Her tænder lyset når Jorden går under

Når solen brænder ud om fem milliarder år, tændes el-pæren i Mogens Jacobsens sindrige designobjekt.

På gulvet ligger et blankpoleret sort kvadrat, hvor op af der rejser sig en mærkværdig, skulpturel form bestående af ti el-timere sat sammen i række og med en glødepære for enden.

Umiddelbart kunne den danske kunstner Mogens Jacobsens “Who cares what it does” ligne et sindrigt gør-det-selv-designobjekt, men værket rummer et perspektiv og en pointe, som peger langt hinsides dets prosaiske bestanddele fra byggemarkedets hylder.

El-timerne er nemlig indstillet således, at pæren først tændes om fem milliarder år. Eller rundt regnet på det tidspunkt, solen i vores solsystem brænder ud, og et altomsluttende kosmisk mørke indfinder sig.

I det mørke vil pæren lyse. I hvert fald principielt.

For i det øjeblik solen slukker, udslettes alt, inklusive pære, timere og strøm. Værket er som sådan nyttesløst, vel nærmest absurd, i praktisk forstand.

Men som konceptuelt objekt åbner det for en vedkommende refleksion over tilværelsen på planeten Jorden og de katastrofale horisonter, som kendetegner den.

Kunsten gør os klogere på katastrofens mørke Solens udbrænding er den ultimative horisont i den henseende, totalt abstrakt for os levende mennesker i 2018. Hvis altså ikke en kunstner som Mogens Jacobsen med sit værk havde givet den en konkret form.

Det er overordnet set det, samtidskunsten kan tilbyde os i forhold til katastrofer: En genstand eller et billede – et sprog kunne man sige – som vi kan bruge til at gøre os forestillinger om og blive klogere på det mørke, som alle katastrofer rummer.

Samtidskunsten afhjælper som sådan ikke katastrofer (om end der er flere og flere aktivistiske kunstnere, der arbejder ‘i felten’).

Den udgør snarere en art psykologisk, socialt og filosofisk redskab til at bearbejde de mange umålelige og uhåndgribelige, ja, decideret uforståelige, aspekter af en katastrofe, som er ligeså væsentlige som det umiddelbare nødhjælpsarbejde.

Hvad enten det er med udgangspunkt i faktiske forhold eller fiktioner, imødekommer samtidskunstens frembringelser menneskets behov for at spørge til katastrofer. Til, hvad de betyder for os mennesker, som art og som civilisation.

I de fleste tilfælde på sikker afstand – i tid og i rum – af katastrofernes voldsomme realiteter, hvor der ikke er plads til at spørge, fordi det handler om at overleve.

Samtidskunsten – fra de tidlige hulemaleriers visualiseringer af vulkanudbrud til gadekunstneren Banksys dystopiske forlystelsespark “Dismaland” – handler også om overlevelse, men i en mere mental forstand. Hvordan – og hvorfor – forsætter vi med at leve i en verden, som er katastroferamt?

Sådan spurgte filosoffen Immanuel Kant efter jordskælvet i Lissabon i 1755: Hvordan kan man forsætte med at tro på, at Gud er god, når noget så forfærdeligt kan ske?

Og sådan spørger forfatteren Cormac McCarthy i romanen ‘The Road’ fra 2006: Hvordan kan man blive ved med at nære håb i en verden martret af vedvarende ødelæggelse?

Heldigvis har størstedelen af os ikke oplevet katastroferne på vores egne kroppe. Til gengæld har vi som både skabere og publikum igen og igen søgt tilflugt i samtidskunsten og dens uendelige rigdom af eksistentielle overvejelser og perspektiver på tilværelsen i katastrofernes tegn.

Som “Who cares what it does” tydeliggør i den størst mulige skala, så er katastrofer et eksistentielt vilkår for menneskets liv på Jorden. Der er med andre ord et mørke for enden af tunnelen.

Det er ikke spørgsmålet.

Spørgsmålet er, hvordan visheden om dette mørke påvirker livet – lyset – i tunnelen her og nu. Og det er et anderledes åbent spørgsmål.

Jacob Lillemose er ph.D. i kunsthistorie, freelancekurator og tilknyttet det tværfaglige forskningsprojekt ‘Changing Disasters’ på Københavns Universitet. 
Læs mere på: www.changingdisasters.ku.dk
Mogens Jacobsen er billedkunstner. Han arbejder med kritisk og spekulativ elektronisk kunst.
Læs mere på: www.mogensjacobsen.dk