Læser kaldte min roman om klimaet "gudsforladt"

“Jeg er ikke enig i, at vi som private ikke kan gøre noget ved klimaet,” siger forfatter, der sammen med sin familie har lavet en 2030-plan for energibesparelser. 

Efter ‘Den Afskyelige’ bliver folk ved med at forære mig apokalyptiske romaner.

“Det må lige være noget for dig,” siger de.

I virkeligheden kan jeg næsten ikke holde ud at læse dem.

Jeg valgte at skrive om klimaforandringer, fordi jeg følte en pligt. Det var et emne, som jeg var passioneret optaget af. Og hvis ikke kunstnerne skulle kunne se det dystopiske i øjnene, hvem skulle så?

Jeg håber, at bogen kan være et lille bidrag til at forhindre en klimakatastrofe.

I min roman går verden ikke under – den forandres bare. Når der fødes børn med fiskelignende træk, er det også en slags håb: Livet går videre, bare på en anden måde.

Til et af mine foredrag var der en kvinde, der kaldte ”Den afskyelige” for en gudsforladt bog.

“Kan vi ikke lægge noget i Guds hænder?” spurgte hun.

Jeg forstår spørgsmålet, men jeg kan ikke se, hvilket ansvar vi kan give til Gud, når det gælder klimaet. Vil det ikke bare være en sovepude?

Jeg er ikke enig i, at vi som private ikke kan gøre noget ved klimaet. Hjemme hos os har vi lavet en 2030-plan. Et år etablerer vi regnvandsindsamling, et andet år skifter vi til en bæredygtig bank, og forhåbentlig ender det med, at vi får råd til en elbil.

Jeg har set katastrofen i øjnene. Nu vil jeg hellere forestille mig en anden slags verden. Det giver mening at handle på sin bekymring. Også for børnenes skyld: På deres friskole er klima en del af pensum.

Så er man også nødt til at give dem handlingsmuligheder.