Kirkens malerier fortæller om død og ødelæggelse som tegneserier

Kalkmalerier var middelalderens tegneserier. Kirkens malerier har både forbindelse til århundreders europæiske kunsthistorie og til moderne tegneserier med deres blodige og fantastiske billedfortællinger om død, ødelæggelse og dommedag.

Det er straffen! Gør bod! Nu er verdens undergang nær! En enorm ildkugle har retning mod jorden, asfalten smelter i den stødt stigende varme, rotterne flygter fra byen, og profeten Filippulus forkynder enden på det hele og forudser en katastrofe, hvor de overlevende vil dø af “sult og kulde eller pest… eller noget andet…”

Historien om Tintin og “Den mystiske stjerne” er en af verdens meste kendte og læste tegneserier – og den begynder simpelthen med en dommedagsprofeti. Og netop temaer om apokalypse og undergang har spillet en central rolle i udviklingen af de billedfortællinger, der i den vestlige verden strækker sig fra stenalderens hulemalerier over blandt andet kalkmalerier og religiøs kunst til nutidens tegneserier.

Mennesker har altid været optaget af ideer om verdens undergang. Alle de store religioner producerer forestillinger om dommedag og apokalypse. Og en af de tidligste og bedst bevarede danske billedfortællinger findes da også i en kirke.

Når man træder ind i Fanefjord Kirke på Møn, bliver man mødt af et væld af figurer og mønstre. På endevæggen og over korbuen bliver en ildsprudende drage spiddet med en enorm lanse, mens en hel flok
nøgne mennesker fortæres af et vældigt uhyre.

I loftet flyder blodet fra småbørn, der brutalt bliver slagtet det ene sted, mens en mand kæmper i voldsom brydekamp med en glubsk løve et andet. Det vrimler med vold og død, monstre og overnaturlige væsner. Det eneste, der mangler, er sex, ellers har kalkmalerierne i Fanefjord Kirke faktisk det hele.

Malerierne er skabt i begyndelsen af 1500-tallet af Elmelundemesteren, en samlebetegnelse for en gruppe kunstnere, der skabte kalkmalerier til en række kirker på Møn, Bogø, Lolland og Falster.

Aflæser man malerierne imod urets retning, som man gjorde det i middelalderen, løber der fra kirkens andet hvælv en sprudlende og voldsom billedbibel rundt i rummet. Og når man har været igennem verdens skabelse, syndefald og hele Det Nye Testamente, står man ansigt til ansigt med helvedes flammer på den yderste dag.

Kalkmalerierne i de danske kirker er det tidligste bud på en dansk tegneserie.

Der findes selvfølgelig helleristninger og fortællende billeder fra tidligere, men noget af det særlige ved Elmelundemesterens malerier er, at de rent faktisk kan læses sekventielt – som en fortløbende historie, hvor billedrammerne findes i selve kirkens arkitektur, så man kan følge det fremadskridende narrativ, fra hvælv til hvælv.

Eller fra rude til rude som i en rigtig tegneserie. Malerierne blev skabt til middelalderens katolske gudstjeneste. I senmiddelalderen var det nemlig kun ganske få mennesker, der kunne læse, så troens budskab blev mest effektivt formidlet mundtligt og gennem billeder.

Messen i kirken foregik på latin, og selv om prædikenen blev holdt på lokalsproget, var billederne nødvendige for at understøtte gudstjenesten. Kalkmalerierne var derfor forkyndelse af kirkens lære for menigmand og fungerede som en slags kirke-tegneserie eller lægmandsbilledbibel.

Og så ligner Elmelundemesterens figurer faktisk tegneseriefigurer. Der er noget karikeret over stregen – næsten satirisk i billedet af to kvinder, der sidder og sladrer på kirkebænken under en gudstjeneste – der gjorde det muligt at aflæse motiverne hurtigt.

Kalkmalerierne bruger et fast billedsprog, hvor krops- og ansigtsattituder følger bestemte konventioner:

En hånd til hovedet betyder sorg, mens en knyttet næve viser hån og vrede. Det er ikke meget anderledes, end når japanske mangaserier bruger ikonografiske sveddråber og dunkende blodårer til at vise følelser og stemninger, der ikke kan misforstås.

Inspirationen fra middelalderens kirkekunst findes også i helt nye tegneserier, hvor f.eks. den katolske motivverden føres videre af hollandske Marcel Ruijters, der med kras religionssatire og kritik af forstokket dogmatik laver hylende morsomme tegneserier om nonner, helgener og store synder – endda på latin!

Elmelundemesterens kalkmalerier kan på den måde læses ind i en lang vestlig billedtradition, der helt frem til i dag er dybt fascineret af apokalypse og katastrofe.

Nogenlunde samtidig med, at den sengotiske stilretning fik sit gennembrud i danske kirker, malede Hieronymus Bosch sit verdensberømte dommedag-triptykon, mens Albrecht Dürer skabte en hel serie af billeder om dommedag, hvoraf “De fire apokalyptiske ryttere” er det mest kendte.

I 1800-tallet malede engelske John Martin myldrende helvedesbilleder, mens franske Gustave Dorés fabelagtige illustrationer til Dantes “Inferno” bevæger sig helt ned blandt de fordømte.

I 1920’erne lavede belgiske Frans Masereel en træsnitstegneserie om 1. Verdenskrig, som han kaldte
“Vor tids apokalypse”.

Og i 2013 lavede Joe Sacco “The Great War”, en otte meter lang tegneseriefrise i slægt med Bayeux-tapetet, hvor han skildrede den første dag af slaget ved Somme i 1916.

Begge værker viser den totale krig som dommedag, som et helvede på jorden. Mens apokalypsen oprindeligt var en religiøs profeti om verdens ende og en guddommelig indgriben i verdens orden, er begrebet siden vandret ud i hverdagssproget og har fået en bredere betydning, der ikke så meget handler om et mellemværende med Gud, men snarere betegner det totale sammenbrud, massiv død og ødelæggelse.

I mange moderne tegneserier er den teologiske apokalypse i vid udstrækning blevet erstattet af en forestilling om apokalypsen som en katastrofe, der har et efterspil og konsekvenser for menneskene på jorden – og ikke i enten himmel eller helvede.

Det er post-apokalypsen, snarere end selve dommedagen, der er spændende med en bred vifte af dystopier om økologiske kriser, atomkrig og ruminvasion, der overtager fra religionernes fortællinger.

Danske Adam O. forestiller sig for eksempel i sin debut “Ruiner” fra 2011, hvordan et post-apokalyptisk København ser ud efter en global atomulykke.

Og i en af nyere tids mest populære amerikanske tegneserier, Robert Kirkmans “The Walking Dead” (2003-), har levende døde oversvømmet jorden i en såkaldt zombieapokalypse, der siden 70’erne har været en yndet Hollywood-fantasi.

Glider øjnene endnu engang rundt i Fanefjord Kirke, ser man pludselig, at der faktisk også her er ‘zombier’. De døde er genopståede på den yderste dag, og over dem sidder Kristus i den stjernebestrøede himmel og holder dom over alle de syndige mennesker.

Englenes basuner kalder de døde op af gravene i regnskabets time, og mens Maria og Johannes Døberen går i forbøn for menneskene, retter Jesus straffens sværd mod synderne.

Blodet strømmer ud, ikke alene fra føddernes naglegab, det blottede sidesår og de løftede hænder, men også ned over hans ansigt. De døde blander sig med de levende på dommedagen, hvor helvede simpelthen er kravlet op på jorden i skikkelse af et uhyre, der ud af sin åbne mund spyr flammer, mens en djævel trækker de fortabte, der er bundet sammen med en kæde, ind i helvede.

Selvom tegneserien er et af det 20. århundredes karakteristiske mediesprog, kan kalkmalerierne fra 1500-tallet, som dem i Fanefjord Kirke, nemt placeres i en tradition, der fører dem helt op til Hollywoods apokalypsefremstillinger, og som også finder slægtskab i mange moderne tegneserier.

Med deres voldsomme og groteske billedverden er der rigeligt med både action og ramasjang. Men det, der for alvor gør det interessant at læse kalkmalerierne som en art proto-tegneserie, er også dét, der overhovedet gør, at Elmelundemesterens kalkmalerier kan læses som tegneserie:

Nemlig den sekventielle fortælling, den fortløbende historie, der bevæger sig fra ét afgrænset billede til det næste.

Hvor Hieronymus Boschs myldrebilleder og Joe Saccos krigsskueplads, med hver deres udgangspunkt, udpensler rædslerne midt i dommedagens kaos, fortæller kalkmalerierne på Møn historien om den uundgåelige rettergang.

Med blodet dryppende og ilden brændende handler det ikke om, hvor galt det kan gå, men om hvor galt det vil gå.

For synderne, vel at mærke.

Omvendt gælder det for de troende og angrende, at når enden er nær, er alting godt.