Standby-lampen, der lyser natten op
Gennem de seneste fem-ti år har flere restauranter slået sig op på at være fuldstændig mørkelagt. Gæsterne bliver ført ind til bordene, og i det tætte mørke bliver tallerkenerne sat frem for dem. Jeg har ikke prøvet det selv, men de, der har, fortæller om en intens oplevelse, hvor alle sanser skærpes. Hvad er der på min tallerken, hvem og hvor er de andre i restauranten? Det må egentlig være angstprovokerende at sidde der i mørket – men det kalder også på vores tillid. Når vi ikke kan se, må vi forlade os på, at der er en god vilje til stede i rummet.
Mørket er ikke til at komme uden om. Vi må igennem det. År efter år. I vores liv. Det hører med til de erfaringer, vi gør os som mennesker; mørket er et vilkår. Det afspejler sig også i salmebogen, hvor en hurtig søgning viser, at mørke forekommer i omkring en sjettedel af salmerne. Mørket kan være mange slags; det meteorologiske, at dag og nat er en del af døgnets og livets rytme. Men mørket kan også være ’det mørke, der kommer fra os’, som der står i salmen ’Du, som har tændt millioner af stjerner’. Og mørket kan være det sted, vi søger hen, når vi ikke kan overskue livet, når vi er tynget af skyld og skam eller i fortvivlelse vil væk fra det hele. Det er den menneskelige fortvivlelse, når den er allerdybest, og mørket føles som den eneste udvej.
Kampen mod mørket vinder vi ikke ved at benægte det eller ved at tro, at vi kan blive fejlfri. Den vinder vi ved at se mørket i øjnene, stå ved det og sætte ord på det.
For tidligere generationer var det i høj grad det konkrete mørke, der var farligt. Natten blev betragtet som faretruende. Det var her mørkets kræfter havde frit spil. I dag betragter vi natten som rekreationens sted. Det fysiske mørke er opladningens sted, en god nats søvn anbefales af lægen. I stedet er mørket flyttet ind i os. Det er ikke det fysiske mørke, der truer os, men det mørke, vi bærer i os. Bevidstheden om, at vi ikke er perfekte, at vi kan gøre andre ondt. At vi fejler i livet og lader mørket få plads mellem os.
Lyset og mørket kæmper med hinanden. Det er i høj grad blevet en kamp, der foregår i vores indre. Som en kamp, vi har med os selv. Men det er en kamp, vi ikke kan vinde selv. Det ville jo kræve, at vi kunne gøre os perfekte og fejlfri – og det er en farlig illusion at tro det. Vi kan ikke behandle eller handle os ud af det vilkår, at mørket er en del af vores sind. Kampen mod mørket vinder vi ikke ved at benægte det eller ved at tro, at vi kan blive fejlfri. Den vinder vi ved at se mørket i øjnene, stå ved det og sætte ord på det.
For det er jo det paradoksale: Først når vi bevæger os ind i mørket og tør være i det og være ved det, først da kan vi finde det, der kan fortrænge det. Først når vi står ude på en mark langt væk fra alting, kan vi for alvor se stjernehimlen. Og når mørket falder på, når det tætner om os, bliver det pludselig den helt lillebitte standby-lampe på computeren eller fjernsynet, der lyser det mørke værelse op. Den lille lyskilde, som i dagens løb intet betyder, som er så ubetydelig, at vi ikke registrerer den, formår pludselig at lyse mørket op.
