“Når verden går under, vil jeg sidde og nyde et glas god Amarone”
Er du klar til apokalypsen? Vi spurgte Rasmus Dahlberg, forsker, ph.d. ved Forsvarsakademiet og arrangør bag Beredskabsstyrelsens nationale kriseøvelser.
Jeg frygter verdens undergang, og samtidig vil jeg også gerne være med, når det sker. For det er vildt spændende.
Når jeg tænker efter, vil jeg næsten håbe, at jeg bliver en del af det. Så vil jeg sidde og nyde et glas god Amarone og følge med i det hele. Gad vide, om det bliver sådan lidt som i Lars von Triers film “Melancholia”.
Jeg vil i hvert fald nyde showet.
Trusler binder os sammen
Det gør mig mindre bange at forestille mig jordens endeligt, end når jeg tænker på min egen undergang. Underligt nok. Siden jeg var lille, har blå blink fascineret mig. Det gør de stadig, men på et professionelt niveau. Jeg har undervist på Master of Disaster Management på Københavns Universitet, hvor jeg også lavede min ph.d., og nu er jeg ansat som forsker på Forsvarsakademiet.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at katastrofer og trusler mod kloden på en eller anden måde binder os sammen.
Går jorden under i min tid, så skal jeg ikke sidde og spise en fabriksfremstillet gullasch. Jeg propper en flaske med gode dråber.
En undersøgelse efter den voldsomme eksplosion af en fyrværkerifabrik i Seest ved Kolding i 2004 viste, at borgerne typisk oplevede, at katastrofen fik dem til at rykke tættere sammen. I den forbindelse og ved andre voldsomme katastrofer går det op for den enkelte, at man skal dø, og det får altså mennesker til i højere grad at leve livet fuldt ud. Dét er da spændende.
Brutale hændelser, eksempelvis terrorangreb, som det vi så 9/11 i USA, giver os en kollektiv erindring og fungerer som fikspunkter i vores historie. Dertil kommer, at det udvikler os.
Efter Titanic-ulykken blev der installeret flere redningsbåde ombord på skibe og færger. Lig på bordet sætter udviklingen i gang. Mange fremskridt begynder i asken efter katastrofen.
Nødt til at leve vores liv
Hvert andet år, når Beredskabsstyrelsen afholder nationale kriseøvelser, er jeg forfatteren bag scenariet. I 2015 testede vi det nukleare beredskab. Et brændende russisk atomdrevet fragtskib kolliderede med et dansk skib i nærheden af Ebeltoft.
Nu kunne man tro, at jeg er sådan en prepper-type. Men jeg har hverken beskyttelsesrum eller et kæmpe lager af dåsemad i kælderen.
Vi er nødt til at leve vores liv, så jeg har en røgalarm, bruger cykelhjelm, holder afstand på motorvejen – hvor mange ulykker sker – og så kan jeg førstehjælp.
Går jorden under i min tid, så skal jeg ikke sidde og spise en fabriksfremstillet gullasch. Jeg propper en flaske med gode dråber.
