At finde sig i mørket
Engang legede vi mørkeskjul i en kælder. Den var i forvejen mørk, men jeg fandt det bedste gemmested i et lille skab, hvor min tolvårige krop kunne foldes sammen, og døren trækkes til. Der er en vis fryd i kroppen, når man har fundet det bedste gemmested og allerede mærker triumfen ved at være den sidste, der bliver fundet. Eller måske endda den, de opgiver at lede efter. Gradvist blev fryden fortrængt af en voksende frygt. Ikke ligefrem for, at de ville glemme mig, men en frygt for at være blevet væk. Jeg tog hånden op foran ansigtet og viftede den foran mine øjne, men der var absolut intet at se. Måske var jeg både blevet blind og blevet væk. Der kom en rædsel, som jeg ikke kunne holde ud. Til sidst begyndte jeg at skramle lidt med fødderne i håb om at blive fundet.
Mørke har mange betydninger for mennesker, og dette nummer af folk&kirke bevæger sig rundt i dem og tolker dem. Mørke er kun fravær af lys. Alligevel kan det føles som kvælende, som noget, der trænger sig på og vil trænge én ud af verden. Andre er klogere på, hvad der sker med skabninger som os, når vi er uden lys, men min egen erfaring er, at det er svært at finde sig i mørket.
Den kristne tro klamrer sig til håbet om lysets komme som solopgangen fra det høje og lyset i mørket. Troen sidder inde i skabet og stoler på, at der er nogen derude, der vil finde mig og bringe mig ud i lyset. Og hvis det varer for længe, bliver man nødt til at skramle med fødderne og give lyd fra sig.
Alligevel er vi nødt til det. Mørket er det, der er der, når der ikke er andet, og indtil der kommer nogen og åbner skabet, tænder lyset, vender jorden mod solopgangen. Den kristne tro klamrer sig til håbet om lysets komme som solopgangen fra det høje og lyset i mørket. Troen sidder inde i skabet og stoler på, at der er nogen derude, der vil finde mig og bringe mig ud i lyset. Og hvis det varer for længe, bliver man nødt til at skramle med fødderne og give lyd fra sig.
Der er stor visdom i Johannesevangeliet. Det begynder med at tale om Kristus som lyset, der skinner i mørket. På en måde er det et paradoks, for så snart lyset skinner, er der ikke længere mørke. Men det kan også betyde, at først når der er lys, bliver mørket begrænset til at være mørke, så det ikke overvælder alt og gør det til ingenting. Med lyset kommer håbet og livet.
Alligevel kan vi være nødt til at finde os i mørket, indtil vi bliver fundet. I de seneste generationer er vi blevet lys-misbrugere og tænder lys allevegne og hele tiden – fordi vi kan. Og fordi vi hele tiden skal noget. Vi holder ikke længere mørkning, hvor man bare må sidde og tænke og tale, fordi der ikke er lys nok til at foretage sig noget; vi leger måske heller ikke mørkeskjul. For vi er handlingsorienterede og sørger for hele tiden at tænde lys, så vi ikke skal konfronteres med frygten for mørket og for at blive væk. Når mørket så alligevel kommer over os – og det kommer i vores sind og vores verden, og når sikringerne springer – så overvælder desperationen og angsten og selvbebrejdelserne os dobbelt, fordi vi synes, at vi er ansvarlige for hele tiden at have lyset tændt og foretage os noget.
Indimellem må man bare vente. Vente på, at lyset vender tilbage. Og stole på, at nogen vil finde én i mørket, når man ikke kan finde sig selv. Nogen, der ikke holder op med at lede.
