En dør på klem
Corona-restriktionerne har slukket lyset i restauranterne, lukket forretningerne og sendt mennesker i isolation, alt imens sundhedspersonalet er sendt på overarbejde. Ikke underligt, hvis man under vinterens nedlukningen af landet har oplevet mørket mere intenst end ellers. For henvist til sit eget selskab kan følelsen af ensomhed eller modløshed forstørres.
Mørket oplever de fleste af os på et tidspunkt i livet. Det kan være som nu under en verdensomspændende pandemi, eller personligt, når vi for eksempel mister en, vi holder af. Ligesom døgnet veksler imellem nat og dag, så består livet også af både lys og mørke. Men skal vi så blot acceptere mørket som en del af livet? For mig giver kristendommen en anden måde at opleve mørket på.
Det er nemt at forstå lys og mørke som hinandens modsætninger, men alligevel er de helt væsensforskellige.
Som barn kunne jeg ligge vågen i mørket med døren på klem og vente på, at en af mine forældre ville tænde lyset ude i gangen. I mørket fik min fantasi frit løb. Når lyset blev tændt, faldt det ind igennem en lille sprække, oplyste værelset og fjernede min frygt. Det, der ellers lignede et uhyggeligt monster i mørket, viste sig bare at være en stol med en bunke tøj.
Selv et lille barn forstår, at det er lyset i gangen, der strømmer ind i værelsets mørke – og ikke mørke fra værelset, der strømmer ud i den oplyste gang.
Selv en lille sprække lys var nok til at oplyse et mørkt værelse. Den største trussel for mørket vil altid være lyset, mens mørket aldrig kan true lyset. Selv et lille barn forstår, at det er lyset i gangen, der strømmer ind i værelsets mørke – og ikke mørke fra værelset, der strømmer ud i den oplyste gang. Lyset vil altid vinde over mørket, for mørket er bare fravær af lys.
Det første, vi hører om i Bibelen, er, at “der var mørke over urdybet,” men så sagde Gud: “Der skal være lys!” Og der blev lys. Mørket var der altså i forvejen, inden Gud “tændte” lyset, så det ligesom lyset i gangen kunne trænge ind i menneskers mørke rum.
Men vi kan jo stadigvæk opleve, at livet er mørkt, kunne man indvende? Ja, når døren til det mørke rum forbliver lukket, så lyset ikke kan trænge ind. Den lukkede dør, det lukkede sind eller det lukkede hjerte kan forhindre, at lyset trænger ind i mørket. Men igen har kristendommen noget centralt at sige til os, synes jeg:
Jesus, Guds søn, kaldte sig selv for verdens lys. Han kom til verden for at åbne de formørkede sind og de lukkede døre – ikke med brækjern, vold og magt, men med kærlighed.
Kærligheden er som lyset. Jesus viste os at ved at tilgive og elske fjenderne, så kan mørket overvindes. Han lærte os, at alle mennesker er omfattet af Guds kærlighed. Når vi tror på, at vi selv og alle andre er omfattet af kærlighed, så kan en dør inden i os åbnes på klem, så lyset trænger ind i vores mørke. Troen på, at vi er omsluttet af lys, forandrer oplevelsen i mørket.
Så nok kan en lukket dør holde lyset ude, men det er et spørgsmål om tid, før kærligheden banker på døren. Måske åbnes døren kun mistroisk lidt på klem, men selv en lille sprække er nok til, at lyset kan trænge ind og oplyse mørket. Så kan det, der så ud som et uhyggeligt monster i mørket, vise sig i virkeligheden at være noget helt uskyldigt, når det først oplyses. Måske endda noget godt.
