Der er et mørke, vi ikke skal idyllisere eller fortrænge
Som barn var jeg mørkeræd. Men jeg ville ikke erkende det. Når min far om aftenen bad mig gå ud i skuret bag huset for at hente brænde, duede det derfor ikke at sige: “Det tør jeg ikke.”
Med hjertet oppe i halsen gik jeg ud ad bagdøren. Straks gav jeg mig til at synge. Højt og falsk. Det hjalp lidt, mens jeg hurtigt fik samlet brænde i kurven. Men det var ikke langtidsholdbart. Nabobørnenes historier om børnelokkere rumsterede i baghovedet. Jeg skyndte mig, så meget jeg kunne, og løb de sidste meter hen til døren. Jeg åbnede den og følte lettelsen over igen at være inde i lyset.
Hvad var det, der var så skræmmende ved mørket? Jeg tror, det var følelsen af at være alene. Udleveret til en verden, jeg ikke kunne orientere mig i, og som pludselig var fuld af lyde og stilhed, som kunne kalde de mest skræmmende fantasibilleder frem. I hvert fald var mørket ikke nær så slemt, når jeg var sammen med gode kammerater.
Der er et mørke i verden og i os selv, som vi ikke kan og ikke skal vænne os til eller forsone os med. Der er et mørke, som er forbundet med tilværelsens og vores egne skyggesider, som vi ikke skal idyllisere eller fortrænge, men som vi skal turde sætte ord på og lade os konfrontere med.
Jeg er ikke længere mørkeræd. Faktisk holder jeg nu meget af mørket. Jeg er dybt fascineret af nattehimlen. Allerbedst er det, når vi er i vores sommerhus på Læsø, hvor der er langt til byernes lys. Der går det op for én, hvor myldrende fuld af stjerner himlen er.
Her lader jeg ofte tankerne gå til de gode maya-indianere i landsbyen Xocen på Yucatán-halvøen i Mexico, som jeg engang besøgte. Eller til de egne og mennesker, jeg besøgte som formand for Danmission; i Libanons bjerge, i Bukoba i Tanzania, i Tiruvannamalai i Indien, i Kachin i Myanmar.
Her er man heller ikke væsentligt forstyrret af menneskelige lyskilder, og den samme stjernehimmel – let forskubbet – hvælver sig klart over os, og minder os om, at vi er hinandens medmennesker her på denne fantastiske lille blå og grønne planet i et hjørne af Mælkevejen i Guds uendelige univers.
Jeg er ikke længere mørkeræd. Men frygten for at være alene, dømt ude, overladt til mig selv, bor stadig i mig, som den gør i mange. Der er et mørke i verden og i os selv, som vi ikke kan og ikke skal vænne os til eller forsone os med. Der er et mørke, som er forbundet med tilværelsens og vores egne skyggesider, som vi ikke skal idyllisere eller fortrænge, men som vi skal turde sætte ord på og lade os konfrontere med.
Det hjælper Bibelen os med. Allerede på dens allerførste side hører vi om, hvordan Guds skabelse af verden begynder med, at mørket må vige for lyset:
Dengang var alt rungende tomt, og der var buldrende mørkt over dybet. Men Gud lod sit åndedræt blæse over vandet. Han sagde “Bliv lys!” og straks kom der lys. Gud syntes godt om lyset, og han skilte det fra mørket og kaldte lyset for dag og mørket for nat. (Bibelen 2020).
Bibelen er fra start til slut en lang beretning om det lys, den godhed og skønhed, livet rummer, og som vi mennesker har fået lov at dele med hinanden. Og om den magt mørket stadig har i verden og i vores tilværelse.
Det kristne evangelium er beretning om Jesus som Guds ord til os, Guds lys i vores mørke, Guds kærlighed til sin verden og sine mennesker – på trods.
Jeg er ikke længere mørkeræd.
