Fra finanslov til lægebesøg: Der er også dom i dagligdagen
Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen
Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen er lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Hun har skrevet ph.D. om eskatologi, som er udgivet i bogen ‘Body & Hope’, og hun er hjælpepræst i Søborgmagle Kirke.
Alle mennesker har erfaring med dommedag, mener forskeren og præsten Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.
Der er ikke meget dommedag over det hyggelige hus i Taarbæk, hvor Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen byder på kaffe.
Der ligger lammeskind på stolene, og lysene er arrangeret på et kronhjortegevir, som sikkert er samlet op i den nærliggende dyrehave. Det er indretning og æstetik på en meget jordisk måde, som står i kontrast til forestillingen om dommedag som en spektakulær, kosmisk katastrofe i den nære fremtid.
Men dommedag handler ikke nødvendigvis om asteroider, epidemier eller klimakollaps, påpeger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen. Dommedag er også noget, alle mennesker erfarer i deres liv.
I særlige begivenheder, eller endda i en samtale, her og nu.
“Det er let at se, at der findes et væld af apokalyptiske forestillinger i litteraturen, filmen og medierne. Men vi overser de nære og håndgribelige erfaringer af dom, som findes i vores eget liv, og som er langt mere afgørende for vores selvforståelse,” siger hun.
Handler om mulighed for at leve
Hun er lektor i dogmatik på Det Teologiske Fakultet i København og har skrevet ph.d. om eskatologi.
Ordet eskatologi kommer af græsk og betyder ‘læren om de sidste ting’ (død, opstandelse, dom og genkomst), ‘læren om de sidste tider’ (forandring og håb) eller ‘læren om den sidste’ (Kristus).
I stedet for at spørge ‘Nød jeg min dag i går?’ spørger mange ‘Fik jeg lavet min motion?’ eller ‘Spiste jeg for meget?’ Når det at spise og leve sundt betyder så meget for os, så handler det i høj grad om identitet og dom.
Og jovist, kristendommens eskatologi handler ifølge klassiske formuleringer om verdens undergang, når Kristus kommer tilbage for at dømme levende og døde og oprette gudsriget. Men også om det enkelte menneskes identitet og skæbne. Om menneskelivets endelighed og begrænsning.
Om vores død.
“Fremfor alt handler eskatologi om vores mulighed for at leve. Både med angst, under trusler eller med stress og dagligdagens pres,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.
“Frygten for verdens undergang er typisk parallel til frygten for, at man selv skal gå under – frygten for ens egen død eller for et andet menneskes død.”
Præster har været tøvende om dommedag
Den kristne eskatologi bliver til, når man fortolker de bibelske tekster i sammenhæng med kirkens bekendelsesskrifter. Det er en fortolkning, der hele tiden udvikler sig.
Dommedag, død og opstandelse og genkomst fortolkes forskelligt fra generation til generation.
“Bekendelsesskrifterne forudsætter, at den, der fortolker, er engageret i sin tid og sin verden, men fastholder samtidig det væsentlige: At dom i kristendommen er et godt budskab om opstandelse og liv. Den kristne dom er glædelig. Altid,” siger hun.
Sproget omkring finansloven er jo udpræget eskatologisk. Når vi taler om ‘tallene på bundlinjen’ handler det om endelighed og begrænsning.
“Efter 1. Verdenskrig – i den såkaldte dialektiske teologi – gjorde man op med forestillingen om dommedag som noget, der skal finde sted engang i fremtiden. Nej, dommen finder sted i nuet, i øjeblikket, når vi møder Kristus i kirkens forkyndelse.”
“De dialektiske teologer placerer dommen uden for menneskets rækkevide. Vores biologiske død er for mange af dem naturlig, og vi kan ikke handle os ud af den. Trøsten består i at komme til rette med, at vi intet kan stille op. Hvis vi holder os til Gud, befries vi for frygten.”
Denne opfattelse kom til at dominere teologien i Danmark. Det betød, at mange præster i sidste del af det 20. århundrede var tøvende over for dommedag.
“Resultatet blev næsten en slags mysticisme, hvor mange præster ikke kunne sige meget om dommedag,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.
Dommen er også i finansloven
Sin egen eskatologi beskriver hun som ‘efter-dialektisk’. Hun finder indsigter i de tidligere positioner, som er vigtige, og hun er optaget af, hvordan eskatologien kan kaste nyt lys over aktuelle, personlige og samfundsmæssige spørgsmål.
For dommen er tilstede overalt i vores liv – ikke kun, når vi læner os tilbage i biografsædet og gyser over en apokalyptisk katastrofefilm.
“Tag for eksempel økonomien. Sproget omkring finansloven er jo udpræget eskatologisk. Når vi taler om ‘tallene på bundlinjen’ handler det om endelighed og begrænsning. Hvad står der den dag, hvor regnskabet skal gøres op? Har vi nok penge til at leve for i fremtiden?”
Dommen er i sundhed og sygdom
Hun peger på et andet vigtigt område, hvor vi dagligt konfronteres med dommen, nemlig sundhed og sygdom.
“I stedet for at spørge ‘Nød jeg min dag i går?’ spørger mange ‘Fik jeg lavet min motion?’ eller ‘Spiste jeg for meget?’ Når det at spise og leve sundt betyder så meget for os, så handler det i høj grad om identitet og dom. Ligesom mange menneskers stærkeste domserfaringer kommer i form af diagnosen hos lægen eller psykologen.”
Hvordan kan vi være mennesker for hinanden uden enten at lade hinanden i fred eller at begå overgreb på hinanden? Det er noget, kirken ved meget om.
I øjeblikket er hun engageret i et tværfagligt projekt på Københavns Universitet, som fokuserer på livsstil.
“Man kan have et medicinsk, et psykologisk eller et sociologisk blik på livsstil. Et eskatologisk blik bringer alle disse vinkler sammen. Den reflekterer for eksempel over forholdet mellem den krop, som medicinen ved noget om, og den psyke, som psykologien ved noget om.”
“Eskatologien er den eneste disciplin, der tager domserfaringer op som erfaringer af nye muligheder og nyt liv.”
Dom i fedmedebatten
Hun peger på en aktuel debat om fedme. Nogle mener, at fedme bør være en diagnose, fordi det vil hjælpe mennesker, der lider fysisk og psykisk på grund af deres vægt. Andre mener, at vi bør lade ‘tykke’ mennesker i fred, fordi tidens fokus på overvægt stigmatiserer dem.
“Det er selvfølgelig forenklet fremstillet. Men når man ser eskatologisk på debatten, kan man hjælpe med at pege på, hvor det gør ondt. Hvad er det ved fedme – og alle mulige andre livsstilsforhold – som vi ikke forstår? Hvorfor er det så svært for samfundet at finde ud af, hvordan vi skal forholde os til det?”
Hun understreger, at eskatologi ikke er terapi. Hvis man gør den til et redskab, holder den op med at være eskatologi. Men den kan hjælpe med at stille de store spørgsmål.
“Hvornår har et menneske brug for at være i fred, og hvornår har det brug for behandling? Og hvad ligger der mellem de to muligheder? Hvordan kan vi være mennesker for hinanden uden enten at lade hinanden i fred eller at begå overgreb på hinanden. Og det er noget, kirken ved meget om.”
