Menneskelivet er underfuldt. Det rummer solskinsdage og stjernestunder, hvor livet bobler af lykke. Men ingen af os går gennem livet uden også at møde svære stunder, hvor døden kaster mørke skygger ind over livet, eller hvor ondskaben viser sit grimme ansigt og skaber frygt, meningsløshed og ensomhed.
Døden og ondskaben har til alle tider været et eksistentielt problem for os mennesker. Vi præster kan finde på at formulere det på denne måde: Hvordan kan det være, at ondskaben findes i en verden, som er skabt af Gud i sin kærlighed? Hvad stiller vi op med ondskaben og mørket? Vi kommer til kort, og ofte vender vi ryggen til ondskaben og mørket for at kunne leve. Vi magter ikke at forholde os til den.
En lille og udhungret dreng ser sit snit til at stjæle et stykke brød mere, end han er tildelt. Det var lige, hvad lejrkommandanten havde ventet på, for det gav ham en gylden mulighed for én gang for alle at vise, hvem der havde magten. Han befaler den lille dreng indfanget.
Styrken i kristendommen er, at her kan livet rummes i hele dets bredde. Her er døden ikke tabu. Ritualerne med deres dybe rødder i evigheden giver os ord i de situationer, hvor vores egne ord ikke slår til. Håbet bliver så at sige fortegn for både livet og døden. Det er grunden til, at både dåbs- og begravelsesritualet citerer de samme linjer fra 1. Petersbrev i Det nye Testamente, hvor “det levende håb” fremhæves med ordene:
“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”
Dette håb må bære os, selv midt i det håbløse. Og fortællingen om Jesus, der stod op fra graven, viser, at ikke engang døden vil få det sidste ord.
Den tyske teolog Dorothee Sölle fortæller i “Henrejsen” en lille anekdote, som netop tager fat i det problem, at ondskaben findes og rammer os alle. Hvor er så Gud henne?
Fortællingen foregår i en koncentrationslejr under 2. verdenskrig. En lille og udhungret dreng ser sit snit til at stjæle et stykke brød mere, end han er tildelt. Det var lige, hvad lejrkommandanten havde ventet på, for det gav ham en gylden mulighed for én gang for alle at vise, hvem der havde magten. Han befaler den lille dreng indfanget. Han sammenkalder alle de internerede på den store plads, og drengen bliver trukket frem foran dem alle. Kommandanten skriger sin dom ud over hovedet på den skrækslagne dreng. Han dømmes til hængning foran alle de andre, fordi han havde taget mere brød, end reglerne tillod. Men den lille krop ville ikke umiddelbart give efter i galgen. Midt under denne groteske dødskamp blev det pludselig for meget, og en i mængden råbte: “Hvor er Gud henne i alt dette her?” Der lagde sig en uhyggelig stilhed over den store plads med alle de internerede. Pludselig blev stilheden brudt af et råb: “Han hænger i galgen!”
Mørket og døden er et grundvilkår her i livet. Men selv i dødskampen er vi ikke alene. Gud er med os og dør med os, for at vi kan få evigt liv med ham. Vi må have lov til at leve og dø i troen på, at vi falder i Guds levende hænder. Det er der både realisme og håb i! – Et håb, som giver kræfter til at tage kampen op imod både frygt, apati og uretfærdighed.