om, når hun havde det så ondt. Min far, min mormor og bedstefar, som hun elskede højt – men i mørke kunne hun ikke se dem, og jeg levede i den spænding.

Dagene gik, og efter uger og indlæggelse kom mor hjem igen og lignede sig selv. En dag havde de fundet noget medicin, der duede, og hun blev mor i 12 år, og vi tænkte ikke over, hvor fortvivlet hun havde været.

Nu var mor bare mor, et menneske med højt humør, stor nysgerrighed, fuldkommen hengivenhed over for sine sønner, udfordrende i sine forventninger, begavet, temperamentsfuld, drillende og lynhurtig i replikken.

Når jeg nu tænker tilbage på min mor, ser jeg hende, som hun var, og ikke som et menneske, der skal forstås ud fra den sygdom, hun bar i sit sind. Efter 12 år gik det så galt, som det kunne, og sorgen overmandede os på forskellig vis. Vi klarede det meget forskelligt.

Min mor lærte mig noget om lys og mørke. Det filtrede sig ind og ud af hinanden i hende. Hun lærte mig, at man skal holde sig fra ligegyldige ord, men elske livet, og hun gav mig den tanke, om vi mennesker har det med at glemme, at ham eller hende, der klovner, også græder ude i kulissen, og at humoren også bærer lyset og mørket i sig?

Gå på opdagelse i

Andre magasiner