Vi er alene hjemme med dommedag
Det kan godt være, at vi ikke længere tror på Gud, men dommedag er vi ikke sluppet af med. Apokalypsen er overalt – i kunsten, videnskaben og i den politiske debat.
Hvert år indbydes tidligere elever på den smukke Krogerup Højskole til et sommerkursus. I 2018 frister skolen med et tema om dommedag.
“Til sommer stiller vi skarpt på apokalypsen, og hvordan vi skal forholde os til civilisationens snarlige undergang,” fortæller Sigrid Lauenborg Dahl, underviser på højskolens Verden Brænder-linje.
“Hvordan kan vi undgå at underminere vores livsvilkår, hvordan kan vi overleve? Det er noget, de unge taler helt anderledes konkret om end for ti år siden.”
Det er ikke svært at se, hvad Sigrid Lauenborg Dahl mener. Dommedag er overalt i vores kultur – i kunsten, videnskaben og politikken. Og klimaforandringerne er ikke den eneste undergangsvision.
Ufrugtbarhed, atomkrig, pandemier, solstorme og meteorer. Borgerkrigen, der følger med Vestens kulturelle kollaps. Fimbulvinteren, der breder sig, hvis Golfstrømmen vender. Og askeskyen, der lukker alt sollys ude, når vulkanen under Yellowstone eksploderer.
Den økokritiske skole
Anders Thrue Djurslev peger på den såkaldte økokritiske skole i litteraturen, som vender sig mod den traditionelle fremstilling af menneske og natur som modsætninger.
“Klimakrisen skildres ofte gennem et romantisk natursyn, hvor naturen er entydigt god i modsætning til den ødelæggende civilisation. Det er en slags postkort-fremstilling af naturen som noget, vi er adskilt fra.”
“Den økokritiske skole gør op med romantiseringen og kigger i stedet på de vilde forbindelser, der er mellem alting. Et eksempel er Theis Ørntofts “Digte 2014”. Her er apokalypsen ikke en kilde til at dyrke modsætningerne – den hvirvler alting sammen i et uigennemtrængeligt bombardement.”
“Det afspejler vor tids krisers vidtforgrenede forbindelser og uoverskuelige årsagssammenhænge. Den lineære historieforståelse, som apokalypsen traditionelt har udgjort et slags endemål for, modarbejdes af mange kunstnere og tænkere.”
Det er den samme retorik som i Bibelen. Der er en ondskab i verden, og vi håber, at frelsen snart kommer. Men Gud er taget ud af ligningen. Autoriteten er ikke Bibelen, men videnskaben.
Gud er taget ud af ligningen
Men hvor er Gud i de moderne apokalypser? Umiddelbart er han der slet ikke. Fordi vi har slået Gud ihjel, er vi alene hjemme med dommedag – og må selv påtage os alle rollerne:
Som synder, dommer og frelser.
Imidlertid har Gud overlevet i det sprog, vi bruger, når vi taler om verdens undergang. Det har Esben Bjerggaard Nielsen, ph.d. og lektor i retorik på Aarhus Universitet, forsket i.
“Der sker et afgørende skift med atombomben i 1945. Tidligere var forestillingen om den altomfattende katastrofe noget, der optrådte i religiøst regi. Nu er mennesket pludselig i stand til at ødelægge sig selv,” siger Esben Bjerggaard Nielsen.
Frygten for ‘bomben’ betyder, at det sprog, som tidligere beskrev religiøse forestillinger, vinder indpas i den ikke-religiøse, politiske debat. Udviklingen forstærkes, da Rachel Carsons bog “Silent Spring” udkommer i 1962.
“Bogens første kapitel er en lille ‘fabel om i morgen’, der beskriver et landsbysamfund, hvor æggene ikke længere udklækkes, fuglene falder fra himlen, og børnene bliver syge. Forklaringen er sprøjtegiften DDT, som Carsons bog indledte et opgør med,” forklarer Esben Bjerggaard Nielsen.
Apokalypsen har altid været politisk
I dag bruges det apokalyptiske sprog i debatten om klima, forurening, pandemi, atomkrig, finanskrise og flygtningekrise.
“Det er den samme retorik som i Bibelen. Der er en ondskab i verden, og vi håber, at frelsen snart kommer. Men Gud er taget ud af ligningen. Autoriteten er ikke Bibelen, men videnskaben.”
I den religiøse tolkning af dommedag ligger håbet og frelsen hos Gud. I den sekulære apokalyptik er det mennesket, som på én gang er skyld i og kan forhindre verdens undergang. I begge tilfælde fører det ofte til, at man sætter regler op for, hvordan man lever sit liv.
“Hvor de religiøse forsøgte at leve et gudsfrygtigt liv, forsøger vi i dag at leve et bæredygtigt liv. Vi frelses ved at leve vores liv på en bestemt måde,” siger Esben Bjerggaard Nielsen.
En bombastisk fortælling
Han mener, at brugen af apokalyptisk retorik i den politiske debat ofte er knyttet til kulturpessimisme.
“Det er ikke anderledes end det, man tidligere så i religiøse, apokalyptiske bevægelser. Når kristne i 1800-tallet, for eksempel USA’s adventister, kritiserede den vestlige kulturs forfald, mente de, at det, de så i tiden, allerede var beskrevet i Johannes’ Åbenbaring.”
Det er heller ikke nyt, at dommedag bliver brugt politisk:
“Bibelens dommedagsforestillinger er altid en kritik af en undertrykkende elite eller et dekadent samfund. Det samme gælder vor tids sekulariserede dommedagsforestillinger. Apokalypsen giver en forfulgt menighed, minoritet eller politisk gruppe legitimitet, status og identitet.”
“Når Donald Trump under valgkampen beskrev USA, brugte han flittigt apokalyptiske billeder. Han beskrev det dekadente, liberale samfunds undergang, men tilbød et håb: Han ville gøre ‘America great again’. Uanset hvor man er på det politiske spektrum, har man sin egen apokalypse.”
“Apokalypsen er en bombastisk fortælling med stor tiltrækningskraft. De, der forstår at bruge den godt, får gjort opmærksom på problemer i samfundet,” siger Esben Bjerggaard Nielsen.
Vi er alle preppers, hver gang vi tegner en forsikring, som vi håber, vi aldrig får brug for. En prepper har bare udvidet perspektivet.
Prepperen kommer
Til gengæld tror han ikke, at apokalyptisk retorik kan overbevise folk, som ikke i forvejen deler ens verdensopfattelse.
“Retorikken virker motiverende, hvis man allerede er engageret i miljødebatten eller kulturkritikken – så bliver man endnu fastere i sin overbevisning. Men blandt skeptikerne vil den ofte skabe mere modstand.”
Vi kan frygte, fortrænge eller forsøge at forhindre verdens undergang. Men der er endnu en mulighed: Vi kan forberede os på at blive de udvalgte få, der overlever den – som Noah og hans familie efter syndfloden.
På apokalypsekurset på Krogerup Højskole medvirker en prepper. Prepper kommer af det engelske ord ‘prepare’ – at forberede sig. En prepper forbereder sig på at overleve verdens undergang, for eksempel ved at samle forråd af drikkevand, dåsemad og medicin.
“Vi er glade for, at vi har fået en prepper til at stille op. De er ofte tilbageholdende, fordi de er vant til at blive latterliggjort i medierne,” siger Sigrid Lauenborg Dahl.
“Men som de siger, er vi alle preppers, hver gang vi tegner en forsikring, som vi håber, vi aldrig får brug for. En prepper har bare udvidet perspektivet.”
