Gå ikke blidt ind i den gode nat
Hello darkness, my old friend
I've come to talk with you again
(Paul Simon)
Jeg skriver dette midt i januar, årets absolut mørkeste tid, og månederne, der er gået forud, synes jeg, har været særligt mørke netop i år. Egentlig generer det mig ikke. Jo, jeg glæder mig bestemt til, at dagene bliver længere, og solen vender tilbage. Men på en eller anden måde gør mørkemånederne også godt. De er på deres plads. Som en stor dansk kunstner engang sagde (og jeg undskylder på forhånd hans sprogbrug): “Om sommeren er det jo bare en stor grøn skid det hele.” Om vinteren derimod har vi kontraster, sarte farver og solsorte i skumringen. Og når så solen endelig bryder igennem ude over Aarhus-bugten sådan en vintermorgen, så er det, som om man ser og fornemmer den for alvor.
Om mørket ligefrem er en ven, som Paul Simon skriver i “Sound of silence”, ved jeg ikke. Men man kan godt være taknemlig for det, når det lader os se og forstå vores rette element, lyset, bedre. Mørket kan ligefrem være et slags tilflugtssted, hvis lyset bliver for hårdt og skarpt for øjnene. Man kan måske sige, at mørket nogle gange er lettere at være i, fordi vi her kan være os selv, uden forstillelse, uden noget at skulle leve op til.
Måske er det derfor, man engang holdt mørkningstime. Der skulle spares på lyset, men der skulle også skrues ned for sindet, inden natten tog over. Man skulle berede sig på den stilhed og ensomhed, der også hører et menneskeliv til, ligesom vinteren hører til sommeren og sorgen til glæden og døden til livet.
Begge digtere udtrykker, hvad der ligger dybt i os alle, næsten instinktivt, at vi skal kæmpe mod mørket. Det er ikke dér, vi hører hjemme. Og vi ved alle, at i mørket bor forestillingerne og frygten, der uhindret kan tage over. Helt inde i knoglerne ved vi, at mørket og døden er beslægtede.
Gamle Grundtvig skrev i en af sine salmer, at “det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme.” Det er en fanfare, der husker os på, at vi har del i den store opstand mod døden påskemorgen, og at vi derfor ikke hører til i dødens mørke. Grundtvig hadede mørket.
Den walisiske digter Dylan Thomas skrev, vistnok til sin døende far: “Do not go gentle into that good night (…) Rage, rage against the dying of the light” (Gå ikke blidt ind i den gode nat (…) Ras, ras mod lysets død). Begge digtere udtrykker, hvad der ligger dybt i os alle, næsten instinktivt, at vi skal kæmpe mod mørket. Det er ikke dér, vi hører hjemme. Og vi ved alle, at i mørket bor forestillingerne og frygten, der uhindret kan tage over. Helt inde i knoglerne ved vi, at mørket og døden er beslægtede.
Men mørket hører med til vores liv. Derfor må vi lære det at kende, når det falder over os: bemestre det, acceptere det, tale med det – uden at overgive os til det.
Og jeg er jo præst, så det er måske ikke så underligt, at kristendommens centrale tegn, korset, for mig udtrykker den store bemestring af mørket. For det var her, helt ned i det mørkeste mørke, den dybeste afmagt, som korset er udtryk for, at Gud bevægede sig, for at være hos os. Derfor holder jeg meget af versene fra Bibelen, hvor der står: “Hvis jeg siger: ’Jeg vil gemme mig i mørket, gøre lyset til nat,’ så ser du gennem mørket, natten er som den lyse dag for dig, nat og dag er det samme.”
